Hviderusland og Belarus

Den 18. marts 2021 kunne udenrigsminister Jeppe Kofod meddele på Twitter og andre landsdækkende medier, at det danske udenrigsministerium fremover vil benytte navnet Belarus for det land, som danskerne hidtil har kendt som Hviderusland. Begrundelsen for navneskiftet er, at dette imødekommer et ønske fra den hviderussiske/belarusiske befolkning og skal ses som et symbol på den danske opbakning til de mennesker i landet, der kæmper imod styret under præsident Lukasjenko.

At benytte stednavnevarianter i udenrigspolitik er der som sådan intet nyt i, men i dette tilfælde kan overvejelserne bag initiativet vække undren, idet de to navne – som mange iagttagere på de sociale medier har påpeget – umiddelbart betyder det samme, og ikke mindst da Belarus faktisk er den navneform, som præsidentens styre selv ønsker benyttet internationalt. Dertil vil flere sikkert undre sig over, hvad navnet – eller navnene – egentlig i det hele taget kommer af? Og endelig kan man spørge, om Udenrigsministeriet overhovedet har hjemmel til at ændre andre landes navne på dansk?

Hvideruslands ældste forhistorie

Det landområde, som vi i dag kender som Hviderusland/Belarus, har ført en omtumlet national tilværelse. Området blev tilbage i folkevandringstiden (nærmere bestemt formentlig i 500-tallet) befolket af baltiske og østslaviske stammer, der fra vikingetidens begyndelse i 800-tallet indlemmedes i det store Kiev-russiske rige, muligvis med et iblandet skandinavisk befolkningsislæt. Inden for dette opstod en række mindre fyrstendømmer, bl.a. Polotsk, opkaldt efter hovedbyen i området, hvor efterhånden også det hviderussiske/belarusiske sprog udviklede sig i en selvstændig retning.

Omkring år 1300 blev det lille fyrstendømme indlemmet i det nye storfyrstendømme Litauen, der fra 1500-tallet indgik i personalunion med kongeriget Polen, og det var i denne senmiddelalderlige og tidlig-moderne periode, at den nu omstridte nationalitets­betegnelse opstod om det statslige konglomerats østslaviske folk: Ruthenia Alba, 'de hvide ruthenere/russere'. I 1539 kunne den på vore breddegrader berømte svenske korttegner Olaus Magnus kortfæste og benævne området Russia Alba.

'Rusisk' vs. russisk

At tale om 'russere' og 'russisk' i denne sammenhæng bliver let problematisk, og internationale fagfolk foretrækker da som regel også betegnelsen 'rus' (Engelsk Rusian, i modsætning til Russian), for at skelne fra det nutidige russiske folk, der sammen med ukrainere og hviderussere/belarusere udviklede sig fra et fælles tidlig-middelalderligt 'rusisk' udgangspunkt. En tilsvarende skelnen har imidlertid aldrig rigtig eksisteret på de skandinaviske sprog, bortset fra med tilføjelsen hvide-, og rent sprogligt er grundbetydningen af rus da også den samme.

Både russerne og hviderusserne/belaruserne har siden middelalderen indgået i den ortodokse katolicisme og benyttet kyrilliske bogstaver, hvor Rusia ('rus-folkets land') på gammeløstslavisk (som regel) blev skrevet Рѹ́сь. Mens russerne i øst (dvs. i nutidens Rusland) foretrak en translitteration via det græske Ῥωσία til en latinsk form Rossia, senere Russia, fik hviderusserne, der siden 1500-tallet lå under stadig mere udtalt polsk overherredømme, den polske betegnelse Ruś Biała ('hvide Ruthenia/Rusia'). På hviderussernes eget sprog og skrift var navnet Белая Русь, med translitterationen Biełaja Ruś. Her bør det i øvrigt bemærkes, at denne tids Hviderusland faktisk kun omfattede den østlige del af nutidens stat, mens den vestlige del på polsk hed Ruś Czarna ('sorte Ruthenia/Rusia'); længere mod syd talte polakkerne om Ruś Czerwona ('røde Ruthenia/Rusia') om et område bestående af det vestlige Ukraine og det sydøstlige Polen ('Galicien').

Hvorfor 'hvide-'?

Hvad det egentlig var, der gjorde hviderusserne 'hvide', er uklart. Adskillige forslag har været fremsat, bl.a. at hviderusserne i storfyrstendømmet Litauen i modsætning til 'de sorte russere' mod vest tidligt blev kristne. Andre forklaringer går på en særlig forsmag for hvide klæder, eller at forleddet i virkeligheden udspringer af en anden betydning, f.eks. 'fri' (idet området slap for mongolernes invasion i 1200-tallet) eller 'vest' (som den vestligste af de rusiske folkeslag).

Vi finder nok aldrig ud af det, men senest i senmiddelalderen blev ordet opfattet som farvebetegnelsen 'hvid'. Ifølge Svenska Akademiens Ordbok findes den svenske form 'vitrysk' allerede belagt i 1600-tallet.

Hvideruslands nyere historie

Deres vågnende nationale bevidsthed til trods fortsatte det hviderussiske folk med at blive undertvunget af skiftende fremmede stormagter. I 1795 blev det gamle storfyrstendømme Litauen udskilt fra Polen og i stedet underlagt det russiske imperium, og mens en senere tilsvarende skæbne tilfaldt Finland, hvilket betød øget finsk selvstændighed i forhold til svensketiden, så havde det en omvendt effekt i Hviderusland, der blev udsat for en decideret 'russificering'.

På russisk kaldtes det nyvundne land mod vest først Белору́ссия (Belorussia), men af frygt for nationalistiske opstande forbød zaren i 1840 helt landebetegnelsen Biełaja Ruś, også i den russiske form, således at området herefter officielt hed 'det nordvestlige territorium', og i anden halvdel af 1800-tallet blev det forbudt at undervise på hviderussisk i skolerne eller at trykke tekster på hviderussisk med latinske bogstaver.

Virkningen var, som man kunne vente, en stærkt voksende hviderussisk bevidsthed. Da det russiske zarvælde faldt ved revolutionen i 1917 under første verdenskrig, var Hviderusland under tysk kontrol, og tyskerne tillod året efter hviderusserne at erklære deres egen statsdannelse, Беларуская Народная Рэспубліка (Den Hviderussiske Folkerepublik), der internationalt fik benævnelsen Hviderusland (Weißrussland, Ruthenie Blanche, etc.).

Selvstændigheden varede dog kun til 1919, hvor magten i landet blev overtaget af kommunisterne, og i 1922 valgte styret af den Hviderussiske Socialistiske Republik sammen med en række andre ligesindede republikker under russisk kontrol at danne Sovjetunionen. I sovjettiden fortsatte landet som en delrepublik under navnet Беларуская Савецкая Сацыялістычная Рэспубліка (Belaruskaja Savetskaja Satsyjalistytjnaja Respublika, 'Hviderussiske Sovjet-Socialistiske Republik'), der faktisk optrådte som en selvstændig delstat i FN-sammenhæng.

I daglig dansk tale kendtes landet fortsat som Hviderusland. Mens tilsvarende navneformer anvendtes i Tyskland (Weißrussland), Sverige (Vitryssland) og Norge (Hviterusland, nynorsk Kviterusland), så blev delstaten i den engelsksprogede del af verden kaldt Byelorussian SSR, afledt af den russiske navneform (Белорусская SSR, Belorusskaya SSR).

Hviderusland og dets navn i nutiden

Da Sovjetunionen gik i opløsning i 1991, blev Hviderusland for anden gang i landets historie en selvstændig nationalstat, nu med navnet Рэспубліка Беларусь (Respublika Biełaruś). Mens landenavnet på engelsk og russisk i daglig tale herefter antog formerne Belarus og Белору́ссия (Belorussia), fortsatte man i Tyskland og Skandinavien med i bruge de respektive, historiske Hviderusland-former.

Efterhånden som præsident Lukasjenkos diktatoriske styre, med nære forbindelser til Putins Rusland, har fået øget negativ opmærksomhed i (Vest)europa, er der i flere af vore nabolande også kommet kritik af de her anvendte eksonymer for landets navn. Argumentationen i f.eks. Sverige og Tyskland har været, at da de færreste længere kender og forstår den historiske kobling til den gamle østslaviske folkebetegnelse rus, vil navneformer som Vitryssland og Weißrussland af de fleste blive opfattet som en anerkendelse af landets nære samhørighed med nutidens Rusland – en onomastisk relation, som navneformens genopblussede anvendelse for omkring et århundrede siden netop var rettet på at komme til livs. Det er rimeligvis samme overvejelser, der nu ligger bag den seneste danske beslutning.

I Sverige kom spørgsmålet op i Riksdagen, og Utrikesdepartementet (den svenske pendant til Udenrigsministeriet) kunne den 24. november 2019 officielt forkynde, at man herefter ville anvende det internationale (reelt engelske) eksonym Belarus i stedet for Vitryssland. Det svenske Språkrådet har fulgt trop og anbefaler sammen med det nye navn tillige adjektivet belarusisk og indbyggerbetegnelsen belarusier.

Også i Tyskland har emnet været oppe til livlig debat, bl.a. ført af den i januar 2020 dannede Belarusisch-Deutsche Geschichtskommission. Dennes anbefaling af en afløsning af Weißrussland med Belarus er blevet fulgt af de fleste tyske medier, hvorimod følgeanbefalingen af de tilknyttede betegnelser belarusisch og Belarusen (i stedet for belarussisch og Belarussen) ikke har vundet den store udbredelse, formentlig fordi formen med kun ét -s- strider imod grundlæggende tysk sprogforståelse. I Tyskland har man fra officielt hold valgt en kompromisløsning, hvor Belarus anvendes som landenavn i interstatslige sammenhænge, mens man fortsat benævner landet Weißrussland internt på tysk, herunder på tysksprogede kort.

Hviderusland/Belarus på dansk

Det danske udenrigsministerium fulgte med sin beslutning den 18. marts 2021 således præcis samme linje som deres svenske kollegaer havde implementeret knapt 16 måneder forinden. Tiden vil vise, om Dansk Sprognævn så også vil følge beslutningen op på samme måde som det svenske Språkrådet. For faktisk er det sådan i Danmark, at navne på udenlandske steder, herunder landenavne, i en dansk sprogsammensætning fastlægges af netop Sprognævnet – og ikke eksempelvis Udenrigsministeriet.

Udenlandske stednavne i en dansksproglig sammenhæng er ganske vist ikke underlagt en helt entydig lovgivning på samme måde som danske stednavne, der autoriseres gennem Stednavneudvalget, men ifølge Lov om Dansk Sprognævn § 1 stk. 2,2 skal Sprognævnet bl.a. give vejledning i stavning og udtale af udenlandske stednavne, ligesom alle danske offentlige myndigheder er forpligtet til at følge den stavepraksis, som Sprognævnet har fastlagt i den nyeste udgave af Retskrivningsordbogen. Og her står f.eks. Hviderusland anført som den eneste formelt godkendte staveform af det pågældende lands navn.

Nu kan man jo så hertil anføre, at spørgsmålet her ikke så meget gælder staveformen, men selve navnet, og man kan formode, at Sprognævnet inden længe følger op med en ajourføring af både Retskrivningsordbogen og af listen over officielle landenavne og nationaliteter, således at Belarus som minimum vil optræde som et godkendt alternativ til Hviderusland – hvis da ikke det engelske eksonym helt besluttes at skulle erstatte det gamle danske navn.

Johnny G.G. Jakobsen