Gøgsig

Naturnavn, gårdnavn, slægtsnavn

På Københavns Universitets Afdeling for Navneforskning beskæftiger vi os med to hovedtyper af navne: personnavne og stednavne. Stednavnene kan yderligere inddeles i bebyggelsesnavne (fx på gårde og byer) og naturnavne (fx på søer, bakker og markområder).

De fleste af navneforskningens navne lader sig klassificere under én af disse tre kategorier, men for en lille gruppe navnes vedkommende hører de hjemme i alle tre. Et eksempel på dette er Gøgsig. Gøgsig er som udgangspunkt et stednavn af naturnavnetypen, nærmere betegnet et marknavn, der har været anvendt på et jordområde tilhørende gården Horsnab i den nordøstlige del af Tversted sogn, i dag Hirsthals kommune, i det nordligste Jylland, omtrent dér hvor Vendsyssel snævrer sig ind til Skagens odde.

Navnet Gøgsig er todelt i forleddet gøg- og efterleddet -sig og rummer ikke den helt store tolkningsmæssige udfordring. Efterleddet kommer af et gammeldansk ord sik, der kendes fra hele Skandinavien som terrænmæssig betegnelse for en mindre lavning, typisk beliggende mellem bakker eller klitter, der i perioder er fyldt med vand. Herhjemme kendes ordet især i Vest- og Nordjylland. Betegnelsen skulle oprindelig stamme fra, at sig betød en lille drik: »Der var ikke en sig i kruset.«

Og gøgen sagde kuk-kuk

Som stednavneendelse går -sig tilbage til middelalderen, hvor den ældst kendte skriftform siick kendes fra anden halvdel af 1200-tallet, men endelsen optræder ellers især i 1500- og 1600-tallet. Forleddene i sig-navne sigter ofte til naturforhold, fx terræn, jordbundsforhold, bevoksning eller vådbundsforhold, samt i ganske mange tilfælde en dyrebetegnelse. Forleddet i stednavnet Gøgsig er fuglebetegnelsen gøg.

Også flere andre sig-navne i Vendsyssel har fugle i forleddet, såsom Vibsig og Fuglsig. Man kan forestille sig, at sådanne navne generelt er opstået ved, at de vandfyldte lavninger har tiltrukket fugle – om end gøgen zoologisk set næppe kan forventes at have haft nogen særlig forkærlighed for fugtige engjorder. Snarere har der her ligget et krat, hvorfra gøgen har ladet sin karakteristiske røst høre. Endnu i dag kan man på mere detaljerede topografiske kort finde naturnavnet Gøgsig Mark i området nordøst for den i nyere tid tørlagte Gårdbo Sø.

Som marknavn har Gøgsig sandsynligvis været brugt i hvert fald fra slutningen af 1500-tallet, men det optræder første gang i 1621, nu som navn på en mindre gård Giøgsiig opført på Horsnab-gårdens jorder. Gården er ligesom flere af dens nabogårde (fx Slynge, Skram og Tuen) utvivlsomt opkaldt efter det markområde, hvorpå den blev opført.

Som gårdnavn har Gøgsig været aktivt fra starten af 1600-tallet og helt frem til i dag, om end med en yderst omskiftelig tilværelse. For det første måtte Gøgsig og de øvrige enkeltgårde i Horsnab fang fraflytte deres oprindelige beliggenhed i løbet af 1600-tallet på grund af sandflugt, idet en kæmpe sandklit (Simon Skrivers Klit) med tiden helt overtog deres hjemsted og tvang dem til at flytte ½-1 km længere sydpå til mere sandfri områder.

Fra sted til sted

Dertil har gårdnavnet Gøgsig i perioder været anvendt om flere enkeltgårde og huse på Gøgsig Mark, da kendt som Øster- og Vester Gøgsig, Nørre- og Sønder Gøgsig og Store- og Lille Gøgsig, eller oftest begge blot som Gøgsig. Endelig har gårdene Gøgsig og Skram af ukendte årsager ved flere lejligheder byttet navn! Senest ændrede gården Store Skram i slutningen af 1800-tallet navn tilbage til Gøgsig, hvilket i starten af 1900-tallet ændredes til Store Gøgsig, idet en mindre gård Lille Gøgsig blev udskilt fra dens jorder. Gården Store Gøgsig blev revet ned i 2010, mens nabogården Lille Gøgsig endnu eksisterer – tiden vil vise om dens ejere så vil benytte muligheden for endnu et navneskifte ved at overtage det nu ledige navn Gøgsig.

Gennem gårdnavnet fandt Gøgsig også med tiden anvendelse som personnavn. Først som tilnavn for de beboende bønder, fx Niels Giøgsiig, der fæstede den ene af Gøgsig-gårdene i anden halvdel af 1700-tallet. Tilnavnet kunne dog også blive anvendt af personer, der tidligere havde haft forbindelse til gårdene, måske fordi de var født der, hvilket fx gælder Niels' samtidige slægtning Jens Giøgsiig, hvis præcise relation til gårdene og deres beboere ikke kan fastslås, men som voksen bar han tilnavnet uden selv at bo på nogen af Gøgsig-gårdene.

Fra gården til familien

Brugen af den slags tilnavne afledt af gårde vandt gradvist frem i bondestanden i løbet af 1700-tallet, hvor de tillige begyndte at tage form af egentlige slægtsnavne, der gik i arv til næste generation, også selvom disse fraflyttede den navngivende fødegård. På Gøgsig-gården synes navnet imidlertid at være gledet lidt i glemmebogen op gennem 1800-tallet, både som personnavn og gårdnavn, men da en ny navnelov af 1904 åbnede op for at landbefolkningen kunne tilkøbe sig deres slægtsgårdes navne som lovformelige efternavne, blev Gøgsig introduceret som efternavn for de af Niels Giøgsiigs tipoldebørn, der var født på slægtsgården.

Og siden da har en betydelig del af deres efterkommere valgt at holde navnet i hævd som efternavn eller mellemnavn. Akkurat som talrige andre danskere i dag går rundt med et lidt særegent mellemnavn eller efternavn, som deres forfædre engang antog efter deres bopæl, der på et endnu tidligere tidspunkt ofte er blevet opkaldt efter en eller anden lille naturlokalitet, såsom en fugtig lavning mellem klitterne i det nordøstlige Tversted sogn, hvor en gøg med sin kukken engang tilbage i slutningen af 1500-tallet gav inspiration til både et naturnavn, et gårdnavn og et slægtsnavn.