Personnavne

Hvad er et personnavn?

Navne har været i brug så længe vi kan se tilbage. Det synes at være helt alment menneskeligt – og tilsyneladende unikt for mennesker – at give hinanden navne. Vi giver navne for at kunne skelne os fra hinanden, men også for at markere at vi hører sammen. Det ses tydeligst i skikken med at give et fornavn og et efternavn. Fornavnet markerer at der er tale om et individ, og efternavnet markere at det samme individ er en del af en familie.

Navngivning finder ikke kun sted af praktiske grunde, for så ville det være meget nemmere blot at bruge entydige talkoder. Brugen af personnavne har også en følelsesmæssig dimension, de er forbundet med følelser og associationer, og det er ikke lige meget hvordan de lyder, eller hvad de betyder.

De første danske personnavne vi kender

De ældste personnavne vi kender fra Danmark, er omkring 2.000 år gamle. Der har levet mennesker i Danmark meget længere end det, men vi har ikke skriftlige kilder som rækker længere tilbage end til jernalderen i de første århundreder e.v.t. De tidligste personnavne finder vi i korte runeindskrifter på våben, smykker og andre små genstande hvor ejeren har skrevet sit navn – eller den der har lavet genstanden, har skrevet sit.

Indskriften på guldhornet fra Gallehus i Sønderjylland er nok den bedst kendte. Herpå står at ”jeg HlewagastiR Skovbeboeren lavede hornet”. HlewagastiR ville have udviklet sig til Lægæst hvis det stadig havde været i brug i dag. Personnavnet i guldhornsindskriften er således et af de få vidnesbyrd vi har om hvad landets beboere i jernalderen kaldte sig selv og hinanden.

Læs mere om fornavne og efternavne.