Hvorfor bedsteforældre ikke kan lide børnebørnenes navne
Den nuværende bedsteforældregeneration har navne som Tove, Jørgen, Bodil og Karsten, og dengang Tove, Jørgen, Bodil og Karsten var børn, havde de en onkel Ludvig, en tante Ellen, en lærer ved navn Albert eller en bedstemor med navnet Emma. Da Tove, Jørgen og de andre selv for 30-40 år siden skulle vælge navne til deres børn, var de gamle kedelige navne derfor de sidste, de kunne forestille sig at give en baby. Derimod virkede navne som Thomas, Maria, Christine og Michael friske og helt passende som babynavne. Når Bodil, Karsten og deres jævnaldrende nu får børnebørn er det stadig nogenlunde de samme navne, de kan lide. Og de undrer sig over de navne, som deres nu voksne børn overvejer at give børnebørnene. Blandt dem er nemlig lige præcis de navne, som ligger bedsteforældrene allerfjernest, nemlig navne som Ludvig, Ellen, Albert og Emma. ”Det kan man da ikke kalde en baby,” sukker bedsteforældrene, som stadig kan huske deres piberygende onkel Ludvig og den sure tante Ellen.
Den nuværende småbørnsforældregeneration, som selv har navne som Thomas, Maria, Christine og Michael, kan derimod ikke huske deres oldemor Emma eller deres fars onkel Ludvig – eller andre med de navne. Og derfor virker den type navne friske og passende som babynavne – akkurat som Christine og Michael gjorde det, da Tove og Jørgen skulle navngive deres børn.
Det er ikke nogen nyhed, at smag og behag er vidt forskellig – også når det gælder navne. Der er massevis af faktorer, der har indflydelse på vores smag i navne, men generationsforskelle må være en af de allermest grundlæggende faktorer, når det gælder navnesmag. Vi er nemlig kodet til at synes, vores forældres navne er for gammeldags (og nærmest komiske til et lille barn – der er for eksempel ikke mange et-årige Mogens’er og Birgit’er for tiden), vores egne er for almindelige, mens vores bedsteforældres og oldeforældres navne igen føles friske og ubrugte, fordi vi ikke selv i vores liv har oplevet ret mange med de navne.
Vi kan altså typisk bedst lide de navne, som findes to-tre generationer før vores egen og igen en generation efter vores egen (vores børns generation). Det betyder også, at en del egentlig ikke er så vilde med deres eget navn. Da de var børn, var det fint at hedde det samme som syv-otte andre på skolen, men som voksne synes de, det er kedeligt. Så kan for eksempel et gammelt (og i barndommen hemmeligholdt) mellemnavn arvet efter en bedstemor blive hevet frem igen, og man kalder sig pludselig stolt for Rikke Amalie (hvor man før var tilfreds med Rikke) eller Line Clara (hvor man tidligere holdt sig til Line). De fleste Rikke’r og Line’r tilhører nemlig generationen, som ligger to-tre generationer efter og en generation før generationen med mange Amalie’r og Clara’er, og derfor er Rikke’r og Line’r typisk tiltrukket af den type navne. Det betyder, at selvom de få små Mogens’er og Birgit’er, der findes i dag, ikke kommer til at have mange navnebrødre og –søstre i deres skoletid, bliver de meget moderne som voksne!
Alt det her betyder også, at den nuværende generation af småbørnsforældre lige så godt kan begynde at forberede sig på, at deres børnebørn får navne, som de synes, er helt, helt forkerte til små børn. Når Ludvig, Ellen, Albert og Emma får børn, vil Tove, Jørgen, Bodil og Karsten nemlig så småt være begyndt at virke friske, ubrugte og fuldstændig passende til en lille, nuttet baby.