Venedig – navnet der ikke vil dø

På dansk benævner vi langt de fleste udenlandske byer med de navneformer, som de også bærer på hjemlandets sprog. Den slags navneformer går i onomastisk sammenhæng under betegnelsen 'endonymer', og de omfatter f.eks. navne som Dublin, Dortmund og Dubrovnik.

Dertil findes en mindre gruppe af bynavne, hvor vi på dansk bruger et andet navn eller rettere en anden navneform end hjemlandets egen. Af sådanne 'eksonymer' kan som eksempler nævnes Lissabon (portugisisk: Lisboa), Bukarest (rumænsk: Bucureşti) og Prag (tjekkisk: Praha). De danske eksonymer er meget ofte indført som direkte kopier af de tyske eksonymer, hvilket givetvis bl.a. skyldes, at tysk længe anvendtes som det primære administrationssprog i danske udenrigsanliggender.

Et par af de meget få rent danske bynavne-eksonymer, som vi ikke har kopieret fra tyskerne, er Moskva (tysk: Moskau) og Beograd (tysk: Belgrad), men her er der strengt taget slet ikke er tale om eksonymer, idet de danske former faktisk modsvarer en direkte translitteration af de respektive endonymer Москва og Београд fra kyrilliske til latinske bogstaver.

Eksonymer er på tilbagetog

Hvad bynavne angår, er antallet af danske eksonymer på hastigt tilbagetog. Tidligere anvendte vi langt flere bynavne-eksonymer som Brygge, Brünn og Bryssel, der i nyere tid er blevet afløst i dansk sprogbrug af deres tilsvarende endonymer Brugge, Brno og Bruxelles (førstnævnte har vi dog stadig indimellem en præference for at stave i sin tyske eksonymform Brügge).

Mere stabile er eksonymer for landenavne, som eksempelvis Tyskland for Deutschland, Italien for Italia, Ungarn for Magyaroszág, Grækenland for Elláda (Ελλάδα), Georgien for Sakartvelo (საქართველო) m.v., og det var en sjælden undtagelse, da Udenrigsministeriet i 2021 med et vist held tog initiativ til, at Hviderusland fremover skulle kaldes Belarus på dansk.

Det generelle skift på dansk fra eksonymer til endonymer skyldes dels den øgede internationalisering, men faktisk også en bevidst stednavnepolitisk drejning siden 1950'erne, hvor eksonymer blev opfattet som imperialistiske og undertrykkende. Danske skoleatlasser og leksika fra 1970-80'erne er nærmest klinisk renset for bynavne-eksonymer, faktisk til en grad, hvor de slet ikke afspejler hvilke navne der reelt blev brugt i medierne, rejsebranchen og befolkningen i almindelighed. Selvom man forsøgte at lære danske skolebørn at byerne hed Roma, Praha og Bucureşti, blev alle ufortrødent ved med at kalde dem Rom, Prag og Bukarest. I nutidens leksika og skoleatlas har man da også opgivet denne belærende tilgang og i stedet anført de reelt anvendte navneformer, eventuelt suppleret med endonymet i parentes.

Italienske storbyer er noget særligt

Men hvad så med Venedig? Jo, i dansk eksonym/endonym-sammenhæng tiltrækker en gruppe af Italiens større byer sig særlig bevågenhed. For Venedig og Rom benytter vi på dansk eksonymer, der svarer til dem tyskerne også bruger for de to byer med endonymerne Venezia og Roma. På tysk har man også eksonymerne Mailand, Turin, Neapel og Florenz, og disse har i ældre tider også været anvendt på dansk (sidstnævnte dog som regel i en dansk tilpasset form Florens), hvor vi i Danmark i modsætning til tyskerne imidlertid for længst er overgået til at bruge de italienske endonymer Milano, Torino, Napoli og Firenze.

At Rom på dansk stadig hedder Rom og ikke Roma, er ikke så overraskende, idet danske eksonymer generelt har haft en langt højere overlevelsesrate for navne på hovedstæder, hvortil kommer, at endonymet blandt danske fodbold-interesserede er synonymt med fodboldklubben AS Roma. Men Venedig er som bekendt ingen hovedstad, og danskernes relationer til byen er næppe specielt stærkere end til f.eks. Firenze, så hvorfor er Venedig ikke blevet til Venezia, på samme måde som Florens er blevet til Firenze, og Neapel er blevet til Napoli?

Sandheden er, at vi ikke ved det! Når de fleste danskere fortsat foretrækker at kalde den polske havneby Szczecin for Stettin, kan det forklares med endonymets udtalemæssige udfordringer (i hvert fald i forhold til stavemådens danske læsning), men Venezia burde ikke volde nogen videre problemer for danske tunger. Så hvorfor hænger nogle danske eksonymer bare mere fast end andre?

Se Venedig og dø

I mangel af bedre bud kan man i dette tilfælde måske foreslå en mulig indflydelse fra det velkendte ordsprog "Se Venedig og dø!", der for undertegnedes generation af danskere blev udødeliggjort af popklassikeren af samme titel fra 1978, skrevet af Kim Larsen og Gasolin og sunget af Lone Kellermann.

Selvom denne popsang uden tvivl bærer en stor del af æren for at ordsproget stadig er almindelig kendt i dag, så går det betydelig længere tilbage i historien, selvom dets oprindelse er omgærdet af nogen mystik. Udgangspunktet er faktisk efter alt at dømme en forveksling eller sammenblanding med et angiveligt meget gammelt italiensk ordsprog angående Napoli: »Vedi Napoli e poi muori.« Dette kan oversættes til dansk som "Se Napoli og dø så (derefter)", men i den originale form indgår et ordspil med bynavnet Mori, der benævner en lille by i nærheden af Napoli.

Ordsproget blev gjort alment kendt i Europas lærde kredse i 1800-tallet, hvor Johann Wolfgang von Goethe gengav det i sin Italienische Reise udgivet i 1813-17 i den oversatte form »Neapel sehen und sterben!«, baseret på hans eget ophold i byen i 1780'erne. Men selvsamme Goethe udgav dertil i 1809 novellen Die Wahlverwandtschaften, hvori han lader en af karaktererne lovprise byen Venedigs fortræffeligheder, hvilket oversat til dansk lyder: »Venedig er et sted, hvis blotte udseende trøster os til at leve, og hvor det er godt at dø efter at have set det.«

Siden da har vendingen "Se ... og dø!" i praksis været brugt om begge byer i såvel tysk, fransk og engelsk kunst og litteratur. Og siden 1978 altså også ganske eftertrykkeligt i dansk. Så hvem ved: Hvis Kim Larsen og Wili Jønsson tilbage i 1978 havde valgt at lade Luigi og hans papas pizzabar ligge i Napoli i stedet for i Venedig, så havde vi måske i dag talt om Neapel og Venezia i stedet for Napoli og Venedig?

Navnets oprindelse

For god ordens skyld bør det vel afslutningsvis også nævnes, hvad navnet Venedig/Venezia egentlig betyder. Navnet sigter til en indo-europæisk folkestamme af venetere, der ankom til regionen i århundrederne før vor tidsregning; præcis hvad deres indbyggerbetegnelse egentlig betyder, er omdiskuteret og mindre relevant her. På latin kaldtes de veneti, og deres landområde blev kaldt Venetia, hvilket på moderne italiensk har udviklet sig til Venezia.

Den tyske og danske eksonymform kan således bedst forklares som en tysk udvikling af den latinske indbyggerbetegnelse veneti tilføjet en afsluttende konsonant -g, hvilket hænger sammen med, at man på højtysk har det svært med navne der ender på vokalen ‑i, hvilket typisk omformes til -ig eller ‑ich (f.eks. i Zürich, der på schweizertysk blot hedder Züri).

Dermed læner disse endelser sig lydmæssigt op ad endelserne i f.eks. Leipzig og Danzig, der dog har en anden dannelseshistorie (med et indskudt afsluttende -i- i forhold til de slaviske navneformer Lipsk og Gdansk). På dansk fremstår staveformen med det stumme, afsluttende ‑g også umiddelbart uproblematisk, da Venedig læse- og udtalemæssigt læner sig op ad de udbredte danske stednavneendelsestyper ‑sig og ‑vig.

Johnny G.G. Jakobsen

Emner