Fra Hørmested til Skarpeskade – eksempler på falske sted-navne

Når man som stednavneforsker skal behandle et stednavn, starter man som regel bagfra med at kigge på navnets efterled eller endelse. Hovedparten af Danmarks stednavne er sammensat af to ord eller led, og det sidste led – kaldet hovedleddet eller efterleddet – fortæller typisk noget om hvad det er for en slags lokalitet navnet knytter sig til.

Efterleddet -holt indikerer således at navnet sigter til en mindre skov, mens -rød indikerer en skovrydning. Men ud over den type indikationer kan mange stednavneefterled også give et ganske godt fingerpeg om, hvor gammelt navnet er. Ud fra både sproglige og ikke-sproglige kriterier kan forskningen datere mange af vore mest udbredte endelsestyper til f.eks. jernalder (-lev, -løse, -inge, -um (hēm) og -sted) og vikingetid/middelalder (f.eks. -torp og -tved).

Det er imidlertid ikke altid helt let at identificere hvad efterleddet egentlig er, da den oprindelige form gennem århundrederne kan have forandret sig til det næsten uigenkendelige. Således f.eks. det langelandske sognenavn Humble, der gemmer på efterleddet -tved, mens nordsjællandske Saunte har begyndt sin tilværelse som et navn på -holt. Mest luskede er dog næsten de navneendelser, der med tiden har udviklet former, som til forveksling ligner andre endelsestyper. Eksempler på sådanne "narre-navne" gives i det følgende.

Bjergsted – en op-ad-bakke-navnetolkning

Den lille sjællandske kirkelandsby Bjergsted kan ved første øjekast synes at have et ganske let tolkeligt navn, bestående af elementerne bjerg og sted. Bjerg betyder i en dansk stednavnesammenhæng en 'større naturlig bakke', mens sted betyder 'bebyggelsessted'. Bjergsted synes dermed umiddelbart at kunne tolkes med den samlede betydning "bebyggelsesstedet ved bakken/bakkerne", hvilket da også harmonerer fint med, at landsbyen ligger i et efter danske forhold meget kuperet bakkelandskab.

Men så let skal det imidlertid ikke være. De ældste overleverede skriftlige belæg viser således, at navnet tilbage i 1300-tallet blev stavet Byræstweth (1336), Byærestwed (1369) og Bæræstwith (1382), hvilket afslører, at navnets oprindelige efterled er substantivet tved (gammeldansk thwēt) med betydningen '(skov)rydning'.

Denne erkendelse medfører dels en modificering af navnets samlede betydning til "(skov)rydningen i/ved bakkerne", dels medfører det en omdatering af navnets (og dermed formentlig også bebyggelsens) alder fra sen jernalder eller tidlig vikingetid (omkring 500-800 e.Kr.) til sen vikingetid eller tidlig middelalder (omkr. 900-1300) jf. de to navnetypers primære anvendelsesperioder.

Bjergsted er langt fra ene om denne navnemæssige forvandling fra tved til sted, der generelt kan henføres til 1400- og 1500-tallet, hvor tved-navne med et forled der ender på s (eventuelt som genitiv-s) ofte har gennemgået en ændring fra -stved til -sted (her gengivet med nutidig staveform). Fremmende for et sådan skifte har også været, hvis betydningen af det gamle ord, i dette tilfælde tved, på tidspunktet for forandringen er gledet ud af sproget, og man derfor har været fristet til at lade det erstatte af et mere meningsgivende ord.

Hørmested – det skummeltlugtende stednavn

Mens man lydligt måske godt kan undskylde et glid fra -(s)tved til -sted, så har andre navnetyper med et mere fjernt afsæt endt samme sted – så at sige. Det gælder f.eks. det vendsysselske sognenavn Hørmested, hvor den oprindelige endelse ud fra de middelalderlige belæg (1345 Hørmstrup, 1484 Hørmstrop, 1485 Hørumstrup, 1487 Hørmstropp) kan konstateres at være den i Danmark ekstremt udbredte endelsestype -torp (gammeldansk thorp) 'udflytterbebyggelse, mindre landsby', der almindeligvis har udviklet en af de nutidige former -rup, -trup eller -drup.

Forleddet i navnet kan være et personnavn Hermod med genitiv-s ("Hermods udflytterbebyggelse"), alternativt substantivet hørm 'stank, ilde lugt' ("udflytterbebyggelsen hvor der lugter dårligt"), hvilket eventuelt har sigtet til oversvømmede engarealer ved Tislum Møllebæk.

Uanset hvilket af de to der er korrekt, ville man, hvis stednavnet havde udviklet sig under normale forhold, have forventet en nutidig form *Hørmstrup eller *Hørmestrup. Men sådan er det altså ikke gået. I stedet ser man fra første halvdel af 1500-tallet former med et næsten helt bortreduceret efterled, f.eks. Hørinstz soghen (ca. 1525), og fra anden halvdel af samme århundrede skrives endelsen på sognenavnet konsekvent -sted eller -stedt.

Når torp-navnet har udviklet sig på denne usædvanlige måde, hænger det formentlig sammen med, at navnet ved middelalderens udgang ikke længere henviste til en landsby, men udelukkende sognet og kirken (samt den til kirken hørende præstegård). Det betyder, at man aldrig havde behov for at tale om Hørmestrup som en selvstændigt bebyggelse, men kun om Hørmestrup Sogn eller Hørmestrup Kirke. I sådan en sammensætning opstår let et svagt tryk på efterledsstavelsen i det primære stednavn, og i løbet af et par århundreder har det oprindelige Hørmestrup via den svækkede form Hørmest ladet sig nytolke til Hørmested.

Andre eksempler på at stednavne med andre oprindelige endelsestyper har udviklet sig til -sted, er navnene Stagsted (fra torp), Græsted (fra holt), Rungsted (fra sti), Hjerpsted (fra høj) og Vedsted (fra sø), der dog alle må vente til en anden gang med at blive behandlet nærmere.

Et ægte sted-navn i forklædning: Skarpeskade

Det er imidlertid ikke kun stednavne af andre endelsestyper, der med tiden har forklædt sig bag den falske endelse -sted, i nogle tilfælde er det gået den anden vej. Det mest grelle eksempel herpå er nok det bornholmske gårdnavn Skarpeskade.

Navnet, der generelt vækker undren blandt øens sommerturister, ville da heller ikke være overordentlig let at forklare for stednavneforskerne, hvis den nutidige form skulle tages for pålydende. Hverken fuglebetegnelsen skade eller substantivet skade 'fortræd, beskadigelse, forringelse' sammensat med adjektivet skarp fremstår umiddelbart logisk som stednavn.

Men også her hjælper det på forståelsen at gå til de ældste belæg, der omtaler stedet som Skarpestathe (1434) og i en senere afskrift af samme dokument fra 1550 som Scharpestadt. Eftersom navnets efterled i alle senere kilder konsekvent staves med -sk- kunne man måske nok være tilbøjelig til at bortforklare den middelalderlige form som en læsefejl af scathe for stathe, idet c og t er meget lette at forveksle i middelalderlig håndskrift, men en nærmere kontrollæsning af det originale diplom fastslår imidlertid, at bogstavet retteligt er t.

Så navnet skal med nutidige briller rimeligvis læses som Skarpested, hvor den på Bornholm ganske udbredte gårdnavneendelse -sted (i bornholmsk dialekt sta' og her i en lidt yngre betydning 'mindre landbrugsejendom eller fiskerleje') er sammensat med det dialektale substantiv skarpa 'mager eller ufrugtbar jordbund', altså "gården på/ved den ufrugtbare jord". Måske ikke det mest attraktive husnavn set med ejendomsmæglerøjne, men dog mere meningsgivende end en skarpkantet husskade.

Forandringen fra -stade til -skade kan konstateres at være sket allerede i 1500-tallet, og den synes at afspejle et ellers ret sjældent fænomen i danske stednavne, nemlig en såkaldt fjernassimilation, hvor udtalen af ét led i navnet så at sige efterligner et sprogligt stærkere led, her på den måde, at forleddets ska- har foranlediget en ændring af efterleddets sta- til også at blive udtalt ska-. Et beslægtet tilfælde kan findes i Nordsjælland, hvor en Tongeledz Mose fra 1600-tallet i nyere tid har udviklet sig til Tangelangs Mose.

Konklusion

Den slags kuriøse forklædninger skal dog ingenlunde afholde glade amatør-onomaster fra fortsat at bruge endelsestyperne til såvel betydningstolkninger som omtrentlige dateringer af danske stednavne, når man færdes rundt i landskabet. Blot skal disse ord tjene som eksempel på, at det med stednavne gælder som med alt andet, at ikke alting nødvendigvis er som det umiddelbart kan synes. Og heldigvis for det!

Johnny G.G. Jakobsen

Emner