3. marts 2022

Fra Kiev og Kijev til Kyjiv og Kyiv

Eksonymer og endonymer

Ukraines hovedstad er af ulykkelige årsager genstand for hele verdens opmærksomhed i disse dage. Dette medfører naturligt en stærkt øget opmærksomhed om skrivningen af byens navn, hvilket imidlertid ikke er helt enkelt – og meget hurtigt bliver en politisk ladet øvelse. Bare på dansk alene optræder formerne Kiev, Kijev, Kyiv og Kyjiv.

Skt Sophia katedralen
Sankt Sophia-katedralen i Kyiv. Eller Kiev, Kijev eller Kyjiv. Eller Kænugarðr – som nordboerne kaldte byen da fundamentet til katedralen blev lagt i begyndelsen af 1000-tallet. Billede fra Wikipedia 

Indtil for nylig var den officielle danske staveform af navnet Kijev, hvilket bl.a. kunne ses på Dansk Sprognævns liste over 'Lande og nationaliteter' (set 01-03-2022). Det er også denne staveform der optræder i 'Den Store Danske Encyklopædi' fra 1994-2001 og i et af de seneste trykte skoleatlasser fra 2016 (Atlas GO - Mellemtrin). Begge de to sidstnævnte steder angives dog også sideformen Kiev, som i mere populære sammenhænge nok er den bedst kendte form i dansk, hvilket vi vender tilbage til.

Både Kijev og Kiev er en transskription til latinske bogstaver af det russiske navn Киев. I tiden under Sovjetunionen var russisk et hovedsprog i Ukraine og ikke mindst i landets hovedstad, så dermed kunne begge de to transskriptionsformer siges direkte at modsvare datidens russiske endonym, altså staveformen på hjemlandets eget hovedsprog.

Identisk i sproghistorisk perspektiv

Efter Ukraines selvstændighed i 1991 blev ukrainsk hovedsproget, også i hovedstaden, og på ukrainsk har bynavnet en lidt anderledes staveform, Київ, hvilket transskriberes enten Kyjiv eller Kyiv. Fra et sproghistorisk perspektiv er ukrainsk Kyjiv og russisk Kijev identiske. De går begge tilbage til en ældre form Kyjevŭ, der er fælles for både senere ukrainsk og russisk.

I såvel ukrainsk som russisk forsvinder den sidste vokal, ŭ. Desuden bliver e (og o, se nedenfor) i ukrainsk til i foran en stavelse der forsvinder, men i fx genitiv, der ender på -a, hedder byen Kyjeva på ukrainsk med bevaret e. I russisk sker der en ændring af vokalen y til i efter k, g og kh.

Et andet interessant lydhistorisk fænomen, som bynavnet Kijev viser, er den fællesslaviske udvikling af o til e efter jKijev indeholder tilhørighedssuffikset -ov. Det er også på grund af den lydudvikling, at det hedder Tjajk-ovskij, men Dostoj-evskij. Når man kender den udvikling, kan man også se, at Kij-ev i virkeligheden har samme suffiks som de ukrainske byer Lv-ov og Khark-ov, her i deres russiske udgaver. Med den førnævnte udvikling af e og o til i i visse positioner i ukrainsk får vi de ukrainske udgaver Lv‑iv og Khark-iv.

Man kan læse mere om navnet Lviv i Mål og Mæle fra oktober 2018 og i dette blogindlæg på nordicsocioonomastics.org.

Langsom indfasning af endonymer

Anerkendelsen af den siden 1991 anderledes stavede endonym-transskription i international sammenhæng er ikke gået så hurtig som de ukrainske myndigheder kunne have ønsket. I Vesten har man længe bibeholdt formerne Kijev og ikke mindst Kiev (der også anvendtes på engelsk og stadig anvendes på fx fransk, spansk og italiensk) som et veletableret eksonym (stednavneform på fremmedsprog, der afviger fra endonymet), uden videre tanke på, om udgangspunktet var russisk eller ukrainsk. På tysk har man endda sit eget eksonym, Kiew, der i 1800-tallet også var den mest udbredte form i Danmark.

Siden 2002 har man fra FN's side gennem United Nations' Group of Experts on Geographical Names (UNGEGN) anbefalet medlemslandene en øget brug af endonymer frem for eksonymer, idet sidstnævnte kunne opfattes kolonialistiske. Det var dog først i forbindelse med Krim-krisen i 2014, at flere europæiske lande blev opmærksomme på sprogforholdet og begyndte at udfase Kijev/Kiev-formerne til fordel for Kyjiv/Kyiv. I den forbindelse kan det nævnes, at faktisk burde Krim også skrives Krym, både hvis man transskriberer fra russisk og fra ukrainsk.

UNGEGN-møde 2011
UNGEGN-møde i Wien 2011. Billede fra Wikipedia

I dansk sammenhæng har man generelt anset Kyjiv for den mest korrekte transskription af det ukrainsk-kyrilliske navn, om end man officielt har fastholdt brugen af transskriptionen Kijev fra russisk. På dagen for den russiske invasion af Ukraine, 25. februar 2022, gik Dansk Sprognævn imidlertid ud og anbefalede formen Kyiv. Skiftet fra Kijev/Kiev til Kyjiv/Kyiv afspejler selvfølgelig et dansk ønske om at støtte Ukraine imod den russiske aggression.

Ingen lydmæssig forskel

Valget af formen Kyiv frem for Kyjiv er knapt så selvklar, men det hænger givetvis sammen med at dette er den mest gængse transskription på engelsk og tillige den der anbefales for engelsk fra ukrainsk side. Endelig stemmer formvalget også ganske godt overens med en tradition i nutidsdansk for at undgå et udtalemæssigt unødigt j efter i eller y og foran en vokal; om katten siger mijav eller miav, gør på dansk ingen lydmæssig forskel. Det er givetvis af samme grund, at man på dansk uden for de officielle leksika og atlasser traditionelt har foretrukket Kiev frem for Kijev.

Hvad angår den danske udtale af navnet på den ukrainske hovedstad, vil vi nok fortsætte med at sige [ˈkief]. Men det er i virkeligheden tættere på den russiske (og polske) udtale af byens navn end på den ukrainske. På ukrainsk udtales byen [ˈkɪjiw], hvor [ɪ] betegner en lyd der minder om e'et i dansk spise, og [w] udtales ligesom sidste lyd i dansk (et) hav.

Uanset hvordan man vælger at stave og udtale bynavnet Kyiv i dag, så stammer det som allerede nævnt fra det gamle østslaviske navn Kыѥвъ, Kyjevŭ, der igen menes afledt af en fællesslavisk sammensætning *Kyjevŭ gordŭ 'Kyis borg', hvor Kyi er navnet på byens legendariske grundlægger. Allerede i vikingetiden fik byen et nordisk eksonym, idet nordboerne ifølge sagaerne kaldte den Kænugarðr 'kyivernes by', en form der stadig indgår i det nutidige islandske eksonym Kænugarður.

Johnny G.G. Jakobsen & Thomas Olander