Hellere Børge end Bassim – hvornår er et navn rigtig dansk? – Københavns Universitet

navn.ku.dk > Nyt om navne > Hellere Børge end Bass...

05. februar 2019

Hellere Børge end Bassim – hvornår er et navn rigtig dansk?

Fornavneskik

Hvornår er et navn rigtig dansk? Og er indvandrere uvillige til at give danske navne til deres børn? Folketingspolitikeren Joachim B. Olsen (LA) har med et tweet 31/1 skabt voldsom diskussion og mange, mange – mestendels vrede – kommentarer.

Som mange af kommentarerne har påpeget, er det største problem naturligvis at definere hvad der er rigtige danske navne. Modenavne som Merle, Noah og Liam  har langt kortere ophold i Danmark end Medina, Noor og Liang – som mange måske ellers vil betragte som "indvandrernavne". Og navnet Joachims danskhed kan også diskuteres. Det er et af mange navne vi har fra kristendommen med hebræisk herkomst, og det ville i 1800-tallets Danmark ofte signalere jødisk herkomst.

Tweetet fra 31. januar har (pr. 5. februar) fået 597 kommentarer alene på Joachim B. Olsens egen Twitter-profil. Dertil kommer et utal af kommentarer hvor tweetet efterfølgende er blevet delt på andre sociale medier. 

Tweetet synes at sætte et spørgsmålstegn ved befolkningens og enkeltindividets ret til frit at kunne vælge navn – eller ved hvilke typer af navne man kan (eller bør) vælge. Med Navneloven af 2006 (og dens senere mindre revisioner) blev det dog netop lettere at vælge og ændre navne, og loven afskaffede forskelsbehandlingen af indvandreres navnevalg i forhold til almindelige danskere. Som noget nyt fik indvandrere og alle andre mulighed for at vælge almindelige danske efternavne, hvis det var det de ville.

Kun begrænset viden på området

At 3. generations indvandrere skulle være tilbageholdende med at bruge "traditionelle danske navne", kan ikke være baseret på viden, for der findes ikke undersøgelser af de forskellige ikke-vestlige indvandrergruppers fornavnevalg fra 1970'erne og frem til i dag. Der er forventeligt store forskelle på indvandrere fra ex-Jugoslavien, Vietnam, Pakistan, Iran, og Somalia blot for at nævne enkelte eksempler. Der er formentlig også stor forskel på de oprindelige indvandrerne der kom til Danmark uden at beherske sproget, og deres efterkommere i første, anden og tredje generation som har normal dansk skolegang bag sig.

En videnskabelig undersøgelse af emnet vil kræve særudtræk fra CPR-registret, og analysen af navnelisterne burde suppleres med interviews for at høre om de overvejelser, forældrene har gjort sig omkring børnenes navne. Navneforskerne på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab har en smule viden om emnet takket være hjælp fra Danmarks Statistik. Vi har tal på ikke-vestlige forældres valg af første (og kun første) fornavn til deres børn i 2016, men vi kan ikke se hvilken etnisk oprindelse forældrene har.

Data-udtrækket viser at mange ikke-vestlige forældre vælger præcis de samme (mode)navne som resten af befolkningen. De to topnavne i udtrækket fra 2016 illustrerer dette:

  • I alt 523 drenge fik navnet Oliver.  Efterkommere af indvandrere fra vestlige lande gav i 14 tilfælde deres børn navnet Oliver, mens tallet for ikke-vestlige indvandrere var 7.
  • Alma blev givet til i alt 447 piger, og heraf havde 3 forældre, der var efterkommere fra vestlige lande, mens 16 ikke-vestlige efterkommere gav deres børn navnet.

Uden viden om hvilke indvandrergrupper der ligger bag tallene, samt hvor stor gruppen af vestlige og ikke-vestlige efterkommere er i forhold til den totale befolkning, er det svært at konkludere skråsikkert, men umiddelbart tyder noget på, at Joachim B. Olsen har uret i sin påstand. Ifølge Danmarks Statistiks opgørelse udgjorde efterkommere af indvandrere fra ikke-vestlige lande ca. 2 % af befolkningen i 2016, og deres andel i navngivningerne med Oliver og Alma var (jf. tallene ovenfor) henholdsvis ca. 1% og ca. 4%. 

Det skal dog bemærkes at Joachim B. Olsen specifikt henviser til tredje generations indvandrere og deres (formodede) navneskik, og de er ikke udskilt i disse tal.

"Indvandrernavne" mindre populære blandt indvandrere end modenavne

Andre modenavne som Ida og Emma synes også at blive brugt til at navngive børn af ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere, men de har samtidig navne som kun i lidet omfang, hvis overhovedet, bliver brugt af andre grupper. Udtrækket fra Danmarks Statistik viser flere eksempler på navne der i 2016 udelukkende blev givet til børn af indvandrere og deres efterkommere:

  • Drengenavnet Hussein blev, som det mest hyppige i gruppen, givet til 1 dreng med vestlig samt 12 drenge med ikke-vestlig forældrebaggrund.
  • Pigenavnet Sana blev, som det mest hyppige i gruppen, givet til 12 piger, hvis forældre havde ikke-vestlig indvandrerbaggrund.

Bemærk at de to mest udbredte "indvandrernavne" – forstået som navne der ikke blev givet til børn med dansk baggrund – var mindre udbredte blandt ikke-vestlige indvandreres og efterkommeres børn end modenavnene Oliver og Alma.

Drengenavnet Hussein begyndte at blive udbredt som navn til nyfødte i Danmark midt i 1990'erne, kort efter Golfkrigen – mens det samme ikke kan siges om drengenavnet Saddam. Siden 1985 er navnet kun givet til en enkelt nyfødt (i 1994). Foto: BBC.com.

Det er ikke mærkeligt at indvandrere og deres efterkommere i mange tilfælde vælger de samme populære babynavne som resten af befolkningen. Disse navne er for de flestes vedkommende populære i det meste af verden og afspejler den dominerende kulturpåvirkning fra USA og andre engelsktalende lande som har præget de danske fornavne siden 2. verdenskrig. Men de sparsomme data antyder også at indvandrerne har andre hensyn: Nogle indvandrere kommer fra lande med stærke opkaldelsestraditioner i familien. Der kan også være hensynet til at børnenes navne skal kunne udtales nogenlunde ens på det oprindelige modersmål og på dansk, og det betyder at nogle bogstaver ikke går an. Det danske r udtales fx anderledes end i det meste af verden.

Endelig synes statistikken at vise en overrepræsentation af navne der kan fungere i flere kulturelle sammenhænge, fx Nora, der både kan være et muslimsk pigenavn, men også en kortform af Eleonora, samt Sara og Jonas, der både fungerer som traditionelt kristne og muslimske navne. Endelig må man formode at indvandrerbørnene ofte får flere fornavne, hvoraf et eller flere kan bruges som dansk eller vestligt navn. En veksling mellem hjemlige navne og de navne der bruges i en vestlig sammenhæng er fx almindelig blandt kinesere i store indvandrerlande som f.eks. USA, men i hvilken grad det også gør sig gældende i Danmark, er endnu ikke undersøgt.

Michael Lerche Nielsen