Lyd + bogstaver = et navn
Når forældre vælger fornavn til deres børn, er der (mindst) to forskellige vigtige beslutninger, de skal tage: 1) hvordan skal navnet lyde? og 2) hvordan skal navnet se ud? Men er det egentlig det, vi hører, eller det, vi ser på skrift, der er det vigtigste element i et navn?
Jeg kendte engang en lille dreng med det franske navn Louis, som en del andre danske drenge også har fået de sidste par årtier (de seneste tal fra 2010 viser, at 48 det år fik navnet). Selvom Louis’ navn staves som de fleste af hans navnebrødres, skiller det sig ud ved, at s’et ikke er stumt, når navnet bliver sagt højt. Dermed lyder det som den spanske form af navnet, med stavemåden Luis, som typisk udtales med s til sidst. Louis’ forældre har altså – bevidst eller ubevidst – parret en udtale og en stavemåde, som oftest ikke bruges sammen.
Noget lignende er på spil i et navn, jeg er stødt på hos en lille pige. Hun har et navn, der udtales ligesom det franske navn Nicole normalt udtales, men med stavemåden Nicholl. Hendes forældre har altså valgt en stavemåde, der er mere sjælden end udtalen af navnet, hvorimod det omvendte gælder for Louis’ forældre. Man kan altså forestille sig, at Nicholl ofte vil være nødt til at rette den måde, folk staver hendes navn på, mens Louis nok tit må rette folk, der udtaler hans navn med et stumt s.
Men er der i den slags tilfælde tale om ét eller to navne? Er Nicole og Nicholl det samme navn eller to forskellige? Svaret må være dobbelt – på lydsiden ja, men på bogstavsiden nej. Og det omvendte må gælde for Louis med og uden hørbart s.
Navnevalget er altså en todelt opgave, der består af valg af lyd og valg af bogstavsammensætning. De fleste forældre vælger nok lyden først og går derefter videre til at vælge mellem forskellige stavemåder. Dem er der nemlig typisk flere af, end der er udtalevarianter. Især i disse år, hvor stavemåden i højere grad end tidligere bruges til at dreje almindelige navne i en mere speciel retning. Tænk bare på Nickolihne, Christophpher og Izzabella.
Vi lever også i en tid, hvor vi tit stifter bekendtskab med hinandens navne på skrift, inden vi hører, hvordan de lyder. For eksempel når vi sender en e-mail, bruger sociale netværk eller skriver en jobansøgning. Når vi møder hinanden ansigt til ansigt, betyder det ikke noget for førstehåndsindtrykket, om vi hedder Oliver eller Olliwer, men foregår det første møde på skrift, er det pludselig en anden sag.