Fornavne 1500-1800

De første 150 år efter middelalderens slutning er, hvad fornavnene angår, de mest kedelige i Danmarks historie. De nordiske navne er forsvundet, men der kommer ikke nye navne til udefra. Danmark havde reformation i 1536, men de populæreste navne er stadig de middelalderlige helgennavne i deres danske udviklinger: Jens, Hans, Niels, Peder, Karen, Kirsten, Maren, Margrete etc.

Christian IV's søn Christian Ulrik Gyldenløve
(1611-1640) var det første af kongens børn
der fik mere end ét fonavn. Og dobbeltnavne
med Ulrik blev et 'varemærke' for Chrisian
IV's, Frederik III's og Christian V's illegitime
sønner Gyldenløverne (Christian Ulrik, Hans
Ulrik, Ulrik Christian (2 gange), Ulrik
Frederik). Her er det Frederik III's søn Ulrik
Frederik Gyldenløve (1638-1704). Maleri af
Karel van Mander den yngre.

Ifølge de gamle nordiske opkaldelsesregler skulle den første søn opkaldes efter farfaderen, den næste søn efter morfaderen, den ældste datter efter farmoderen og den næstældste datter efter mormoderen. Også dette satte en bremse for indlån af nye navne. I et jysk landdistrikt blev i slutningen af 1600-tallet 60 % af de nyfødte pigebørn dækket ind af de seks almindeligste fornavne (Maren, Anne, Dorithe, Else, Karen, Kirsten), og i et andet jysk område blev omkring 1750 70 % af drengebørnene døbt med et af de ti almindeligste fornavne.

De tyske varianter kommer til

Fornyelsen kommer sydfra, fra Tyskland. Allerede i højmiddelalderen var der startet en massiv tysk indvandring, især af adelsfolk og håndværkere fra Holsten og Mecklenburg. Og de tog deres navne med. I senmiddelalderen florerede de tyske former af helgennavnene Johannes og Nikolaus – Johan, Hans og Claus – ved siden af de danske former Jens og Niels.

De danske konger giftede sig næsten udelukkende ind i tyske fyrsteslægter. Det medførte fornyet tysk indflydelse og navne som Dietrich, Hermann, Ludwig, Wilhelm, Amalie, Gertrud etc. Og man erstattede danske navneformer som fx Jens, Christen, Peder med de tilsvarende tyske former Johan, Christian, Peter.

Forfatteren Thomasine Gyllembourg (1773-
1856) blev opkaldt efter sin farfar Thomas
Buntzen efter at hendes to ældre brødre ved
navn Thomas begge var døde som spæde.
Maleri af Jens Juel.

Fra Tyskland kommer også skikken med at give børn to eller flere fornavne. Christian IV (1588-1648) lærte denne skik at kende gennem sin første hustru Anna Cathrine af Brandenburg, og efter 1611 får næsten alle hans børn dobbeltnavne: Valdemar Christian Ulrik, Leonora Christiane, Elisabeth Sophie etc.

Adelen og det bedre borgerskab fulgte hurtigt efter. Det var pigerne der først fik mere end ét fornavn, og det var også dem der fik de fleste navne. Tre og fire fornavne er ikke usædvanligt til en pige, når vi kommer op i 1700- og 1800-tallet. De fleste drenge nøjedes dog med to fornavne.

Kvinder afledt af mænd

Det eneste af Christian IVs børn i andet ægteskab der kun fik ét navn, var datteren Christiane, og hermed introducerede han endnu en navneskik, der skulle blive lige så dominerende som dobbeltnavnene: kvindenavne afledt af mandsnavne. Hans søn Frederik III kaldte sine tre døtre Frederikke Amalie, Ulrikke Eleonora og Vilhelmine Ernestine. Adelen fulgte hurtigt efter, dernæst borgerstanden og til sidst bønderne. Også pigenavne kunne udstyres med -ine-endelsen, fx Kirsten der som Kirstine var bedre egnet til at indgå i dobbeltnavne som Anne Kirstine etc.

Dronning Joséphine Maximiliane Eugénie 
Napoléone af Sverige (1807-76) må have
rekord i kvindenavne afledt af mandsnavne.
Hun var opkaldt efter sin farmor, sin morfar,
sin egen far og sin stedfar.

Dobbeltnavneskikken gjorde det muligt at opkalde børnene efter mere end ét familiemedlem, mens de afledte kvindenavne gjorde det muligt at opkalde pigebørn efter mandlige slægtninge. Og da man i hvert fald i teorien kunne danne et kvindenavn til et hvilket som helst mandsnavn, blev der for første gang nogensinde langt flere kvindenavne, end der var mandsnavne.

Fransk slår ikke igennem

I 1700-tallet var Frankrig det kulturelt toneangivende land, men franske fornavne fik aldrig helt den samme betydning i Danmark som de tyske havde haft. Mens antallet af drengenavne begrænsede sig til nogle ganske få (Charles, Emil, Louis) fik vi langt flere franske kvindenavne: Caroline, Charlotte, Henriette, Jeanette, Josephine, Nicoline, Pauline etc. Næsten alle disse navne tilhører kategorien kvindenavne afledt af mandsnavne, og nogle af dem bliver den dominerende hunkønsform til et ikke-fransk drengenavn som Caroline og Charlotte til Carl, Henriette til Henrik, Nicoline til Niels etc.

Top-ti København år 1700