Zornig

Det højtyske slægtsnavn Zornig optræder for tiden hyppigt i de danske medier, hvilket særligt hænger sammen med den nu afgående formand for Børnerådet Lisbeth Zornig Andersen. Navneforskere kategoriserer dette navn som et spottenavn, idet tillægsordet zornig har en negativt ladet eller nedsættende betydning på højtysk. Zornig Andersen er godt klar over dette forhold, hvilket hun da også spiller på i sin bog "Zornig – vrede er mit mellemnavn".

Tyske og pseudo-tyske spottenavne i Danmark

Slægtsnavnet Zornig er specielt, for det repræsenterer en eksklusiv gruppe af tilnavne dannet af negativt ladede ord. Disse navne kender vi kun i meget begrænset omfang fra dansk. Zornig og andre høj- og nedertyske spottenavne er efter alt at dømme kommet til Danmark med de mange handelsfolk, håndværkere, embedsmænd, lejesoldater o.l., som fra senmiddelalderen og flere århundreder frem indvandrede til Danmark fra Tyskland. Denne fremmede navneskik har man længe været bevidst om i landet.

Om dét vidner en lang dansk litterær tradition for at tildele stereotypiske personer (som oftest 'tyskeren') i dramaer, skønlitteratur, medier m.m. sådanne negativt ladede tyske eller blot tyskklingende navne. Holberg kalder f.eks. hovedpersonen i komedien "Den Stundesløse" (1723) for Vielgeschrey (= megen skrigen). Det passer på denne karakter, idet Vielgeschrey bestandigt råber op om alt det, han skal nå, uden han nogensinde foretager sig noget. I Holbergs "Den pantsatte Bondedreng" (1726) optræder den forgældede Leerbeutel. Som navnet antyder, er hans pengepung helt tom. I P.A. Heibergs "De Vonner og Vanner" (1792) møder vi den tyske charlatan kaptajn von Aberwitz (= vanvid), som kun ønsker at blive gift med urmager Petersens datter Sofie for at kunne tjene penge på hende ved at leje hende ud som elskerinde for en rig baron.

Konstruktionen af negativt ladede tyske eller pseudo-tyske navne er ikke forbeholdt det 18. århundrede. Som nutidige eksempler kan her nævnes kendis-journalisten Carina von Hörensagen samt den evigt vrantne Politiken-hvæser Erling Brokkendorf fra Politikens ATS-spalte. Desuden forekommer der i Manu Sareens "Iqbal Farooq – på Bornholm" (2011) en pølsetysker ved navn Von Zwetllerswein Gehundden. Med historiker Jes Fabricius Møllers så rammende ord passer dette pseudo-tyske "navn, der klinger af både svin og hund, [perfekt til vores] klassiske fjendebillede af 'tyskeren' som sadistisk, prøjsisk, adelig officer". (Indlæg i Kristeligt Dagblad, 3. april 2012)

Frk. Vred, Hr. Ballademager og Fru Ubehag

Der findes flere forskellige typer af spottenavne, f.eks. navne dannet af små sætninger, tillægsord, navneord og biord. Her kan nævnes navne som det nedertyske Mackeprang (= '(jeg) laver oprør/ballade', dvs. en ballademager). Der findes i hvert fald ét eksempel på denne type i en dansk kilde.

Manden Anders Hellekande blev slået ihjel i Malmø i 1552. Han omtales i retsdokumenter både som 'Anders Mattsøn, kaldet Hellekande' – og blot som Anders Hellekande. Tilnavnet Hæld(e)kande (= dranker) er sammensat af udsagnsordet hælde og navneordet kande. Om navnet er en oprindelig dansk dannelse eller et lån fra middelnedertysk, lader sig dårligt afgøre, da de pågældende ord findes på begge sprog. Navnet kan være dannet i analogi til det middelnedertyske navn Störtebeker (= '(jeg) hælder bægeret' , dvs. en dranker).

Et andet nedertysk spottenavn er Hartnack (= 'hård nakke', dvs. et trodsig eller stædigt menneske). Desuden findes navnene Mannteufel (= 'menneskedjævel', dvs. en djævelsk person), Prahl (= en pralende person), Schade (= 'skade, fortræd', dvs. en person som forårsager skade på andre) Schreck (= 'skræk/rædsel', dvs. en skrækindjagende person) og Trenkel (= en dranker).

Særligt navnene Hartnack og Mannteufel er udbredte her i landet. Navnene Strid og Splid, som umiddelbart forekommer at være danske, hører også til gruppen af tyske spottenavne i Danmark, idet begge navne er indlånt fra middelnedertysk i senmiddelalderen.

Desuden har nogle navne negativ betydning pga. det negerende forled un-, som svarer til det danske u-. Navnet Unmack (= 'ubehag', dvs. en hensynsløs person) er et eksempel herpå. Denne type spottenavne eksisterede også i Danmark i middelalderen. I et dokument fra slutningen af af 1450'erne omtales en mand på Lolland som Nielß Vren. Navnet Uren kan dog også være en forvanskning af det danske adelsnavn Urne – mere sikkert er tilnavnet Udyd, tildelt manden Mates Vdydh fra Nykøbing Falster engang i 1490'erne.

Af andre tyske spottenavne kan nævnes Böse (= ond), Grass (= rasende), Grimm (= forbitret eller frygtelig), Trüb (= trist/melankolsk), Quad (= ond/falsk/vred), som svarer til det gammeldanske Beskæ (= 'ond/hård/bitter' af tillægsordet besk).

Middelalderlig direkthed, ironi eller pral?

Det forekommer i dag underligt, at de negativt ladede og nedsættende tilnavne har været alment accepterede, og at særligt de tyske spottenavne har kunnet få status af nedarvede slægtsnavne. Der kan dog gives tre mulige forklaringer på dette forhold, hvoraf den første har med den middelalderlige direkthed at gøre. I middelalderen, hvor spottenavnene opstod, sagde man – i modsætning til i dag – tingene uden omsvøb. En spade var en spade, om man vil. Således kan navne som Scheel (= en skelende person), Stahmer (= en stammer) og Vornefett (= 'fed fortil', dvs. en korpulent person) forklares, idet disse spottenavne giver os direkte information om navnebæreren, men man kan altså kun gisne om, hvorfor sådanne tilnavne med nedsættende information om en helt bestemt person er blevet til slægtsnavne.

En anden forklaring har med ironi at gøre. Man kunne forestille sig, at det negativt ladede tilnavn i nogle tilfælde ikke er blevet forstået konkret – som noget udelukkende nedsættende – men derimod ironisk. Ironisk navngivning kender vi endnu i dag som en del af den uofficielle navneskik i forbindelse med øgenavne, kælenavne o.l. Således kan man undertiden kalde den kraftige for Nålen og den skaldede for Krølle. Lille John fra beretningerne om Robin Hood hed netop Lille, fordi han var så stor.

En tredje forklaringsmulighed kunne have med praleri at gøre, dvs. det forhold, at man fremviser særligt imponerende og ekstraordinære træk ved sig selv eller andre, som trodser samfundets almindelige normer. Menneskedjævelen Mannteufel kunne være kendt for sin fascinerende fandenivoldskhed, mens den tapre ridder kunne være blevet tildelt tilnavnet Hartnack pga. sin styrke og ubøjelighed. På den måde kunne man sige, at spottenavnene i nogle tilfælde antageligt også har været benyttet til identitetskonstruktion og iscenesættelse af sig selv eller andre.

Der er netop tale om selviscenesættelse, når Lisbeth Zornig Andersen vælger at fremdrage sit mellemnavn Zornig, når hun skal karakterisere sig selv i sin bog. At Zornig Andersens mellemnavn rent faktisk ikke er navneordet vrede (ty. Zorn), som det ellers fremgår af bogens titel, men derimod tillægsordet vred/rasende, kan i denne forbindelse komme ud på et.