Guntherus – velkommen tilbage i almanakken

Universitetsalmanakken går i sin nuværende form tilbage til 1685, men har rødder helt tilbage i 1500-tallet. Den er suverænt Danmarks ældste årsskrift. Dens kerneydelse er, som navnet siger, at levere en almanak eller – hvad de fleste kalder det – en kalender for et bestemt år. Dens undertitel er da også "Skriv- og rejse-kalender". I selve kalendariet, altså opregningen af årets dage fra 1. januar til 31. december, finder man bl.a. oplysninger om ugedag og ugenummer, kirkeårets betegnelser for de forskellige søn- og helligdage med tilhørende tekststeder og solens, månens og planeternes op- og nedgangstider.

Man finder desuden ud for de allerfleste dage et personnavn, og det er det personnavn man i visse dagblade kan genfinde under rubrikken "Dagens navn". Mange af de oplistede navne er ikke i brug i Danmark og har heller aldrig været det, for navnerækken er ikke tænkt som nogen inspirationskilde til vordende forældre. Den er derimod en sammenstykket fortegnelse over helgener og helgeninder, der i den katolske kirke har en, eller i nogle tilfælde flere, festdage i årets løb.

Fra middelalderen kendes den slags fortegnelser fra Danmark fra forskellige domkirker og klostre, og de har været et praktisk redskab beregnet på at holde styr på, hvornår de enkelte helgener eller helgeninder skulle fejres med bønner eller andre ceremonier. Navnerækken har på mirakuløs vis overlevet Reformationen og overgangen til den lutherske tro, der absolut ikke vil vide af helgendyrkelsen og al dens væsen.

I dansk sammenhæng burde denne navnerække være stendød – men det er den ikke. I de første årtier af 1700-tallet skete der en række ændringer og der kom en hel del kongelige mærkedage til, i 1800- og 1900-tallet har aktiviteten dog været minimal, men nu rører navnerækken igen på sig eller rettere sagt: Almanakkens redaktion må føle sig berettiget til at gribe ind i den århundredgamle tradition.

Gunner og Günther – og Gunvor

Det er her Guntherus kommer ind i billedet. I august 1721 var Sophie Magdalene blevet gift med kronprins Christian (senere kong Christian 6.), og allerede i almanakken for 1722 blev hun indsat på 28. november, der var hendes fødselsdag. Dermed fortrængte hun dagens gamle navn, Guntherus, men nu – efter 300 års fravær – er Guntherus vendt tilbage til sin gamle plads, og derfor skal der da lyde et velkommen tilbage!

Eller skal der? Sophie Magdalene havde jo, inden hun blev smidt ud af almanakken i 2019, trods alt erhvervet sig en solid plads med længere anciennitet, end Guntherus kan opvise. I den katolske tid dyrkes der ingen helgen i Norden med navnet Guntherus. Man skal til området, hvor Tyskland, Østrig og Tjekkiet grænser op til hinanden, for at finde en lokal helgen med dette navn. Han endte som eremit, døde 9. oktober 1045 og ligger begravet i Prag. Han har en påbudt festdag i Passau 9. oktober.

Hans navn er et gammelt og i Tyskland veludbredt mandsnavn, der i vore dage almindeligvis har formen Günther og i denne form er indlånt til Danmark i 1300-tallet, især i købstæderne. I vore dage har det en meget beskeden brug i Danmark både i formen Günther og Gynther. Sproghistorisk set er det identisk med det nordiske personnavn Gunnar, og i moderne tid kan navnet Gunder være både et mands- og et kvindenavn som følge af sammenfald med udviklinger af kvindenavnet Gunnur eller Gunvor.

Ind og ud af almanakken

Det var ikke blot Sophie Magdalene, der måtte forlade almanakken i 2019. Samme skæbne overgik andre gamle konger og dronninger lige fra kong Hans til Frederik 9., dog med visse undtagelser. I de tilfælde hvor de havde optrådt alene i almanakkens navnerække, efterlod de et hul. Almanakkens arbejdstempo tro skulle der gå et par år og lidt boksen frem og tilbage, før der kom en slags styr på forholdet. I 2019 og 2021 var pladsen ved 28. november tom; i 2020 blev helgennavnet fra 27. november, Facundus, gentaget under 28. november. På samme måde gik det Frederik 4., hvis fødselsdag siden år 1700 har været angivet i almanakken 11. oktober. Han forsvandt også i 2019, hvor pladsen blev besat med den foregående dags helgennavn, Gereon, i 2020 var pladsen tom men meget belejligt en søndag, der altid fylder godt op på almanakkens små sider.

I 2021 gik det galt på en anden måde, idet 11. oktober, der nu var en mandag, blev forsynet med den foregående dag, søndagens kirkelige betegnelse. I 2022 har navnet Burchhardt fundet vej til 11. oktober. Det ligner heller ikke nogen fremtidssikret løsning, selvom Burchhardt indtil 1699 faktisk havde plads på denne dag. Imidlertid kom han allerede i 1728 ind på 10. september, hvor han også findes i 2022. Lige nu er der altså to dage med dette navn. Endelig er i 2022-almanakken optaget navnet Christopher på den plads, som Frederik 5.s første dronning, Lovise, i 2019 havde efterladt d. 18. december. I 2019 og 2021 var pladsen tom, og i 2020 fyldte man pladsen ud ved at gentage navnet fra den foregående dag, Albina. Nu er pladsen blevet udfyldt ved genoptagelse af det gamle almanaknavn fra før Lovise blev indført i 1773.

Mangel på grundighed

Man kan således nok aflæse en vis oprydningstendens, men den er famlende og kan nemt gøre en passioneret almanakfan nervøs. Med til at styrke nervøsiteten er også, at almanakken hvert år afgiver adskillige eksempler på manglende evne til at vise grundighed. På det kongelige område fik Christian 6.s fødselsdag (30. november) lov til at blive stående, og prins Henrik, der afgik ved døden i 2018, optræder stadig i kalenderen ved sin fødselsdag 11. juni. Til og med 2021 optrådte han også i notatkalenderen bag i almanakken.

På indersiderne af omslaget bringes en indholdsfortegnelse opdelt i ni forskellige emner, men de enkelte henvisninger er hverken sorteret alfabetisk eller efter stigende sidetal. Det hersker simpelthen bare mildt rod. I tilgift er almanakken ikke i stand til at levere den korrekte flertalsform af ordet kalender; det kan kun være kalendere. Den redaktionelle træghed viser sig også, når oversigten over formørkelser i året 2022 skriver, at der er to solformørkelser og fire måneformørkelser. Men der nævnes kun to måneformørkelser. Formuleringen går tilbage til 2020 og har altså været forkert i nu to år.

Noget så simpelt som at opregne de faste flagdage i kronologisk orden er der også jævnlig koks i. I de sidste fem år er det kun 2021, der har været fejlfri. I 2020 lykkedes det oversigten at operere med en dato 31. juni – virkelig flovt for den officielle almanak, og i 2022 opregnes flagdagene i april i rækkefølgen 6., 15., 17., 9., 16., 29. Der er fejl i almanakken, der ved at blive gentaget år ud og år ind nærmest skaber sig et eget liv.

På søndagsoversigten, der kan foldes ud efter s. 124, henvises der i både tabel 1 og tabel 2 til kommentarer side 12. Henvisningen blev indført i 2010 og har lige fra starten været forkert. Det rigtige sidetal har alle årene været 15.  I oversigten over danske geografiske positioner, i 2022-almanakken s. 68-71, kan man bl.a. se positionen for "Kolding, ruin, t", hvor t står for tårn. Men Koldinghus, hvortil der sigtes, er blevet restaureret og genopbygget og har ikke været en ruin siden senest 1994.

Rekorden for langtidsholdbare fejl indehaves dog suverænt af dagens navn under 16. november. Her anføres formen Othenius, men det er en simpelt trykfejl, der i 1835 afløste helgennavnet Othmarus.

Sådan er der så mange – også her unævnte – fejl og forhold, der kan gøre én utryg ved almanakken. Det er derfor med en vis blandet glæde, at Guntherus ønskes velkommen tilbage. Nu er et nyt år så småt på trapperne. Det bliver interessant at se, hvad almanakken byder på.

Bent Jørgensen

Emner