Efternavne 1500-1800
Danmark har sandsynligvis europæisk rekord i antallet af personnavnelove, og vores ældste "navnelov" går helt tilbage til 1526 da Frederik I påbød den danske adel at antage "stadige tilnavne, således som det udi andre kristelige kongeriger skik er".
I tiden mellem middelalderens slutning omkring år 1500 og op til industrialiseringen i 1800-tallet udviklede efternavneskikken sig, trods den begyndende lovgivning, ganske forskelligt blandt adelen, borgerne og bønderne.
Adelens navnelov
Skikken med fast adeligt slægtsnavn kom til Danmark i middelalderen med indvandrede tyske adelsslægter. Den danske uradel nøjedes som oftest oprindelig med at kalde sig ved fornavn og patronym selvom man betragtede sig som hørende til en adelig slægt og førte slægtens våbenskjold.
Da Frederik I's påbud kom i 1526, havde allerede ca. 85 % af den danske adel dog antaget fast adeligt slægtsnavn selvom ikke alle familier kaldte sig ved dette slægtsnavn. De resterende 15 % antog nu efterhånden fast slægtsnavn, og Christian IV's kansler Christen Thomesen (Sehested) er efter traditionen den sidste danske adelsmand der til sin død i 1659 konsekvent kun kaldte sig ved fornavn og patronym for at bevidne at han var af god dansk adel.
Hermed er historien om adelens navngivning ikke slut. Den danske uradel med dens karakteristiske navne som Grubbe, Galt, Urne og Hvide uddøde efterhånden og blev erstattet af indvandret tysk adel, især fra Holsten og Mecklenburg, og senere af adlede borgerlige slægter med fantasifulde, ofte selvkomponerede navne som Griffenfeld, Knagenhjelm og Tordenskjold.
Borgernes slægtsnavne
Borgerne benyttede sig i middelalderen ligesom bønderne af den gamle navneskik med fornavn og primærpatronym. Fra senmiddelalderen fik den akademiske del af borgerstandens ungdom ved immatrikulation, først ved udenlandske universiteter og siden ved Københavns Universitet (oprettet 1479), "lærde" til- eller slægtsnavne.
Typerne af disse navne er for størstedelens vedkommende latiniseringer af almindelige slægts- eller tilnavne ved tilføjede endelser: Bartholinus (Bertelsen), Olivarius (Holgersen), oversættelser af (faderens) erhvervstilnavn: Fabricius (smed), Prætorius (foged) og oversættelser af stednavne: Pontoppidanus (Broby), Scavenius (Skagen).
Det er den navneskik Holberg gør sig lystig over i mange af sine komedier, særligt i "Erasmus Montanus". Vi har relativt få af disse "lærde slægtsnavne" bevaret ned til vore dage. Før eller siden genantog de fleste navnebærere deres danske til- eller slægtsnavn. I et præstekald langt ude på landet har navne som Hydropolitanus (Vandsted) eller Pædopolensis (Drengsted) ikke haft store chancer for at overleve.
I 1600- og 1700-tallet breder skikken med faste slægtsnavne sig i borgerstanden. De vigtigste typer er stednavne anvendt som slægtsnavn og erhvervstilnavne. Stednavnet er som regel et landsbynavn, navnet på slægtens oprindelige hjemsted og ofte i en fortysket form, da den tyske indflydelse på denne tid var meget stærk. Således bliver stednavnet Bredsten til slægtsnavnet Breitenstein, Skanderup til Schandorff, Søften til Zeuthen etc.
Også de oprindelige erhvervsbetegnelser optræder som slægtsnavne, meget ofte i en fortysket form: Becker (Bager), Krüger (Kromand), Schröder (Skrædder) etc. Navnene Fischer, Müller og Schmidt behøver vist ingen nærmere forklaring.
Primærpatronymer bar omkring 1700 i byerne kun de laveste sociale lag. I løbet af 1700-tallet bliver alle patronymer omdannet til faste arvelige slægtsnavne, og omkring år 1800 havde 20 % af Københavns befolkning sådanne arvelige -sen-navne som slægtsnavn.
Bøndernes to efternavne
Men langt den største del af Danmarks befolkning var før industrialiseringen bønder. Bondestanden havde bevaret den ældgamle skik at kalde sig ved fornavn og ægte patronym (far: Hans Jensen, børn: Jens Hansen, Maren Hansdatter). Denne kombination af fornavn og patronym måtte nødvendigvis blive stereotyp da der var meget få navne i brug i bondestanden, og på grund af opkaldelsesreglerne gik de samme navne igen og igen som fornavne og patronymer.
Bønderne havde imidlertid ikke svært ved at identificere hinanden da de fleste bønder foruden patronymet bar endnu et tilnavn. Disse uofficielle efternavne som man i mangel af bedre har kaldt arvelige eller folkelige tilnavne, spillede så stor en rolle fordi de omfattede et langt større antal navne end de på landet almindelige mandsnavne der jo også dannede førsteled i patronymerne.
En gruppe folkelige tilnavne der træffes overalt i landet, er dyre- og fuglenavne som Bjørn, Hjort, Ravn etc., navne der går på folks udseende som Grå, Hvid, Krøl etc. og navne på årstider og højtider som Høst, Jul, Vinter og Sommer. Indbyggerbetegnelser spiller en stor rolle, og heraf bruger hver enkelt egn en mængde for at betegne tilflyttere til stedet. Fra Limfjordsegnene kan alene nævnes Vendelbo, Skagbo, Tybo, Håning, Hannesbo, Morsingbo, Sallingbo og Furbo.
Også fornavne der er gået så fuldstændig af brug i bondestanden at de ikke længere opfattes som fornavne, anvendes som tilnavne. Det er navne som Albrekt, Hannibal, Hildebrand etc. Man møder også erhvervsbetegnelser som Smed, Kusk, Jæger og Skytte. Men denne form for tilnavn findes hyppigst blandt husmænd hvis far eller farfar har drevet dette erhverv.
Endelig har stednavne en stor plads blandt de folkelige tilnavne. Det er navne på ejendomme og mindre topografiske lokaliteter vi møder her. Dertil kommer en række stedbetegnelser, ord der betegner små afskygninger i terrænformationer som fx bjerg, bakke, banke, brink, høj, pold, knold. Denne navneskik er særlig almindelig i Jylland.
De fleste tilnavne var arvelige, men ikke på samme måde som borgernes og adelens slægtsnavne. Hovedreglen er at sønnerne arver faderens tilnavn. Men tilnavnet kan også følge med gården. Den der ægter en enke med gård, kan få hendes afdøde mands tilnavn, og den der ægter en kvindelig arving til en gård, kan få sin svigerfars tilnavn. Tilnavnet kan også erhverves ved køb af en gård. Og et dåbsbarn kan få sin gudfars tilnavn.
De folkelige tilnavne tjente kun undtagelsesvis som tillæg til patronymet (Hans Pedersen Kusk); som regel trådte de i daglig omtale i stedet for patronymet (Hans Kusk). Og man havde svært ved at opspore en person ude på landet hvis man kun kendte ham ved fornavn og patronym (Hans Pedersen).
Problemet var at de folkelige tilnavne meget sjældent gik over til at blive egentlige slægtsnavne. I alle offentlige forhold kaldte man sig ved fornavn og primærpatronym. Denne navneskik anrettede efterhånden kaotiske tilstande med hensyn til identifikation af landbefolkningen. Myndighederne kunne ikke vide om en Hans Jensen var sig selv eller sin egen farfar eller en helt tredje mand i landsbyen af samme navn.
Det førte efterhånden til en skærpet lovgivning som er beskrevet i afsnittet om efternavne i 1800-tallet.
Læs mere om...
Litteratur om efternavne
Per Billesø: 20.000 slægtsnavne i Danmark. Værløse 1999.
John Kousgård Sørensen: Patronymer i Danmark I-II. Kbh. 1984-97. Navnestudier udgivet af Institut for Navneforskning nr. 23 og 36.
Eva Villarsen Meldgaard: Navnemode og modenavne. 2. udgave. Kbh. 1993.
Michael Lerche Nielsen: Hvad skal barnet hedde? Kbh. 2006.
Georg Søndergaard: Bogen om personnavne. Kbh. 1979.
Danske efternavne. 2. udgave. Kbh. 1991.
Alfred Thomsen: Vore Slægtsnavne. Kbh. 1945.