Elvi

Selvom mange danske pigenavne ender på -i, kan selv en garvet navneforsker blive overrasket. Da jeg engang fik en pige ved navn Elvi til bords, var min første tanke, at forældrene var inkarnerede fans af Elvis Presley (1935-1977). Men det er forkert: Danskernes Navne oplyser, at der i 2005 var 71 kvinder i CPR med navnet som første fornavn og 51 som andet fornavn. Af de ca. 50 afdøde Elvi'er i 2005 var langt hovedparten født i årtierne lige efter 1900.

Det karakteristiske ved Elvi er, at navnet nærmest udelukkende er blevet anvendt i København samt Aarhus i første halvdel af 1900-tallet, mens de yngre Elvi'er er spredt ud i de forskellige regioner af landet. Man kan i Danskernes Navne også se udenlandske forekomster, og der ses navnet at være brugt af kvinder født i Tyskland og Sverige i årtiet 1910-19 samt Finland i de følgende årtier. Navnet bruges stadig en smule. Der er ifølge Danmarks Statistik 57 piger med dette navn i februar 2016, og der er endda kommet to til siden 2015.

Men hvad er der underligt ved pigenavne på -i? Frem til april 2006, da den seneste navnelov trådte i kraft, forsøgte Kirkeministeriet at skelne skarpt mellem drenge og pigenavne. Og skulle man gøre sig håb om at få godkendt nye pigenavne, fremgik det af navnecirkulæret, at de helst skulle ende på -a og -ie, mens drengenavne burde ende på -i eller -y.

Der var selvfølgelig mange undtagelser blandt de eksisterende navne, fx Betty og Ketty over for fx Kirsti og Sussi. Men mange pigenavne, der først blev populære i Danmark i anden halvdel af 1900-tallet, er på grund myndighedernes forsøg på regulering blevet mest almindelige med formen på -ie: Debbie, Lucie, Sandie.

Mange af disse pigenavne er engelske kortformer, som især blev populære efter Anden Verdenskrig, og ofte er de blevet brugt til både drenge og piger. På de gamle lister over godkendte fornavne finder man drengenavnene Johnny/Johnni og Ronny/Ronni over for pigenavnene Johnnie og Ronnie. Kønsforvirringen kan også gå på tværs af landegrænserne: Conny er nærmest entydigt et drengenavn i Sverige og det svensktalende Finland, mens Connie/Conny/Conni udelukkende blev godkendt som pigenavn i Danmark. Lige som i Danmark betragtes efterkrigstidens "y-navne" i Sverige som lavsociale, men Elvi hører ikke til denne gruppe.

Elverpigerne kommer

Navnet har intet med Elvis at gøre, men på sin vis lidt med en "elverpige". I den meget grundige tyske håndbog på området, Wilfried Seibickes Historisches Deutsches Vornamenbuch 1-5, udgivet 1996-2007, forklares navnet som en kortform af Elvira, og det første tyske belæg på navnet skulle angiveligt være så sent som fra 1984. Med data fra Danskernes Navne i ryggen kunne vi let tro, at vi her stod over for et ældre belæg på navnet fra Tyskland, men tilfældet vil, at vi kan slutte os til, at den tyskfødte Elvi har pæredansk baggrund: Den eneste kvinde med navnet Elvi i Kvindebiografisk Leksikon er pianistinden Elvi Clara Henriksen (1916-2003). Hun blev født 6/6 1916 i Berlin og boede dér med sine danske forældre frem til 1939.

I ældre dansk skrev man ofte -lf- hvor vi i dag skriver -lv-, jævnfør navnepar som Halfdan/Halvdan, Ulf/Ulv, Ylfa/Ylva, og det er derfor oplagt også at kigge på pigenavnet Elfi. Det forekommer 38 gange ifølge Danskernes Navne, men er stort set ikke brugt efter 1950. Navnet er, ud over i Københavns- og Aarhusområdet, blevet brugt nogle gange på Lolland-Falster. Elfi er en traditionel tysk kortform/kælenavnsform til navne på Elf-, først og fremmest Elfrieda/Elfriede. Det tyske navn er angiveligt importeret fra engelsk Elfred (af det sammensatte oldengelske navn Ælfþryð, 'alf/elver' + 'styrke').

En sideform af navnene på Elf- 'elver' er naturligvis navne på Alf- 'alf' brugt om samme mytologiske væsen. Vi har også fra gammel tid pigenavnet Alfi i dansk. Der er 68 navnebærere registreret i Danskernes navne, flest i København og Aarhus, og stort set ingen, der er født efter 1940. Seibicke forklarer dette navn, der bruges til begge køn, som en kortform af Alfried(e) og andre navne på Alf-, fx kvindenavnet Alfheid. Det nævnes ikke, at Alfie også er en engelsk kæleform for Alfred. Denne gang har håndbøgerne ingen pendant med 'v', men den findes i Danskernes Navne, hvor man kan se, at Alvi også er brugt som fornavn i Danmark – til begge køn – i perioden 1920-50.

Tyskerne og blomsterne

Afdækningen af historierne bag Elfi kan illustrere de metoder og hjælpemidler, der står til rådighed for navneforskerne. Mange navne kræver granskning af variantformer, udbredelsesmønstre, viden om kulturelle strømninger og inspirationsveje. I dette tilfælde vil jeg henføre både Elvi/Elfi og Alfi/Alvi til gruppen af pigenavne på -y og -i, der kom til Danmark fra de tysktalende lande omkring århundredeskiftet med Heidi, Soffi, Walli m.fl. I nogle tilfælde var de tyske navne inspireret af engelsk navngivning, mens andre var gamle tyske kælenavnsformer.

Undertiden lader inspirationen sig dog ikke udrede nøjagtigt, som fx ved et af nutidens modenavne Lilly/Lilli/Lili. Det er først og fremmest en tysk kæleform af Elisabeth, men med stavemåden Lily vil navnet fortrinsvis komme af den engelske blomsterbetegnelse "lilje" og dermed høre til de "blomster"-pigenavne, som vandt frem i anden halvdel af 1800-tallet.

Michael Lerche Nielsen

Supplement pr. 4. marts 2016

Der er kommet flere reaktioner fra læserne på månedens navnespalte om Elvi. Til den kuriøse hører oplysningen om kvinden med det "dobbelte elvernavn" Elfi Alvin.

En god kollega, Liisa Teilgaard, har gravet dybere i navnet Elfi. Selvom Elvi Henriksen er optaget i Dansk Kvindebiografisk Leksikon, bør det nævnes, at faderen ifølge Politiets Registerblade var født i Landskrona, mens moderen var født i New York. Ifølge folketællingen for 1921 boede Elvi i Odense, og hendes navn er dér indført i formen Elvira, ligesom hendes mor også hed Elvira.

Liisa takkes for korrektionen, og hun har helt ret i, at Elvi er en kendt kortform af Elvira/Elviira, og navnet er ret almindeligt i Finland med mere end 12.200 navnebærere ifølge Väestörekisterikeskus/Befolkningsregistercentralen i Finland. I 1929 kom Elvi endog med i den finske navnealmanak (Kustaa Vilkuna: Etunimet. Helsinki 1990, s. 58). Bortset fra forskellen i antallet af navnebærere svarer udbredelsesmønstret godt til det danske, nemlig som et fornavn fra mellemkrigsårene.