Jelling

Som historisk lokalitet har vikingetidens Jelling være omdrejningspunkt for mange undersøgelser, og for tiden er et stort arkæologisk og tværdisciplinært anlagt projekt finansieret af Bikubenfonden i sin sidste fase. Inden for rammerne af det projekt ses der også på områdets stednavne.

Landsbyens navn Jelling har dog ingen direkte relation til Harald Blåtands monumentale anlæg. Harald Blåtands æra (ca. 958-986) ligger noget senere end den periode, hvor dannelsen af navne på -ing/-inge fandt sted, en periode som dækker jernalderen indtil ca. år 750-800.

Hvilken afledningsendelse?

En afledningsendelse som -ing/-inge betyder ikke noget i sig selv, men anvendes ved orddannelser og stednavnedannelser til at indikere, at der er tale om et sted. Eksempelvis er det lokalitetsbetegnende ord/stednavn Bregninge "stedet med bregnerne" dannet af navneordet (plantebetegnelsen) bregne.

Stednavne på -ing/-inge kan afspejle et sammenfald af flere oprindeligt forskellige en- og tostavede afledningsendelser, heriblandt -ung/-unge, selvom de allerede i middelalderen falder sammen til -ing/-inge. I sjældne tilfælde forekommer der dog middelalderlige skriftformer med oprindelig u-vokal i endelsen. Netop blandt de ældste former af navnet Jelling findes skrivemåder med både i og u og enkelte gange også a.

F.eks. har vi fra ca. 1185 (overleveret i en senere afskrift) formerne Ialang og Ialing, fra ca. 1200 (i senere afskrift) formen Ialungam (hvor -am er en latinsk bøjningsendelse). Første stavelse skrives konsekvent indtil omkring 1300 med a-vokal som Jal- eller Ial-. Havde den oprindelige endelse været -ing/-inge, skulle man forvente, at vokalen a i Jal- var ændret til æ (skrevet e) som resultatet af en udvikling kaldet i-omlyd, der var virksom i perioden indtil ca. år 1000. Da a-vokalen er bevaret, kan det sandsynliggøres, at den oprindelige form var *Jalung (* markerer, at der er tale om en rekonstrueret form).

Hvilket ord er afledt?

På baggrund af den rekonstruerede form må ordbøgerne afsøges for ord, som i gammeldansk ville have haft formen *jal. Et sådant *jal kendes ikke som selvstændigt ord i dansk, hverken fra runeindskrifter eller fra middelalderens tekster.

Lydforbindelsen ia er i nordisk/dansk opstået ved opsplitning (brydning) af en ældre fællesgermansk (kort) e-lyd i to lyde: j-lyd + a-lyd. Det er derfor sandsynligt, at *jal i *Jalung går tilbage til et ældre trin *el(-). I oldhøjtysk (tysk sprog i den periode, som svarer til dansk vikingetid) findes et farveadjektiv elo (elawer), som i lidt yngre tysk sprog har formen el (elwer). Betydningen af det tyske ord er 'gul, gulfarvet', og ordets rod går tilbage til en endnu ældre, farvebetegnende ordrod knyttet til betydningen 'rød, brun', som kendes fra dyre og plantebetegnelser. Det er muligt, at elementet *jal i *Jalung er samme ord som dette farveadjektiv.

På det grundlag kan stednavnet Jelling tolkes som en ung-afledning af et gammeldansk farveadjektiv *jal med betydningen 'gul', og navnets betydning er da "stedet, der er gult". Præcis hvad der var gult i eller ved Jelling, og i hvilken nuance af gul, fortæller stednavnet desværre ikke. Som områdenavn forestiller man sig typisk, at beplantningens farve gav anledning til navnedannelsen, men også jordens farve kan have spillet ind. Sådan tolkes stednavnet Hviding som "stedet, der er hvidt", formentlig efter arealer med lys sandjord.

Ikke det eneste Jelling

Ud over den jyske landsby, der blev berømt på grund af Harald Blåtands monument, findes flere andre lokaliteter, som bærer navnet Jelling. De sjællandske landsbynavne Ting (Nørre) Jellinge og Sønder Jellinge er dannet i forbindelse med en deling af bebyggelsen Jellinge. Dette landsbynavn har samme oprindelse og forklaring som det jyske Jelling.

Læs om variationen mellem de moderne skrivemåder -ing og -inge på Jellingprojektets website.

Helt ukendt for de fleste er nok å-navnet Jelling, der i en præsteindberetning fra 1638 nævnes som navn på en strækning af Dybe Å, der løber gennem Dybe sogn sydvest for Lemvig. Teoretisk kunne det jyske landsbynavn Jelling være et navn, som var overført fra et andet nærliggende vanddrag med samme navn, og som sådant måtte betydningen være "den gule".

Den oprindelige navnebærer kunne da være Grejs Š– eller måske Fårup Sø. Begge vanddrag bærer navne efter bebyggelser ved vanddragene, Grejs og Fårup, og det er ikke usandsynligt, at åen og søen har båret andre navne, før bebyggelserne blev anlagt. Det er heller ikke utænkeligt, at f.eks. okker eller de mange kalkstensdannelser i området kan have givet vandet et gulligt udseende. Tesen forbliver dog indtil videre en tese, da den savner støtte i det øvrige overleverede navnestof i området.

Rikke Steenholt Olesen