Narsarsuaq og Mestersvig – to atypiske grønlandske stednavne

For folk med interesse for stednavne, og ikke mindst stednavne i Grønland, kan det måske ved første øjekast virke påfaldende, at de to grønlandske lokaliteter konsekvent omtales med henholdsvis et grønlandsk og et dansk stednavn.

At begge dele forekommer, bør som sådan ikke undre, idet Grønland indtil 1990 havde et tosproget stednavnesystem, hvor der til hovedparten af landets vigtigste lokaliteter både var et grønlandsk og et dansk navn, f.eks. Nuuk/Godthåb, Qaqortoq/Julianehåb og Kangerlussuaq/Søndre Strømfjord.

Traditionen for grønlandske dobbeltnavne

Den historiske baggrund for dette parallelnavnesystem er, at dansk nok var det officielle administrationssprog i Grønland fra koloniseringen i 1721 og frem til indførelsen af hjemmestyret i 1979, men at den grønlandske befolkning først reelt fik adgang til at lære dansk fra 1950’erne. Den sproglige kommunikation i Grønland foregik derfor længe i to forholdsvis adskilte verdener, hvilket også inkluderede stednavnene.

Det er her også værd at bemærke, at de grønlandske og danske stednavne på samme lokaliteter så godt som aldrig modsvarer hinanden betydningsmæssigt, og der er således ikke tale om indbyrdes oversættelser.

I perioden 1979 til 2009 var både dansk og grønlandsk at regne for officielle sprog i Grønland, hvorefter grønlandsk blev formelt indført som det eneste hovedsprog; i praksis ses dansk dog fortsat anvendt i mange kommunikative sammenhænge. Stednavnemæssigt skete skiftet væk fra dobbeltsproglighed imidlertid allerede i 1990, hvor det blev politisk vedtaget, at dobbeltnavne i den grønlandske administration fremover skulle erstattes af de grønlandske navne alene.

Vejen væk fra grønlandske dobbeltnavne

Hvad der kan være nok så interessant i en dansk sammenhæng, så fastslog det danske folketing ved indførelsen af Grønlands selvstyre i 2009, at hvad der besluttes af det grønlandske stednavnenævn (Nunat Aqqinik Aalajangiisartut), også er gældende for offentlige myndigheder i Danmark. Alle danske offentlige institutioner, herunder eksempelvis Københavns Universitet, er således formelt forpligtet til at anvende de autoriserede grønlandske stednavneformer ved omtaler af lokaliteter i Grønland.

I princippet er ikke-offentlige kommunikatører, såsom medier og den private menigmand, ikke underlagt forordningen, men i praksis er det selvfølgelig mest hensigtsmæssigt, at alle parter ensretter stednavnebrugen, så uklarheder og misforståelser så vidt muligt undgås.

Uanset hvad reglerne påbyder, så kan de "nye" grønlandske stednavne nok godt kræve en vis tilvænning for en del danskere, især for os af den ældre generation, der er vokset op med de danske stednavne og dobbeltnavne-systemet. De fleste har nok efterhånden lært sig, at Grønlands hovedstad ikke længere hedder Godthåb, men Nuuk. Men hvis man er uden nogen nær tilknytning til Grønland i det daglige, hvordan er det så nu lige at Uummannarsuaq, Aasiaat og Ilulissat relaterer sig til de gamle navne Egedesminde, Jakobshavn og Kap Farvel?

Måske derfor har danske medier i det første årti efter selvstyret ofte også bragt de udgåede danske stednavne i parentes efter de grønlandske, når der skulle omtales begivenheder i Grønland for et dansk publikum, men i de senere år er dette blevet stadig sjældnere – formentlig også pga. stigende postkoloniale spændinger i forholdet mellem Danmark og Grønland.

Undtagelserne Narsarsuaq og Mestersvig

Men hvad så med med Narsarsuaq og Mestersvig? Burde lokaliteterne for de nye amerikanske militærbaser da ikke begge omtales på grønlandsk? Eller alternativt – af hensyn til forandringsudfordrede danskere i +50-gruppen – kunne medieomtalerne ikke inkludere begge de gamle danske navne, om ikke andet så i parentes efter de grønlandske navne?

Nej, det kunne man ikke. For lige præcis Narsarsuaq og Mestersvig skiller sig på hver deres måde ud fra mængden ved, at der aldrig har været mere end ét navn på lokaliteten. Eller jo, det har der faktisk, men der har aldrig været noget dansk navn for Narsarsuaq eller noget grønlandsk navn for Mestersvig. Eller endnu mere korrekt formuleret: Narsarsuaq har også altid været det danske navn, ligesom Mestersvig også har været det grønlandske navn.

Navnet Narsarsuaq

Allerede fra begyndelsen af den danske (eller rettere, dengang dansk-norske) koloniadministration af Grønland i 1700-tallet blev det hurtigt praksis, at man i stedet for at skulle finde på danske navne for samtlige bygder, fjorde, bjerge og sletter i det enorme land indsamlede viden om de eksisterende grønlandske navne, og især for naturlokaliteterne blev disse direkte integreret i den danske administration.

Det sydgrønlandske Narsarsuaq var netop sådan en naturlokalitet uden den helt store interesse for danskerne. Navnet betyder "stor slette" og knytter sig meget passende til et større sletteområde mellem fjorden Tunulliarfik (tidl. Skovfjorden og endnu tidl. Eriksfjord) og gletsjeren Kiattuut Sermiat. Stedet kom først rigtigt på landkortet i 1941, da amerikanerne her anlagde en militærlufthavn med henblik på mellemlandinger under 2. Verdenskrig. Amerikanerne kaldte deres lufthavn for Bluie West 1, hvilket refererer til en serie af i alt ni militære Bluie West-anlæg på den grønlandske vestkyst.

Amerikanerne overdrog i 1958 basen til Danmark, der året efter besluttede at fortsætte lufthavnen under det grønlandske navn Narsarsuaq (eller Narssarssuaq frem til den grønlandske retskrivningsreform af 1973). I 2018 blev lufthavnen i øvrigt nedgraderet til helikopterplads.

Navnet Mestersvig

For Mestersvig har manglen på et dobbeltnavn en anden forhistorie. Lokaliteten ligger i den sydligste del af Nordøstgrønland, hvor inuitterne aldrig rigtig etablerede sig, hverken før eller under kolonitiden. Koloniadministrationen fik først for alvor kendskab til denne ugæstfri del af Grønland med en række ekspeditioner så sent som i slutningen af 1800-tallet.

Og faktisk er navnet Mestersvig i sin oprindelse hverken grønlandsk eller dansk, men derimod svensk, idet det blev givet i forbindelse med den "Svenske Grønlandsekspedition" af 1899 under ledelse af den svenske geolog og polarforsker Alfred Gabriel Nathorst. Det var således ham, der navngav fjorden mellem fastlandet og Traill Ø som Kung Oscars fjord efter den daværende kong Oscar II af Sverige, og en lille vig på fastlandssiden af fjorden navngav han Mästers vik, angiveligt efter maskinmesteren på ekspeditionsskibet Antarctica. Hvad maskinmesteren havde gjort for at gøre sig fortjent til denne ære, melder historien ikke noget om.

Da de danske myndigheder blev bekendt med den svenske ekspeditions kortlægning af det dansk-kontrollerede territorium, tog man sig åbenbart ikke broderfolkets navngivningsmæssige friheder mere nært, end at de svenske navne blev indføjet i systemet, om end i en behørig dansk oversættelse til henholdsvis Kong Oscar Fjord (uden genitiv, da det jo vitterligt ikke var svenskekongens fjord) og Mesters Vig.

Da der i 1950’erne blev oprettet minedrift efter bly og zink i et klippelandskab 12 km nordvest for vigen, fik både denne og den tilknyttede flyveplads samt militærbase (under Siriuspatruljen) navnet Mestersvig efter vigen.

Der har således aldrig været registreret noget grønlandsk navn for hverken vigen eller lokaliteten for den danske militærbase (ved den siden 1963 lukkede mine). Det danske navn Mestersvig er derfor blevet videreført af de grønlandske myndigheder, jf. stednavnebekendtgørelsen af 1990, der til hovedreglen om præference for de grønlandske navne ved hidtidige dobbeltnavne tilføjer, at hvor der kun eksisterer udenlandske stednavne på en lokalitet, kan også de autoriseres til grønlandsk (og dermed også dansk) administrationsbrug.

Siden 2009 har det dog fra politisk side været tilstræbt gradvist at erstatte sådanne udenlandske navne med nye grønlandske navnekonstruktioner. Den slags tiltag er i sig selv problematiske i forhold til FN’s anbefalinger om anerkendelse af stednavne i mindretalssprog såvel som for stednavnenes værdi som kulturarvsbærere. Men dertil har det også fra grønlandsk sprogforsknings side udløst udtrykt bekymring om, at de nye forslag til grønlandske stednavne har en tendens til at se stort på traditioner i grønlandsk stednavngivning og i stedet kopiere en kolonial stednavngivningspraksis med opkaldelse efter personer tilhørende den politiske og kulturelle elite, som oftest aldeles uden relation til selve stedet.

Hvorom alt er, så er omnavngivningsbølgen altså endnu ikke nået til Mestersvig, som alle (andre end svenskerne) fortsat kalder Mestersvig.

Hvad den onomastisk interesserede amerikanske præsident så kan have i tankerne af nye spændende navne for sine nyvundne militærbaser i Grønland, må tiden jo vise.

Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen

Emner