B.1.617.2, "den indiske variant" eller delta? Om landenavne i sygdomsnavne

Hos Verdenssundhedsorganisationen WHO har en ekspertgruppe angiveligt brugt flere måneder på at gruble over, hvordan vi bedst taler og skriver om de forskellige varianter af den coronavirus, som har plaget det meste af verden det seneste år. Og den 31. maj meldte organisationen så ud, at "bekymrende varianter" og "varianter af interesse" nu skal opkaldes efter bogstaver fra det græske alfabet. Mange potentielle navnesystemer er blevet overvejet; blandt andet har man også tænkt på at navngive varianterne efter græske guder.

Men nu er det så blevet navne som alpha, beta, gamma og delta, der skal bruges om coronavarianterne. Problemet hidtil har nemlig været, at varianterne har videnskabelige navne som B.1.1.7, B.1.351, P.1 og B.1.617.2. Og mens disse betegnelser indeholder vigtig information og fungerer i videnskabelige sammenhænge, så virker de mindre godt i offentligheden. De færreste kan finde rundt i og kende forskel på det, der godt kan ligne tilfældigt sammensatte bogstaver og tal. På samme måde, som man har fundet ud af, at når det gælder storme, er det lettere for folk at orientere sig om potentielt farlige vejrforhold, når stormene får personnavne som Allan og Bodil, end når man beskriver dem med længde- og breddegrader.

Lettere at huske – men stigmatiserende

For at gøre navneforvirringen endnu større, repræsenterer betegnelser som B.1.351 ifølge WHO kun ét af flere videnskabelige navngivningssystemer. Systemer udviklet af forskellige forskere bruger nemlig forskellige betegnelser, så varianten kendt som B.1.351 hedder faktisk også både GH/501Y.V2 og 20H/S:501Y.V2. Samtidig er de nye coronavarianter så vigtigt et emne, at der bliver talt og skrevet en masse om dem. Og da de officielle navne har været for besværlige at bruge, er det naturligt blevet varianternes oprindelsessteder, der bruges til at differentiere dem fra hinanden.

Således er B.1.1.7 i medierne og i folkemunde blevet til "den britiske variant" (eller i England: "Kent-varianten"), B.1.351 kaldes "den sydafrikanske variant", P.1 er "den brasilianske variant", og B.1.617.2 kender vi som "den indiske variant". Men selvom dette navngivningssystem gør det lettere for os at holde styr på varianterne, er der den store bagside af medaljen, at de lande, som er så uheldige at have lagt jord til fremkomsten af en ny variant, bliver stigmatiserede. Landenes image kan tage skade, og befolkningen risikerer at blive udsat for diskrimination.

Senest har Indiens regering reageret mod brugen af betegnelsen "den indiske variant" på sociale medier, og samtidig med, at inderne lider hårdt under deres anden coronabølge, er frygten for anti-indisk racisme taget til. Den tidligere amerikanske præsident Donald Trumps brug af betegnelsen "kinesisk virus" i begyndelsen af pandemien har også været nævnt som medvirkende til en stigning i vold og diskrimination mod personer med asiatisk baggrund i USA. Og WHO selv kalder fænomenet med at bruge navne på de lande, hvor varianter opdages, i navnene på varianterne for "stigmatiserende og diskriminerende".

Som jeg skrev om sidste år, opstillede WHO da også allerede i 2015 nogle retningslinjer for navngivning af sygdomme. Her lød anbefalingen, at man bør undgå geografiske lokationer (som i "den spanske syge"), personnavne (som i "Creutzfeldt-Jakobs sygdom", dyrebetegnelser (som i "svineinfluenza") og potentielt skræmmende termer (som "fatal" og "død").

Syfilis var både den franske, den polske og den tyske syge

Lige præcis det med geografiske lokationer har der imidlertid været en lang tradition for, og det er derfor slet ikke så mærkeligt, at vi hurtigt har kastet os over coronavarianternes oprindelsessteder som hjælp til at holde rede på dem. Sygdomme er i århundreder både officielt og uofficielt blevet opkaldt efter lande. Blandt de officielle er der lyme borreliose (også kendt som borrelia), som er opkaldt efter en by i den amerikanske stat Connecticut, og zika, som er opkaldt efter en skov i Uganda.

I den uofficielle afdeling findes blandt andet en række navne for sygdommen syfilis. Den seksuelt overførte sygdom var fra begyndelsen forbundet med så meget skam og stigmatisering, at hvert land, hvis befolkning blev ramt, skød skylden på andre lande for selv at gå fri. Således blev syfilis for eksempel i Italien, Tyskland og Storbritannien kaldt for "den franske syge", i Rusland hed den "den polske syge", og i Polen "den tyske syge".

Det er altså langtfra altid fair, når lande bliver associeret med bestemte sygdomme eller for den sags skyld varianter. For eksempel opstod "den spanske syge", som brød ud i 1918, med stor sandsynlighed ikke i Spanien – derimod var Spanien bare mere åben om sygdommen end andre. Også i dag kan landes åbenhed og kommunikation være afgørende for, hvad en sygdom – eller variant heraf – bliver kaldt. Når opdagelsen af en ny coronavariant i et land kan få negative konsekvenser for landet og dets befolkning, fordi varianten kommer til at bære landets navn, kan det måske afholde lande fra at holde øje med nye varianter – eller at annoncere, når nye varianter bliver opdaget.

Men vil de nye navne slå igennem?

De nye variantnavne med inspiration fra det græske alfabet kan altså fungere som mere anonyme og neutrale betegnelser end de uofficielle og stigmatiserende navne, som hidtil er blevet brugt flittigt. Netop anonymiteten ved de nye navne vil dog nok gøre dem sværere at huske, og spørgsmålet er, hvor let det bliver at komme i tanke om, at varianten tidligere kendt som B.1.1.7 og "den britiske variant" nu hedder alpha, og at gamma er det samme som "den brasilianske variant" og P1.

Erfaringen viser også, at det ikke er så let at få nye navne til at overtage gamle navnes plads i vores bevidsthed. For at blive i corona-verdenen: Et eksempel er vaccinen fra AstraZeneca, som siden marts har båret et nyt navn. Her godkendte det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, vaccinens nye navn, Vaxzevria. Men hvor meget er det navn blevet brugt siden?

Tilsvarende kan man konstatere, at forsøget på at indarbejde navnene SARS-CoV-2 for virussen og COVID-19 for sygdommen ikke er slået bredt igennem, og at såvel virus som sygdom næsten kun omtales med den bredere typebetegnelse coronavirus – eller bare corona.

Vi kender det også fra lande, der skifter navn – det er svært at få et nyt navn til at slå igennem.  For eksempel besluttede Udenrigsministeriet i marts at bruge navnet Belarus om landet, der også er kendt som Hviderusland. Og i 2019 blev det fra landet, der også er kendt som Holland, meldt ud, at man hellere vil kaldes Nederlandene. Alligevel bliver navnene Hviderusland og Holland stadig brugt i eksempelvis danske medier. 

Spørgsmålet er så, om de negative konsekvenser, navne som "den indiske variant" og "den sydafrikanske variant" har for lande og befolkninger, øger motivationen til at få navneskiftene til at slå igennem? Og, nå ja, et sidste spørgsmål: Hvilke navne skal mon i brug, hvis antallet af varianter overstiger 24, som er antallet af græske bogstaver?

Katrine Kehlet Bechsgaard