Øllegård – et skud værd

Når Øllegård behandles som Månedens navn, kunne man måske forvente en passioneret udredning om navnet på en eller anden dansk bondegård, og selv om der findes en enkelt gård med dette navn syd for Viby ved Århus, er den dog ikke ærindet. Og det samme gælder det efternavn, der – med bolle-å eller to a'er – bæres af en håndfuld personer.

Klummen omhandler derimod kvindenavnet Øllegård, der i vore dage er registreret med mellem en og tre navnebærere, og som – i respekt for deres og alle forgængernes alder – vil blive omtalt som Øllegaard med to a'er. Muligvis er ingen af dem længere i live, og navnet vil dermed have forladt aktiv brug i dansk.

Modsat stednavne som begynder med Øl-, som eksempelvis Ølgod, har navnet intet med øl at gøre.

Et skud værd

Det lidt underligt lydende kvindenavn er kommet til os syd fra, hvor det i oldhøjtysk har formen Odalgard. Der er tale om et toleddet personnavn af vanlig germansk-nordisk type sammensat af to elementer, der i dansk form kan gengives odel med betydningen 'arvegods' og gård med betydningen 'gærde, indhegning'. Som vanligt ved de gamle toleddede personnavne giver selve sammensætningen ikke nogen selvstændig mening.

Undertiden har navnet Øllegaard været sat i forbindelse med det tyske helgenindenavn Hildegard, men intet i overleveringen tyder herpå; hun har helgendag den 17. september. Det mærkelige ved Øllegaard eller Odalgard er, at dette navn som et af de få i almanakken ikke kan knyttes til nogen kendt helgeninde.

Det er nemlig i vore dages almanak man finder navnets sidste livstegn: som navn på februars sidste dag. I år altså 29. februar, og det hænger sammen med en kalenderjustering, som går helt tilbage til Julius Cæsars julianske kalender. For at få solens gang og kalenderåret til at passe bedre sammen indførte man en skuddag hvert fjerde år, og af hensyn til en ældre indskudstradition blev skuddagen placeret på dagen efter 23. februar. Modsat hvad mange tror, er skuddagen altså 24. februar og ikke 29. februar.

For almanakkens navnerække, der har dybe rødder i den katolske kirkes helgenkalender, fik indskuddet den konsekvens, at de sidste fem dage i februar i skudår rykker én dato frem. I vore dage hæfter man sig nok specielt ved den særhed, at man kun hvert fjerde år har en dato benævnt 29. februar, men man skal ikke så langt tilbage i 1900-tallet før selve skuddagen, altså 24. februar, havde sin egen funktion, nemlig som den dag, hvor pigerne måtte fri til drengene.

Gennem den tyske adel

I Danmark har kvindenavnet Øllegaard haft et stille, men for så vidt langt liv. Det begynder i periferien af det danske område sidst i 1400-tallet med den (nord)tyske adelsmand Christiern van Hafns tysk gifte søsters datter, der et par gange i 1470'erne omtales som Olgart, Elghor og Ølgor. Hun er under opslagsformen Ølgard optaget i bogværket Danmarks gamle Personnavne, men fortjener ikke nogen placering med tilknytning til Danmark.

Sikker tilknytning til Danmark har derimod den næste i værket, adelsdamen Øllegaard Walkendorf, datter af Henning Walkendorf til Højbygård på Lolland. Hendes nøjagtige alder kendes ikke, men hun nævnes i de sidste tiår af 1400-tallet. Den tidligste omtale er ifølge Danmarks gamle Personnavne fra 1478 i en indskrift i Haraldsted kirke, hvor hun nævnes som "Frue Ølgoer" – den form som Danmarks gamle Personnavne gengiver, er navnets moderne form.

I Danmarks Adels Aarbog 1928 anføres en Øllegaard Krumpen som hendes mormor, men hun optræder ikke i Krumpen-stamtavlen og har i øvrigt ikke kunnet påvises. Har hun eksisteret, er hun den ældst kendte bærer af navnet i Danmark, og hun vil indskrive sig i rækken af adelskvinder med dette særprægede navn. Foruden de to allerede nævnte kendes Øllegaard Huitfeldt (1582-1619), Øllegaard Pentz (1594-1644), Margrethe Øllegaard van Ahlefeldt (1650-1706) samt en række kvinder i forskellige grene af Rantzau-slægten og sikkert en del flere. Mange af disse med rødder i kongerigets naboegne Slesvig-Holsten og Nordtyskland.

Øllegaard breder sig efter 1600

At navnet i 1400- og 1500-tallet kun kendes fra adelen, skyldes muligvis blot, at kendskabet til adelskvinder tilbage i tiden er meget større end til kvinder inden for borger- og bondestanden. Men i 1600-tallet begynder vi at se belæg for navnets udbredelse i de bredere samfundslag. En Øllegaard Hansdatter, muligvis en steddatter, er således betænkt i hofdamen Abel Kathrines testamente i 1675, samtidig med at hun oprettede sin velgørende stiftelse i København som senere kom til at ligge på Abel Cathrines Gade på Vesterbro.

I 1698 døbtes i Odense Sankt Knuds kirke Øllegaard Grønneval Buchholtz, datter af Niels Buchholtz, som var amtsskriver og senere ejer af Hesselagergård. I 1700-tallet er det værd at notere, at Holberg bruger navnet hele tre gange i forskellige komedier; to gange om tjenestepiger og en gang om en borgerkone, sidstnævnte er Øllegaard Sværdfegers i Barselstuen, og på samme tid fremgår det af oversigten over de beboere, der blev skånede ved Københavns brand i 1728, at der i Borgergade boede en Øllegaard Gabriels, der var vaskerkone. Margrethe Øllegaard Bruun blev begravet i 1727 i Nykøbing Falster, og i 1741 blev Margrethe Øllegaard From gift i Fuglse på Lolland. I Drøsselbjerg på Vestsjælland blev Øllegaard Pedersdatter konfirmeret i 1752, og i Vestjylland fik sognepræsten i Sneum i 1776 en datter, der blev døbt Jochumine Øllegaard Charlotte.

Fra slutningen af 1700-tallet findes der, takket være folketællingen fra 1787, en landsdækkende oversigt over hele befolkningens navnebestand, og det viser sig da, at kvindenavnet Øllegaard som første fornavn forekommer i alt for 111 personer i landet, dvs. i det nuværende Danmark uden Sønderjylland. Størst er koncentrationen i Østjylland omkring amterne Vejle, Skanderborg, Århus og Randers.

Dette billede holder sig nogenlunde gennem 1800-tallet, hvor man i folketællingen 1880 kan se, at Århus amt (inkl. det senere udskilte Skanderborg amt) topper med 42 navnebærere. Næstflest bærere (22) har nu Viborg amt, mens Vejle amt kommer ind på en tredjeplads (15 bærere).

1787-tallene viser personernes opholdssted ved folketællingen, mens 1880-tallene bygger på deres fødested. Det kan let være baggrunden for, at 1787-tallene viser 14 navnebærere i København, hvoraf en del altså kan være tilflyttere, mens København i 1880 kun har 4 navnebærere født i hovedstaden. 1900-tallet er navnet Øllegaards definitive skæbneperiode, og karakteristisk nok finder det sin vigende position som 2. eller 3. navn, en tendens der allerede kan spores tilbage til 1700- og 1800-tallet. I 1800-tallet og 1900-tallet kan brugen af senere navn i navnerækken endda undertiden dække over et efternavnetypologisk mellemnavn.

Bent Jørgensen