Efternavne i 1800-tallet

Som beskrevet i afsnittet om efternavne mellem år 1500 og 1800, var det efterhånden blevet et problem at det var svært at opspore en person ude på landet hvis man kun kendte ham ved fornavn og patronym (Hans Pedersen). Det skyldtes ikke mindst at de folkelige tilnavne meget sjældent gik over til at blive egentlige slægtsnavne, og at bønderne i alle offentlige forhold kaldte sig ved fornavn og primærpatronym.

Indgreb i Slesvig: reskriptet af 1771

Lensgreve Johann Friedrich Struensee forsøgte kort før sin henrettelse at regulere efternavneskikken i Danmark, men nåede kun til hertugdømmet Slesvig.

I 1771 greb regeringen ind. I et kongeligt reskript for hertugdømmet Slesvig bestemtes det at alle børn ved dåben for fremtiden skulle have "beständige Geschlechts-Nahmen", og at dette faste slægtsnavn skulle forblive uforanderligt for al eftertid. 1771-reskriptet var et af den reformivrige Johann Friedrich Struensees mange tiltag, og det har sikkert været hvad vi i vore dage kalder et pilotprojekt. Men året efter reskriptet var Struensee styrtet og henrettet, og der skulle gå 60 år før en lignende navnelov kom for kongeriget Danmark, altså resten af landet.

Reskriptet gav ikke nogen retningslinjer for hvilke arter af slægtsnavne man burde foretrække. Men takket være de lokale præsters medvirken blev en hel del af de folkelige tilnavne i Nordslesvig valgt som slægtsnavn, således at Sønderjylland, som det nu hedder, faktisk er den del af Danmark hvor vi i dag har færrest slægtsnavne på -sen.

I Sydslesvig valgte de fleste forældre, uden tanke på følgerne, det ægte patronym som barnet alligevel skulle have haft, som slægtsnavn. Nu blev det altså et sekundært patronym, et fast arveligt -sen-navn. Men sønderjyderne af kommende generationer vægrede sig ved at give afkald på deres ægte patronym, og da man ikke længere kunne få det som eneste efternavn, indskød man det i stedet mellem fornavnet og slægtsnavnet som en art mellemnavn. Navnekombinationer som Hans Ebbesen Hansen og Peter Lassen Holdt er stadig karakteristiske for det sønderjyske område.

Indgreb i resten af landet: forordningen af 1828

Indtil 1828 havde man i kongeriget Danmark kun indført dåbsbørnene i kirkebøgerne ved fornavn. Men i 1828 udstedtes en "Forordning om Adskilligt, som i Henseende til Daaben bliver at iagttage", og i slutningen af § 18 støder man på denne helt ukommenterede sætning: "Iøvrigt bør hvert Barn ved Daaben benævnes ei alene med Fornavn, men og med det Familie- eller Stamnavn, som det i Fremtiden bør bære".

§ 18's sidste tre linjer i Forordning om dåb 1828 må være verdens korteste navnelov: "Iøvrigt bør hvert Barn ved Daaben benævnes ei alene med Fornavn, men og med det Familie- eller Stamnavn, som det i Fremtiden bør bære".

For at vejlede præsterne udsendtes samme år et cirkulære hvori det fastslås at barnefaderen selv måtte vælge om dette familie- eller stamnavn skulle være hans eget folkelige tilnavn, et ægte patronym dannet på den gamle måde eller navnet på familiens hjemsted, altså et stednavn. Blot skulle alle hans børn have samme slægtsnavn, og dette slægtsnavn skulle, som der står, blive at vedligeholde i familien hvis ingen bevilling til afvigelse erhverves. Året efter kom endnu et cirkulære, og det fastslog at pigebørns ægte patronym for fremtiden skulle dannes med -sen og ikke som hidtil med -datter.

Med 1828-forordningen gik det hele galt. For de danske bønder gjorde nøjagtig som befolkningen i Sydslesvig havde gjort det i 1771 og lod det ægte patronym indføre i kirkebøgerne som barnets familie- eller stamnavn. Og omkring 1850 måtte myndighederne erkende at 1828-forordningens tilbud om frit navnevalg var endt som en karikatur af en slægtsnavnedannelse. I stedet for problemerne med de vekslende patronymer stod man nu med det problem at næsten hele bondestanden som familie- eller stamnavn havde et arveligt sen-navn.

Det pinte den forfængelige H.C. Andersen så meget at bære et -sen-navn at han skrev eventyret "Børnesnak" (1859) om en anden fattig dreng der "blev til noget"
selv om hans navn "endte aldeles på sen", nemlig billedhuggeren Bertel Thorvaldsen (1770-1844).

Rundskrivelsen af 1856

Myndighedernes næste træk gjorde kun ondt værre. I 1856 udstedte Kirke- og Undervisningsministeriet en såkaldt "rundskrivelse", et cirkulære til alle landets biskopper, om at det frie navnevalg var slut, og at det slægtsnavn man havde valgt efter 1828-forordningen, skulle være gældende for alle senere slægtled. Hermed var det officielt slut med at give sine børn det ægte patronym som slægtsnavn, og forordningen vakte enorm forbitrelse hos generationen af bønder født efter 1828 som nu stod over for selv at skulle navngive børn.

Modstanden mod 1856-cirkulæret voksede sig stærkere og stærkere som århundredet gik, og gav sig udslag i flere henvendelser til Rigsdagen. Nogle ville have det ægte patronym genindført, andre ville have ret til at antage deres folkelige tilnavn som slægtsnavn. Men det var ikke muligt ifølge 1856-cirkulæret.

Med industrialiseringen flyttede en stor del af landbefolkningen til byerne, og bøndernes slægtsnavneproblem blev nu hele landets problem. Optællinger fra omkring år 1900 viser at i Århus havde ca. 70 % af indbyggerne et -sen-navn som slægtsnavn, i Odense 66 % og i Ålborg hele 75 %. I landområderne var tallet mange steder over 90 %. Og det var de 20 almindeligste -sen-navne der dominerede allevegne.

Et andet problem var at man ikke tog sit folkelige tilnavn med til byen. En Jens Hansen der på sin hjemegn var kendt som Jens Bjerre, druknede i storbyen mellem hundreder af andre Jens Hansen'er. At problemet således bredte sig til byerne, førte til nye lovindgreb som er beskrevet i afsnittet om efternavne i 1900-tallet.