1. oktober 2021

Salløv – hugget i sten, men omgivet af gåder

Månedens navn

På en runesten fundet ved Snoldelev syd for Roskilde finder vi den tidligste skriftlige form af et stednavn som med sikkerhed kan knyttes til et sted i dagens Danmark. Den korte runeindskrift giver dog anledning til mange spørgsmål og spekulationer.

Runeindskrifter er den ældste samtidige kildetype til har til det sprog som blev talt i Danmark i jernalder og vikingetid. De danske stednavne kan være dannet allerede før runeindskrifterne blev lavet, og mange af navnene er dannet i samme periode, men de er stort set kun overleveret i senere kilder fra middelalderen, hvor de er skrevet med latinske bogstaver.

På trods af at de altså ofte først er overleveret flere århundreder efter de er dannet, er stednavne en righoldig kilde til ordstoffet i oldtidens Danmark – eller rettere sagt i det område som blev til Danmark på et tidspunkt i løbet af oldtiden som vi har svært ved at fastsætte.

Snoldelev og Salløv
Syd for Roskilde ligger den lille sogneby Snoldelev og den endnu mindre Salløv.

Et eksempel på et stednavn som med rimelig sikkerhed stammer fra jernalderen, er Snoldelev som i dag er navn på en mindre bebyggelse der ligger på Sjælland ca. midt mellem Roskilde og Solrød Strand. Snoldelev er både navn på landsbyen og på sognet og er dannet af det i øvrigt ukendte mandsnavn Snāldi og det mere velkendte efterled -lev som betyder 'noget der er efterladt' eller 'arvegods'. Normalt regner man med at  navne på -lev er dannet en gang mellem ca. år 300 og 800, og eftersom navnet ikke er overleveret før omkring år 1300 som Snaldalewie på en ligsten i Roskilde Domkirke, kan der altså være gået omkring 500-1000 år mellem dannelsen og den tidligste skriftlige form vi kender i dag.

Snoldelev-stenen

Snoldelev-stenen
Snoldelev-stenen som den er gengivet på runer.ku.dk

Ikke langt vest for Snoldelev ligger en anden bebyggelse som hedder Salløv. Det navn er særligt fordi det er et af meget få danske stednavne som er nævnt i en runestensindskrift. Det kunne se ud som om stednavnet Salløv også har endelsen -lev, men det har det ikke. Der vender vi tilbage til.

Runestenen kaldes Snoldelev-stenen (og altså ikke Salløv-stenen) fordi stenen er navngivet efter det sogn den er fundet i. Den blev fundet ca. 1780 i et generelt stenrigt område mellem Salløv og Snoldelev. Langt senere arkæologiske undersøgelser på stedet har vist at der i området ligger en begravelsesplads, blandt andet har man fundet en rig kvindegrav fra tidlig vikingetid.

Der er forskellige traditioner for hvordan man inddeler de forhistoriske perioder: Arkæologisk sættes grænsen mellem jernalder og vikingetid almindeligvis til ca. år 800. Runologisk er den nye runerække – med kun 16 tegn mod jernalderens 24-tegnsrække – et fikspunkt i tid. Den ældste indskrift man nogenlunde sikkert kan datere, og som benytter 16-tegnsrækken, er en amuletindskrift fra Ribe dateret til ca. 725/50. Derfor begynder vikingetiden i runologisk forstand på dét tidspunkt.

Indskriften på amuletten fra Ribe indeholder nogle runeformer som grafisk egentlig hører til den gamle runerække, nemlig tegnene ᚺ og ᛗ (for hhv. H og M) samt en særlig a-rune ᚼ som kun forekommer i denne overgangsperiode. Runetegnene ᚼ og ᚺ (A og H) er også anvendt i Snoldelevstenens indskrift. Med stor sandsynlighed er også det gamle ᛗ (M), anvendt i en bøjet form af netop stednavnet Salløv. Hvordan det hænger sammen, vender vi tilbage til.

Sammenfaldet mellem skriftsystemet i de to indskrifter betyder at stenens indskrift kan betragtes som samtidig med amulettens, og at den altså må være fra tidlig vikingetid, ca. år 700-800. Snoldelev-stenen står i dag i udstillingen på Nationalmuseet, og en kopi er for nyligt opstillet i Sagnlandet Lejre. Der er ud over runerne hugget tre symboler ind i stenen: en triskele (som muligvis forestiller sammenslyngede drikkehorn) og soltegnene hagekors og hjulkors. Indskriften og tegnene er malet op med rød farve, dog ikke det utydelige hjulkors som kan skimtes som en skygge over triskelen, og som indskriften er ristet ind over. Stenen er altså genbrugt.

Hvad står der så?

Alle indskriftens tegn er læselige, med undtagelse af det allersidste. På billeder kan man tydeligt se at der her er sket en afskalning. Ofte er runesten mere porøse hvor der er hugget i dem, og man kan faktisk også følge det tabte som en skygge af rammelinjerne. Indskrifter på runesten er næsten altid vertikale eller følger stenens kontur, og indskrifterne begynder oftest nederst til venstre. Det er stort set kun Kong Haralds jellingsten som har horisontale linjer – formentlig som reference til den bogkultur som endnu ikke var introduceret i Danmark. Et symbol på det moderne og fremsynede.

Snoldelev-stenens indskrift er hugget over to vertikale linjer, begge indrammede men ikke lige store. Fremtrædende er som altid navnet på den person det handler om. Og det er først og fremmest personnavne vi møder i runeindskrifter: Det må have været mindre vigtigt i samtiden hvor samfundets magtfulde boede eller opholdt sig – med en undtagelse for Gunvald eller Roald, som nævnes i indskriften på Snoldelev-stenen, der gengives som følger:

Translitteration til latinske bogstaver:
kun:uAltstAin : sunaR : ruHalts : þulaR : ą salHauku-

Normalisering til runedansk:
Gunnvalds stæinn, sonaR Hrōalds, þulaR ā Salhaugu[m]

Normalisering til nudansk:
Gunvalds sten, søn af Roald, tul på Salhøje(ne) (Salløv)

Tulen på salhøjene

Indskriften fortæller at Gunvald var søn af Roald. En af de to var "tul" på Salløv, men indskriftens grammatik afslører ikke hvem af de to som var "tul". Præcis hvad betegnelsen "tul" dækkede over i tidlig vikingetid, ved man ikke med sikkerhed, men ordet kan forbindes med oldislandsk þulr der betyder 'taler', 'vismand' eller 'skjald'. Den der læste indskriften i den tidlige vikingetid, har med garanti vidst både hvem af de to der var "tul", og hvad det indebar. I eddadigtningen er betegnelsen þulr knyttet til dyrkelsen af den førkristne religion, og måske er der også information at hente i stednavnet Salløv.

Salhaukum fremhævet
Stednavnet som udgør det sidste ord i indskriften, er her fremhævet: ᛋᛅᛚᚺᛅᚢᚴᚢ[ᛗ?], translittereret til salHauku + altså formentlig et M hvor der er sket afskalning af stenen.

Som nævnt er den sidste rune i stednavnet skallet bort, og denne rune er formentlig en m-rune med formen ᛗ, men hvordan hænger det sammen at der skal være et m i navnet Salløv? Forklaringen er grammatikken i den tidlige vikingetid.

Sproget var et kasussprog som nogle vil kende fra fx tysk og latin. En måde kasus kommer til udtryk på i både nutidigt tysk og i olddansk, er i kombinationen præposition (forholdsord) + substantiv (navneord), hvor substantivet kasusbøjes, dvs. får en bestemt endelse. Hvilken kasus bestemmes af præpositionen. I moderne dansk findes stadig eksempler på gamle stivnede kasusbøjede former af substantiver styret af præpositioner, fx til bords (genitiv) og fra borde (dativ). Substantiverne kunne desuden have et af tre forskellige køn: maskulinum (hankøn), femininum (hunkøn) og neutrum (intetkøn). I middelalderen blev det efterhånden reduceret til to køn, idet maskulinum og femininum faldt sammen i utrum (fælleskøn). Substantiver blev tillige, ligesom i dag, bøjet i singularis (ental) eller pluralis (flertal).

Runefølgen ą salHauku- består af en præposition ą (gammeldansk á) som betyder 'på', efterfulgt at et navn med to led sal og hauk samt en bøjningsendelse u-. Ordet sal svarer til det nutidige ord sal som i dag betyder 'stort, fint rum'. Diftongen [au] i hauk udvikles til (langt) [ø] i østnordisk (dansk og svensk). k-runen () kan stå for g. Dermed kan hauk rekonstrueres til den gammeldanske form høg identisk med det nutidige substantiv høj. I norsk og svensk har dette ord stadig en g-udtale, men allerede i middelalderen svækkes udtalen i dansk, afspejlet fx i stavemåden høw. Det er den udvikling som gemmer sig i den moderne form på -øv af Salløv. Efterleddet er altså ikke et gammelt -lev, men en form af substantivet høj som i gamle stednavne betyder 'gravhøj'.

Efter præpositionen á, som altså betyder , vil det efterfølgende ord eller navn altid være bøjet i dativ. Der er et fast mønster for bøjningsendelserne i dativ: I singularis kan endelsen være -i (maskulinum og neutrum) eller -u (feminium), i pluralis er endelsen -um i alle tre køn. Substantivet høj er maskulinum og har altså enten en dativform på -i (singularis) eller en dativform på -um (pluralis). Den bevarede del af kasusendelsen er et u, og derfor kan man slutte sig til at elementet høj må have haft en dativ pluralisform på -um. Formen kan altså rekonstrueres salHaukuM (normaliseret til Salhøgum), og runefølgen ą salHauku- må altså tydes som "på salhøje(ne)".

Salenes betydning

Ordet sal forekommer også i andre gamle stednavne, fx i Salby nær Kerteminde, Lille/Store Salby vest for Køge og i de usammensatte navne Sahl og Sall mellem Viborg, Randers og Silkeborg. Desuden i norske og svenske stednavne. Det er meget omdiskuteret hvad ordet betyder som led i stednavne, og det knyttes af forskere til betydninger som 'gudehus', 'hal' og 'stormandsgård', men også til langt mindre elitære betydninger som 'midlertidigt opholdsted', 'bod' eller 'fæbod'.

Det er formentlig sådan at ordet kan have forskellige betydninger som navneled, men at der i alle tilfælde er tale om en eller anden form for rum som mennesker eller dyr kan opholde sig i, måske især knyttet til særlige anledninger. I tolkningen af navnet Salløv har den på stenen nævnte "tul" og forestillinger om en sådan persons kultiske samfundsfunktion medført vægtning af den sakrale tolkning "gudehus".

Der er ikke fundet spor efter en særlig bygning, men i betragtning af hvor sjældent stednavne inkluderes i runeindskrifter, er det ikke usandsynligt at der var en særlig funktion og historie knyttet til stednavnet på Gunvalds og Roalds tid. På et videnskabeligt, sprogligt grundlag kommer man næppe en betydning nærmere, men et tankespind kunne være at gravpladsens gravhøje har været opfattet som sale eller rum, måske i betydningen midlertidigt opholdssted for de døde inden afrejsen til dødsriget.

Rikke Steenholt Olesen