Efternavne i 1900-tallet

Som beskrevet i afsnittet om efternavne i 1800-tallet havde danskernes stereotype efternavne ført til flere forsøg på at ordne sagerne ved lov – med stærkt varierende held.

Navnesagen havde flere gange været diskuteret i Folketinget, og i 1897 fremsatte et menigt medlem af tinget det lovforslag at enhver mand eller kvinde som slægtsnavn uden betaling skulle have ret til at antage deres fars eller farfars folkelige tilnavn eller navnet på en i slægten nedarvet ejendom.

Betænkningen af 1899

Betænkningen "Dansk Navneskik" fra 1899
er kun på 169 sider, men den er hovedkilden
til vor viden om de folkelige tilnavne.

Kommissionen af 1898

Lovforslaget førte til at der året efter blev nedsat en kommission bestående af tre universitetsprofessorer der skulle undersøge "disse Tilnavnes nationale Betydning og Udbredelse". Kommissionen gik grundigt til værks ved at udsende over 100 spørge-skemaer til kompetente folk rundt om i landet om hvilke folkelige tilnavne der endnu anvendtes på stedet og efter hvilke regler.

Allerede året efter, i 1899, udkom kommissionens betænkning "Dansk Navneskik" der kort og godt fastslår at den danske navneskik "lider af at være ensformig, upraktisk og uskøn i en saadan Grad, at man van-skelig skal finde dens Lige andensteds", og som middel til at afhjælpe denne misere foreslog den en legalisering af de folkelige tilnavne.

Men regeringen ønskede også adgang til at antage nye slægtsnavne for den del af befolkningen der ikke havde folkelige tilnavne, og en navneliste med 16.000 forslag til nye slægtsnavne blev udarbejdet. Listen bestod fortrinsvis af danske stednavne der endnu ikke var taget i brug som slægtsnavne, nordiske stednavne og nordiske slægtsnavne. En hel del "stednavne" havde de lærde forfattere selv konstrueret.

Lov om navneforandring af 1904

I 1904 blev loven om navneforandring vedtaget. For et gebyr på fire kroner kunne man få navnebevis på sit nye slægtsnavn, og navnet blev så optaget på den liste over beskyttede eller "forbeholdte" slægtsnavne som Justitsministeriet med mellemrum udsendte. Ingen andre kunne nu antage navnet uden slægtens samtykke (samtykkeparagraffen).

Men det var ikke alle slægtsnavne man kunne antage. Undtaget var navne på personer "der have gjort sig fortjente af Fædrelandet", egentlige fornavne og navne som skønnedes ikke at stemme med dansk sprogtone eller at være direkte upassende.

Samtidig indførtes beskyttelse af i forvejen eksisterende slægtsnavne, og for den oprindelige tanke om at erstatte -sen-navnene med de folkelige tilnavne blev denne bestemmelse fatal. De folkelige tilnavne var nemlig for en stor dels vedkommende de samme over hele landet, og det hjalp ikke at éns familie i generationer havde kaldt sig Skov, Juhl eller Bjerre hvis en anden familie inden 1. juli 1905 havde fået bevis på navnet som beskyttet slægtsnavn.

Loven skulle gælde i ti år. Til den tid regnede man optimistisk med at Danmark havde løst sit slægtsnavneproblem, og at alle der ønskede det, havde taget navneforandring. Men navne og navneforandring er forbundet med en mængde psykologiske faktorer som ingen havde taget højde for. Man identificerer sig med sit navn hvad enten det er et adeligt slægtsnavn eller et almindeligt -sen-navn, og mange mennesker drømmer ikke om at tage navneforandring.

Andre vil gerne skifte navn, men er bange for omgivelsernes reaktion når Nielsen bliver til Nøkketoft. Og endelig er der mange mennesker der gerne vil have et slægtsnavn der findes i den nærmeste familie, men som de ikke har juridisk ret til. Mange af disse mennesker fik ingen hjælp i 1904-loven og valgte følgelig at beholde deres -sen-navn.

Det var altså småt med interessen for navneforandring selvom nogle arbejdspladser faktisk pressede deres medarbejdere til at ændre navn. Kun godt 100 familier om året tog navneforandring. I 1912 kom endnu en navnebog med forslag til 10.000 nye slægtsnavne, og man besluttede at forlænge lovens levetid endnu nogle år. Det har man så gjort med mellemrum indtil man i 1941 forlængede den på ubestemt tid.

Mellemnavnet

Men i mellemtiden havde slægtsnavnesagen taget en drejning der lå helt uden for myndighedernes kontrol. Allerede i slutningen af 1800-tallet var man begyndt at give sine børn mellemnavn ved dåben, et navn der blev indskudt mellem det sidste fornavn og efternavnet.

Mellemnavnet blev nærmest opfattet som et fornavn og var overhovedet ikke omfattet af 1904-loven. Praktisk taget alle navne kunne anvendes som mellemnavn, navne på historiske berømtheder, moderens pigenavn, faderens fornavn til piger, men væsentligst i denne forbindelse: beskyttede slægtsnavne som man ikke ellers havde juridisk ret til.

Man kunne kort sagt omgå 1904-loven på alle måder, officielt anvende hele sin navnekombination (Peter Skovgaard Jensen) og så i det daglige udelade -sen-navnet og bruge sit mellemnavn som slægtsnavn (Peter Skovgaard).

Ifølge loven var det forbudt uretmæssigt at anvende en anden families slægtsnavn, men passede man lidt på, gik det alligevel. Værre var det hvis man anvendte sit "ulovlige" slægtsnavn som firmanavn eller kunstnernavn, og allerværst var identifika-tionsproblemet: Mange mennesker anede ikke at Peter Skovgaard og Peter Jensen var én og samme person. Nu havde vi ud over slægtsnavnedilemmaet også fået et mellemnavnedilemma!

Lov om personnavne af 1961

I 1961 kom den første navnelov der foruden slægtsnavne også omfattede fornavne og mellemnavne. Den nye lov opretholdt generelt 1904-lovens beskyttelse af forbeholdte slægtsnavne. Men foruden den almindelige ret til navneændring til et ikke-forbeholdt slægtsnavn blev der nu givet tilladelse til navneændring til et navn der uden at være erhvervet ved ægteskab bæres eller har været båret af en af ansøgerens forældre eller bedsteforældre.

Da langt de fleste kvinder endnu i 1961 ved indgåelse af ægteskab antog deres mands slægtsnavn, betød denne paragraf først og fremmest at børn nu havde ret til at antage deres mors pigenavn som slægtsnavn, og det er en ret som mange siden 1961 har benyttet sig af.

For første gang blev der sat grænser for mellemnavnet. Som mellemnavn blev det nu kun tilladt at give et barn faderens eller moderens mellemnavn eller et navn der uden at være erhvervet ved ægteskab bæres eller har været båret som slægtsnavn af barnets forældre eller bedsteforældre. Endelig ophævedes 1904-lovens samtykkeparagraf.

Lov om personnavne af 1981

I 1981 fik vi i Danmark en ny navnelov der åbnede øgede muligheder for ret til navneændring. Foruden retten til at antage et efternavn – den nye lovs term for slægtsnavnet – der uden at være erhvervet ved ægteskab bæres eller har været båret af ansøgerens forældre og bedsteforældre, får man nu også ret til at antage et efternavn der på samme vilkår har været båret af ens oldeforældre.

Man burde nu have mange muligheder for at finde et velegnet navn i sin nærmeste slægt dersom man ønskede at udskifte sit -sen-navn med et mere usædvanligt efternavn. På lignende måde får man ret til også at antage oldeforældrenes efternavn som mellemnavn, og hvis man som mellemnavn bærer et navn man ad lovens vej ville kunne antage som eneste efternavn (fx moderens pigenavn), kan man forbinde mellemnavn og efternavn med bindestreg og således få et dobbelt efternavn (Skovgaard-Jensen). Det indebærer bl.a. den fordel at man alfabetiseres efter det første navn i navnekombinationen.

Det var dog ikke disse bestemmelser der fik bølgerne til at gå højt om den nye lov længe før den trådte i kraft i 1982, men dens nye og utraditionelle forslag til løsningen af det danske efternavneproblem.

Ifølge 1961-loven fik hustruen ved ægteskabets indgåelse mandens slægtsnavn med mindre hun skriftligt erklærede at hun ønskede at beholde sit eget slægtsnavn. Og børnene fik automatisk faderens slægtsnavn hvad enten faderen og moderen havde fælles slægtsnavn eller ej.

1981-loven siger derimod: Ønsker to ægtefæller samme efternavn, kan den ene ægtefælle ved anmeldelse til vielsesmyndigheden med den anden ægtefælles samtykke antage dennes efternavn, eller med andre ord: Brud og gom beholder deres eget efternavn medmindre de udtrykkelig ytrer ønske om at få samme efternavn. Har forældrene hvert sit efternavn, skal de vælge om barnet skal have det efternavn faderen eller moderen bar ved barnets fødsel. Gør de ikke det senest et halvt år efter barnets fødsel, får barnet automatisk det efternavn moderen bar ved barnets fødsel.

Disse bestemmelser er – som hele 1981-loven – først og fremmest inspireret af kvinde-bevægelsen, således at hustruen ved indgåelse af ægteskab bliver nødt til at overveje om hun vil give afkald på sit eget efternavn. Men bestemmelserne rummer også mulighed for at give Danmark en mere varieret efternavnebestand. Har den ene part et almindeligt -sen-navn og den anden part et mere usædvanligt efternavn, kan man vælge det sidste, hvad enten det er ægtemandens eller hustruens efternavn.

Der er aldrig ført nogen officiel statistik over 1981-lovens virkninger. Men punktunder-søgelser har vist at de fleste ægtefæller stadig ønsker fælles efternavn, og det er som regel mandens efternavn der vælges, eller en kombination af parrets efternavne hvori kvindens efternavn indgår som mellemnavn. Har faderen og moderen hvert sit efternavn, får børnene som regel faderens efternavn, ofte med moderens efternavn som mellemnavn. At ægtemanden antager hustruens efternavn, hører stadig til sjældenhederne, men det hænder.

I 1990 indførtes et gebyr på 3.000 kr. for navneændringer der skulle ske ved navnebevis. Alene i Københavns Kommune medførte det at ansøgningerne om navneændring faldt fra ca. 1800 om året til 400 i 1990. Endnu en gang havde lovgiverne skudt sig selv i foden.