Juellinge – når navnet flytter med

Herregårdens historie kan føres tilbage til 1380’erne, men dengang hed den Valbygård. Det var som sådan ikke så underligt, for på det tidspunkt lå den i en landsby ved navn Valby, som siden blev nedlagt og forlængst er forsvundet. Faktisk hed gården i de ældste omtaler det samme som landsbyen, altså Valby, men præcis som for hundredevis af andre middelalderlige herregårde rundt om i Danmark koblede man i løbet af senmiddelalderen endelsen ‑gård på gårdens navn for bedre at kunne skelne imellem den adelige herregård (eller hovedgård, som dengang var betegnelsen) og de gemene bønder i landsbyen.

I virkeligheden var Valbygård ikke videre herregårdsagtig i middelalderen, den var således ikke meget større end byens øvrige gårde, men den havde en anden juridisk status, idet den som hovedgård, eller herregård, var formelt berettiget til at have et tilknyttet gods med fæstebønder som ydede landgilde. I slutningen af 1500-tallet samlede ejeren Christoffer Lindenov imidlertid så meget fæstegods under Valbygård, at den nu begyndte at tage form af en rigtig herregård. Og i 1672 blev herregården centrum for et nydannet baroni – og det er her at historien om navnet Juellinge begynder.

Valbygård bliver til Juellinge

Herregårdens daværende ejer hed Jens Juel (1631–1700), og helt i tråd med moden i samtidens adelsstand valgte han at opkalde både baroniet og dettes centrale herregård efter sig selv, eller rettere efter sit slægtsnavn Juel. Mens det er uhyre sjældent, at danske landsbyer har gennemgået en navneændring, har ændringer af danske herregårdsnavne været særdeles udbredt op gennem tiden – i runde tal er det sket for omtrent halvdelen. At ændre et eksisterende herregårdsnavn til et nyt med reference til den besiddende slægts navn, var ligeledes vældig udbredt i både 1600- og 1700-tallet.

Til Jens Juels kredit skal det dog medgives, at sammenkædningen af et adeligt slægtsnavn med stednavneendelsen ‑inge, der ellers overvejende brugtes i jernalderen, hører til de mere kreative påhit. Den almindelige løsning var at kombinere slægtsnavnet med endelser som ‑holm, ‑borg, ‑berg og ‑dal.

Navnet Juellinge kan ikke siges at have nogen reel etymologisk betydning, ud over at det refererer til slægtsnavnet Juel i kombination med en bebyggelsesnavne­endelse, der allerede i 1672 klingede arkaisk og historisk og utvivlsomt har haft til formål at give det nydannede navn et præg af alderdommelighed og prestige. Det var i øvrigt omtrent samtidig med herregårdens ophøjelse til sæde for et baroni, at den sidste del af landsbyen Valby blev nedlagt, så herefter var der hverken et Valbygård eller et Valby tilbage på Stevns.

Juel flytter – og navnet flytter med

Men historien om navnet Juellinge slutter ikke her. I 1719 var herregården ejet af Jens Juels barnebarn, Jens Juel-Vind (1694–1726), der imidlertid dette år fik et kongeligt tilbud, som han ikke kunne afslå. Kong Frederik IV ønskede således at overtage og indlemme Juellinge i et nyt kongeligt ryttergodsdistrikt på Stevns, og til gengæld for herregården med tilhørende gods blev Jens Juel-Vind tilbudt en af Kronens godsbesiddelser på Lolland, nemlig det tidligere benediktinerkloster i Halsted.

Et gammelt ordsprog siger at ”nissen flytter med”, men i dette tilfælde var det navnet, der flyttede med Juel til Lolland. En del af mageskifteaftalen gik således ud på, at det gamle Halstedkloster fremover skulle kaldes Juellinge. Det pudsige er, at herregården oppe på Stevns også vedblev at hedde Juellinge, så i de næste 200 år eksisterede der to herregårde på Stevns og Lolland med præcis samme navn; det kan næppe have været helt praktisk. De to parallelle navne var i brug indtil 1922, hvor det lollandske baroni blev opløst, og herregården dér ved samme lejlighed fik sit oprindelige navn Halstedkloster tilbage igen. Og siden da har der kun været ét Juellinge i Danmark.

Slægtsnavnet Juel

Herregården(e) Juellinge er således opkaldt efter adelsslægten Juel. Men hvor har så slægten sit navn fra, og hvad betyder det?

Det er som oftest ikke helt let at udrede baggrunden og motivationen for danske adelsslægtsnavne fra middelalderen. Den ældste historisk belagte stamfader til slægten var endnu en Jens Juel, der er omtalt i en dokument fra 1410, og som ifølge en senere nedskrevet familiekrønike var søn af en Palle Juel til Øgelstrup (Råsted sogn, Ulfborg herred). Denne Jens var tip-tip-tip-tipoldefar til den Jens Juel, der oprettede det første Juellinge på Stevns i 1672.

Som adeligt tilnavn kan navnet dog føres tilbage til 1285, hvor en nørrejysk adelsmand kaldte sig Niels Juul. Nu blev det indledningsvist hævdet, at navnet Juellinge ikke har noget med jul at gøre, men indirekte har det måske alligevel, da det i værket Danmarks gamle Personnavne (DgP) antages, at slægtsnavnet Juel faktisk er etymologisk identisk med det gammeldanske substantiv iwl og dermed den nok så berømte vinterhøjtid (DgP II:1 sp. 513–515).

Men hvorfor skulle en nørrejysk stormandsslægt tage navn efter julen? DgP angiver ikke nogen motiverende forklaring på sin tolkning, men adelshistorikeren Mogens Kragsig Jensen viderebringer i sin kommenterede Stamtavle over slægten Iuel (2003 s. 15) et par forklaringer fra slægten selv, hvoraf den ældste stammer fra en familiekrønike fra midten af 1500-tallet.

Ifølge denne fantasifulde forklaring refererer navnet til selveste kejser Julius Cæsar (100–44 f.Kr.), der efter et forgæves forsøg på at erobre Danmark belønnede to brødre, der var blandt de fremmeste af hans modstandere, med adelsvåben. I nogle versioner af historien gik brødrene i den romerske kejsers tjeneste.

Et andet navneforklarende familiesagn lader slægten stamme fra venderborgen Julin (Jomsborg) på Rügen. Og skal man tro slægtens egen historie, er det faktisk ikke dem, der er opkaldt efter julen, men snarere omvendt! Ifølge den version af krøniken, der knytter slægten og navnet til den romerske kejser Julius Cæsar, blev de to brødre pålagt af den danske konge at fejre kejserens fødselsdag i tolv dage, og det var denne højtid, der senere blev til julefesten og tilknyttet Kristi fødselsdag. I så fald er der ganske vist sket en kalendermæssig forskydning, idet Julius Cæsar havde fødselsdag den 13. juli.

Når alt kommer til alt, bringer Juel-slægtens krøniker os nok ikke meget nærmere en korrekt forklaring på baggrunden for slægtsnavnet Juel. Men måske rummer de alligevel et spor til tolkningen af stednavnet Juellinge. I den ældste krønike fra midten af 1500-tallet, der altså er mere end hundrede år ældre end herregårdsnavnet Juellinge, berettes det således:

»Først har de Juellinger været til både ud i Danmark og England siden kejser Julius var ud i Danmark og han gav de to brødre våben [...].«

En 'Juelling' har dermed i 1500- og 1600-tallet (hvor krøniken blev afskrevet i sin bevarede form) fungeret som betegnelse på et medlem af slægten Juel, et konnotativt forhold, der uden tvivl også har spillet ind, da Jens Juel i 1672 valgte at omdøbe sin Valbygård til Juellinge.

Johnny G.G. Jakobsen

Emner