Lægæst – Danmarks ældste navngivne guldsmed

Indskriften på det guldhorn som kaldes Gallehus-horn 2, og som er det mindste af de to, indeholder bogstavrim hvor tre efterfølgende ord starter med h:

ek hlewagastiʀ holtijaʀ horna tawido

Den urnordiske tekst kan på moderne dansk gengives som "Jeg HlewagastiR (Lægæst) HoltijaR (fra Holt eller Holtes søn) gjorde hornet", og den er det ældste belæg på den type bogstavrim vi møder i den lidt senere germanske litteratur, som f.eks. i Beowulfkvadet, Voluspå (Vølvens spådom) og Hildebrandslied. Sådanne bogstavrim er dog ikke særlige for germansk digtning, men er snarere et fælles indoeuropæisk litterært træk.

Navnet Hlewagastiʀ er sammensat af to dele, og forleddet hlewa- har en omdiskuteret etymologi. Dels kan det kobles til den samme etymologi som ordet læ, altså 'beskyttelse', og dels til det græske ord kléos som betyder 'rygte' eller 'berømmelse', og som også kendes fra græske personnavne. Måske kan man endda se etymologiske paralleller til navnet Hlewagastiʀ i det græske Kleóksenwos og det slaviske Slavgost som begge betyder 'berømt gæst', og som kan føres tilbage til de samme indoeuropæiske rødder som det urnordiske navn.

Gæsterne, fjenderne – og ninjaerne

Efterleddet i Hlewagastiʀ er det samme som moderne dansk gæst, og det kendes fra flere germanske og urnordiske personnavne, så som Naudagastiʀ og Ansugastiʀ. Faktisk indeholder den ældste skriftlige kilde til germansk sprog (skrevet på en etruskisk bronzehjelm fundet i Slovenien) navnet Harigasti.

Personnavne sammensat med -gæst gik i Skandinavien ud af brug før vikingetiden. I det kontinentale Europa holdt navnetypen sig noget længere end her i norden, men heller ikke sydpå bruges disse navne længere. I dag betyder gæst 'person på besøg', men i det oldnordiske sprog kunne det også betyde 'udlænding' eller 'handelsmand fra udlandet'. Den nordiske versionen af ninjaerne blev i middelalderen også kaldede gestir, altså gæster. Selv om gæst har en positiv klang i dag, har det ikke altid været sådan. Om dette vidner både de overnævnte gestir og det latine hostis. Hostis er etymologisk samme ord som gæst, men hos latinerne fik ordet for de fremmede en negativ klang – fjenderne (jf. engelsk hostile).

Hvor bogstaveligt skal man tage navnene?

Enkelte forskere mener at personnavne allerede i urnordisk tid havde mistet deres substantiviske betydning. En person som bar navnet Ansugīslaʀ, blev ikke set på som et 'gudepilskaft' (eller med de samme egenskaber som et gudepileskaft måtte have), selv om navnet bogstavligt betyder dette. I så fald er Hlewagastiʀ bare et tilfældigt sammensat navn på baggrund af de variationsmuligheder der lå i det urnordiske navneudvalg.

Andre forskere er uenige i dette, og navnet Hlewagastiʀ er blevet tolket til at være eksempel på hvordan en gæstfrihedskultur blandt samfundseliten gav sig udtryk i personnavne med substantivisk betydning – gæster der kommer for at udføre bragder eller digte om fyrster (lidt den samme rolle som Beowulf havde da han først kom til Lejre). I denne sidstnævnte sammenhæng blir ordet gæst ofte ført tilbage til en indoeuropæisk rod som betyder at æde. En gæst var altså én man delte måltid med ifølge denne tolkning, men det skal dog siges at denne tolkning er usikker. 

Hlewagastiʀ bliver i indskriften beskrevet som holtijaʀ. Den nøjagtige betydning af holtijaʀ er også noget omdiskuteret. Nogen tolker det som et patronym, og at Hlewagastiʀ derfor er søn af en Holt. Andre tolker det som en appellativisk indbyggerbetegnelse, og at Hlewagastiʀ altså kommer fra Holt. Den samme type indbyggerbetegnelse ser vi måske i indskriften på Nydam-økseskaftet: I denne indskrift ser ordet sikijaʀ ud til at være dannet på baggrund af det samme ordstof som vi finder i sig (som vi ofte møder i danske stednavne), og det betyder derfor måske 'fra Sig'. I samme indskrift møder vi forresten også navnet Wagagastiʀ, et andet gasti-navn.

Krister S.K. Vasshus