Louis og Ludvig – to alen ud af ét stykke

Louis er en fransk form af navnet Ludvig. Navnet er historisk forankret som både konge og kejsernavn. Den første var karolingerkongen Louis le Pieux (778-840), på latin Hludowicus Pius og på dansk Ludvig(!) den Fromme (eller Ludvig 1.), som var søn af frankerkongen Karl den Store, der også var tysk-romersk kejser. Navnet er videreført som fransk kongenavn, først i kongeslægten karolingerne og siden helt frem til den franske revolution, hvor den sidste i rækken, lille Louis 17. (søn af Ludvig 16. og Marie-Antoinette) døde som 10-årig i 1795.

Navnet Louis har en vis udbredelse i Danmark. Det blev lige som den tyske form Ludvig introduceret gennem danske kongers ægteskaber med kvinder fra tyske fyrsteslægter, og den tysk/fransk-talende adels brug af navnet. I nyere tid findes også kendte danskere med fornavnet Louis, fx journalist og socialist Louis Pio (1841-1894) og skuespiller Louis Miehe-Renard (1919-1997), og kendt af alle lingvister er desuden sprogforskeren Louis Hjelmslev, hvis efternavn, Hjelmslev, var månedens navn i oktober 2019.

Fra germansk til fransk

Det er nok de færreste danskere, som i dag vil opfatte navnene Ludvig og Louis som et og samme navn, men ikke desto mindre er Louis en form udviklet af mandsnavnet Ludvig, hvis historie går betydeligt længere tilbage i tid end til de franske karolingerkonger. Navnet hører til i perioden for det germanske sprogtrin, det vil sige perioden fra ca. 3000 f.v.t. og frem til den endelige udspaltning af germansk i engelsk, tysk, nederlandsk, nordisk, gotisk mfl. Udspaltningerne er sket på forskellige tidspunkter, men det ældste nordiske, kaldet urnordisk, er dokumenteret i runeindskrifter fra ca. 150 e.v.t.

Navnet Ludvig er en såkaldt ditematisk navnedannelse. Det vil sige, at navnet er sammensat af to ord efter klassisk germansk navnedannelsesmønster. Navnets første led er et adjektiv hlūt, som svarer til moderne tysk laut 'højlydt', og som i germansk tid også kunne betyde 'berømt'. Andet led er et substantiv wīg 'kamp, strid'. Det ord findes som appellativ i oldislandsk víg 'kamp'.

Vi har ikke belæg på selve navnet Ludvig fra ældre nordiske tekster, men toleddede navne af denne type kendes fra adskillige urnordiske runeindskrifter og indgår som forled i en række stednavne med efterleddet ‑lev. På guldhornet står der fx personnavnet Hlewagastiz, som er sammensat af læ 'ly, beskyttelse' og gæst 'person der er på besøg'.

Forleddet i ovennævnte Hjelmslev er et personnavn, som er sammensat af det det nudanske substantiv hjelm og muligvis substantivet harjaz 'hærfører, kriger'. De navne, vi kender, er rimeligvis primært navne på samfundets magthavere, og det er ikke sjældent at de ord, som navnene er dannet af, har med krig at gøre.

Louis i skrift og (ud)tale

Navne udvikler sig ligesom andre ord i sproget over tid, og de tilpasses de sprog, de bruges på. Det kan være på skrift eller i tale. Det germansk/tyske navn Ludvig ender ikke på -s, så hvor kommer -s i Louis fra?

Den franske form med -s afspejler et levn fra et andet sprogs bøjningssystem, nemlig latin. Det latinske sprog er basis for de senere romanske sprog i Europa, fx spansk og fransk, og latin har et bøjningssystem, hvor den maskuline bøjningsendelse i nominativ er -us. Vi kender det fra latinske og latiniserede navneformer som Petrus (Peter) og Jacobus (Jakob). Navnet på Ludvig 1. skrives derfor i latinske krøniker med endelsen -us, fx i former som Chlodowechus og Ludovicus. I den franske videreudvikling af navnet er s'et så at sige blevet hængende – også selvom det siden hen ikke udtales på fransk.

Da s i Louis ikke udtales på moderne fransk, kan former med -s virke forvirrende og uhensigtsmæssige, når navnet anvendes i sin franske skriftform i andre sprog, fx på engelsk og dansk, hvor skriftsprogene sædvanligvis tilsiger, at s udtales. Ifølge Den Store Danske Udtaleordbog fra 1991 forekommer der da også udtaler af navnet Louis både uden s ['lui] eller mere distinkt ['lu:i] med længere u-lyd samt en yngre udtaleform med s ['luis].

Man må regne med, at den yngre udtale har fået stadig større udbredelse gennem de sidste godt 30 år. Det er altså næppe usædvanligt, at forældre som har valgt den franske form Louis, insisterer på, at navnet udtales med s. Andre vælger måske den spanske form, Luis, som har s i både skrift og udtale.

Det umiddelbart naturlige for en dansker vil være også at udtale navneformen Louis med s ['luis] (i øvrigt svarende til den feminine moverede form Louise). Hvis man imidlertid kender og vil fastholde den franske udtale, kan man anvende en skriftform, som er tilpasset en udtale uden s, som vi kender det fra former som Loui, Louie og Lui.

Louis som moderne unisexnavn – dog mest til drenge

Historisk er Ludvig og Louis mandsnavne, men i dag er Louis ifølge listen over godkendte fornavne et unisexnavn, det kan altså bruges både til piger og drenge. Det er dog klart hyppigst brugt som drengenavn: I 2026 er der ifølge Danmarks Statistik 1526 mænd, der bærer navnet Louis (alle stavemåder samlet) som første fornavn, men kun ni kvinder.

For 40 år siden var navnet ikke særlig populært. I 1986 fik kun 10 drengebørn navnet Louis (i denne specifikke form). Siden blev det langsomt, men sikkert mere populært: I 1996 var der 24, i 2006 var der 49 og i 2016, hvor navnet var højdespringeren på top 50-listen, var der 69 drengebørn, der fik navnet Louis. Nu synes kurven dog knækket, for i 2024 var tallet nede på 46.

Sammenligner man med andre forholdsvis almindelige former af navnet brugt i Danmark, dvs. Loui, Louie og de mindre almindelige former Luis og Lui, følger de nogenlunde samme mønster. Et klart skifte er dog, at navneformen Louis fra 2016 og frem overhales af både Loui og Louie, en tendens der gælder endnu (pr. 2024), hvor formen Louis blev givet til 46 drengebørn, formen Loui til 109 og formen Louie til 111 drenge. Det kan muligvis hænge sammen med den populære amerikanske TV-serie Louie (af komikeren Louis C.K.), der blev lanceret i 2010 (se også nyheden Gamle kendinge topper listen over populære navne fra 2017).

Rikke Steenholt Olesen

Emner