Fornavne i 1800-tallet

Siden højmiddelalderen havde den danske fornavneskik været meget traditionsbundet. Men i begyndelsen af 1800-tallet får vi et markant brud på de gamle opkaldelsesregler. Det bedre borgerskab begynder som noget helt nyt at opkalde deres børn efter litterære idoler, nemlig romantikkens nordiske helte og heltinder, som de læste om hos Ingemann og Grundtvig og oplevede på teateret i Oehlenschlägers tragedier.

Vi får navne som Erik, Hagbard, Harald, Knud, Gudrun, Astrid, Inge, Signe, Thyra og utallige andre. Den eneste navnemode Danmark før havde kendt, var de middelalderlige helgennavne. Det bliver der nu lavet grundigt om på. Den første danske højskole bliver oprettet i Rødding i 1844, og med højskolen kommer romantikkens forfattere ud til bønderne, så den nordiske navnemode holder sig faktisk det meste af 1800-tallet ude på landet.

Hun tog min klokke! Kvindesagskvinden Mary Bess Westenholz (1857-1947) var en af de første danskere der fik engelske fornavne. Her taler hun dunder i Folketinget. Tegning fra Blæksprutten 1909.

Men da er københavnerne for længst begyndt at gå nye veje. Omkring 1850 bliver den engelske litteratur for første gang oversat direkte fra engelsk, og inspireret af romanforfatterne Dickens, Marryat og Scott dukker engelske navne op i de danske dåbslister: Alfred, Henry, John, William, Edith, Harriet, Mary, Nelly etc.

Også den russiske litteratur sætter sine spor, især i 1800-tallets pigenavne: Katja, Nina, Olga, Sonja, Vera etc. Romantismen i sidste halvdel af 1800-tallet dyrkede – en meget ofte eksotisk – ’lokalkolorit’, og det giver os fornavne som Antonio, Oktavius, Rosaurus, Sylvester, Bianca, Dolores, Olivia, Viola etc. Mange af navnene får vi gennem Shakespeares lystspil, som jo tit udspiller sig i en romantisk sydeuropæisk fortid.