Brian

"Storskrydende halvhjerne med hang til fart", "... en der gejler sin bil for voldsomt og gerne viser den frem", "Går i joggingtøj ... med store guldkæder", "Små-aggressiv type der altid er på udkig efter et muligt slagsmål". Fordomme er der nok af, og at navnet Brian generelt forbindes med en utilpasset rod fra de lavere sociale lag, er ikke nogen nyhed. "En Brian" er blevet et fast begreb, som de fleste danskere ved, hvad betyder – blandt andet hjulpet på vej af radiosatiren om "Brian Igen Igen" fra slutningen af 1980'erne.

Tidligere minister Brian Mikkelsen. Billede fra Wikipedia.org.

Hvad er en "Brian-type"?

Det er da også et ret entydigt billede, der tegner sig af folks opfattelse af Brian på diverse online-debatter, viser en Google-søgning. Citaterne øverst i teksten er eksempelvis fra heste-nettet.dk, hvor en bruger har stillet spørgsmålet "Hvad tænker du, når jeg siger en "Brian-type"?" Det har hun fået en masse (relativt enslydende) svar på. Mange af deltagerne i debatten distancerer sig fra "Brian-typer", som de tydeligvis føler sig hævet over, mens andre modsat identificerer sig med typen og med en positiv vinkel beskriver, hvem "en Brian" er for dem: "En der kan lide fart, har en fed bil og forstår at køre den, ja, en som min kæreste.. Det er min mening.."

Selvom mange af debatdeltagerne forbinder navnet med nogenlunde det samme – en person, der går op i biler og fart – er der altså forskel på, om de opfatter disse konnotationer som positive eller negative. I det miljø, som den ene kategori af debattører bevæger sig i, vurderes de karaktertræk, der forbindes med "Brian'er", positivt, mens det åbenbart ikke er tilfældet i de andres miljø. Man kan med den franske sociolog Pierre Bourdieus ord sige, at det at hedde Brian eller at være "en Brian" kan fungere som symbolsk kapital (og give status) i én gruppe eller sammenhæng, men ikke i en anden. Er man mekanikerlærling, kan det således være positivt at hedde Brian, mens der bliver studset over navnet, hvis man bliver minister.

"Med det navn kan man kun overraske positivt"

En minister ved navn Brian har vi for få år siden haft i Danmark. Han hedder Mikkelsen til efternavn og voksede op i et københavnsk højhusbyggeri i 1960'erne og 1970'erne. I et interview til en artikel i Information har han sagt, at det først var, da han blev voksen, "at det blev et "Brian-navn" fra et eller andet slumområde", og at navnet ikke er noget, han tænker over. I samme artikel siger filosof Brian Benjamin Hansen, at han altid har opfattet sit navn som en fordel, da man med det navn kun kan overraske positivt. Altså det modsatte af, hvad for eksempel en Maximillian eller en Augustus har af udgangspunkt, kan man indskyde.

Den tidligere cykelrytter Brian Holm mener dog ifølge en artikel på avisen.dk ikke, at Brian er det letteste navn at bære rundt på: "Det er jo ikke det mest prestigefyldte navn. Det har været op ad bakke," har han sagt. Og på trods af, at der findes mange danske Brian'er med succes og i høje stillinger, opfattes det alligevel i en eller anden grad som exceptionelt.

At offentlige personer med såkaldt lavsociale navne ligefrem bliver opfordret til at skifte navn, kender vi ikke til i Danmark, men anderledes forholder det sig i Norge. Her har en så offentlig person som selveste kronprinsessen et navn – Mette-Marit – som har bragt de norske sind i kog, fordi det opfattes som upassende til et medlem af kongefamilien. Forbindelsen til lavere sociale lag kan altså eksistere for både drenge- og pigenavne.

"Det nye Brian"

Men for at vende tilbage til det oldirske navn Brian, som kom til Danmark med en stor bølge af andre engelske navne efter anden verdenskrig, så er det kun ganske få drengebørn, der har fået det de seneste par årtier. Navnet havde ligesom for eksempel Ronny og Kenneth sin storhedstid blandt nybagte forældre i 1960'erne og 1970'erne.

Den første bølge af engelske navne (heriblandt navne som William og Robert) kom til Danmark i 1800-tallet og var i begyndelsen især knyttet til borgerskabet. Navnene mistede dog ret hurtigt status, og i slutningen af 1800-tallet blev mange af navnene brugt mest i arbejderklassen. Da navnene dermed ikke længere var forbundet med høj social status, blev de uinteressante for de øverste sociale lag. Også den anden bølge af engelske navne, der kom til landet midt i 1900-tallet, knyttede sig især til arbejderklassen.

Da Brian kun spiller en minimal rolle for nutidens navngivere, bliver der naturligvis spekuleret i, hvilke af nutidens populære navne, der kunne være "det nye Brian" – et begreb, som både medierne og deltagere i forskellige debatter på internettet, taler om. For med det image, Brian har fået, vil mange forældre gerne sikre sig, at deres yndlingsnavn ikke ender med samme status.

På dindebat.dk skrev en bruger således (i en tråd som nu er slettet - red.): "Jeg erfarede for nylig at begrebet "det nye Brian" eksisterer ... Hvad tror du, er "det nye Brian"?" I svarene nævnes både navne med engelsk oprindelse, der er populære i dag (som Oliver og Noah), og andre drengenavne, der er på toppen af hitlisterne i disse år (som Victor og Lucas).

Og så tyder flere af svarene på, at forældre bliver stødt over at læse om deres egne børns navne i sådan en sammenhæng. Der er altså stærke følelser forbundet med tanken om, at ens barn via sit navn kan blive stemplet på denne måde. Dog kan man under alle omstændigheder glæde sig over, at de fleste navne bliver populære igen, når tiden er til det – det gælder sikkert også Brian om 50 års tid.

Katrine Kehlet Bechsgaard