Wulfila – Lille Ulv eller Store Stygge Ulv?

Da biskop Wulfila (ca. 310-383) lavede sin oversættelse til brug for missionsvirksomhed blandt goterne – som på det tidspunkt holdt tll omkring Donaus udmunding i Sortehavet – havde de ikke en skriftlig tradition, og han måtte til oversættelsen danne en ny skrift, et gotisk alfabet. Det alfabet brugte han til at udfærdige det, som vi kender som Wulfilas bibel, og en senere udgave af den, den berømte sølvbibel, findes på Universitetsbiblioteket i Uppsala.

Wulfilas bibel udgør en af de tidligste kilder med længere sammenhængende tekst, som vi har til de germanske sprog, og i dette tilfælde gotisk, et nu uddødt østgermansk sprog. Den er dermed en uvurderlig kilde til de germanske sprogs historie.

Men hvad med goteren Wulfilas eget navn?

Suffikset -ila i navnet Wulfila er en suffiks-type (bindevokal, -l- og en bøjningsendelse) som i de indoeuropæiske sprog danner en afledning, der er mest kendt som diminutiv. I forbindelse med navne tænker man da på en hypokoristisk funktion, et kælenavn. Derfor kan man se navnet Wulfila i parentes forklaret som 'Little Wolf'/ Lille Ulv.

En stor del af germanske personnavne, som vi kender dem fra de første århundreder af vor tidsregning, er sammensat af to led, og hvert af de to led skulle betegne noget, som på det tidspunkt blev betragtet som godt. Sådanne plus-ord blev – især for drenge – fortrinsvis hentet fra områderne krig/kamp, våben, styrke og magt, men visse dyrebetegnelser (zoonymer) kunne også bruges, hvis dyrene var bjørn, ørn eller andre dyr, der blev tillagt overlegenhed, f.eks. ulv.

Det kan ses, at nogle folkegrupper har haft præferencer – måske bare mode – i særlige navneled. Man må f.eks. regne med en langobardisk afstamning, når en person bærer et navn, der som andet led har -(o)ald eller -bald, et led der kommer af det germanske ord wald, 'vold, magt'. I Italien blev de navne, med en -i-endelse, til familienavne. De mest kendte er nok Garibaldi og Vivaldi, men der er mange flere.

I en lignende navnetype, som blev populær, er det andet led erstattet af et afledningssuffiks, der betegnede et tilhørsforhold til første led. Romerne brugte gerne suffikset -ulus/-a (ældre -ol-) for at aflede et substantiv af et andet substantiv. I navne ses det ikke så hyppigt, men det findes fra ældre tid. Man kan f.eks. tænke på Rom-ulus; i graffiti fra Pompei nævnes også som pigenavn Romula. En Procolus var engang på valg til bystyret i Pompei ifølge en af disse graffiti. Betydningen af procer kan nærmest bestemmes som 'højtstående person, prins', men det skal siges at ordet kun er fundet i andre bøjningsformer i de latinske kilder.

Ikke så nuttet

De flittigste brugere af dette suffiks i navne var goterne, og i de germanske navne var bindevokalen ikke -u- men -i-. Suffikset -ila/-o knyttedes til de førsteled, der blev brugt i de sammensatte navne – altså førsteled om kamp, våben, styrke og farlige dyr – og navnet skabte på den måde forbindelse til et respektindgydende ord for magt. Substantiver med -il-/-ul-suffikser kaldes traditionelt diminutiver, men der var ikke tilsigtet en formindskelse – en diminuering – i navnene.

De navngivne mænd skulle ikke anses for små og søde. Det kan måske gå at tænke på Wulf-ila som 'ulveunge'; det ligger lidt sværere at se det kære i navne som Badv-ila, når badv- har betydningen 'kamp, drab' (i angelsaksisk også oversat til 'slaughter, cruelty').

Navnene skulle sige, at mændene var, om ikke stygge, så repræsentanter for kraft og styrke.

Association til betydningen af de germanske navnekomponenter forsvandt dog allerede, mens -ila-navnene var almindelige. Suffikstypen blev bare til en typisk navnedannelse, især i gotisk men også i germansk navnekultur som helhed. -ila-endelsen kendetegnede et ord som et navn.

Gotiserede hunnere

Sidst i 300-tallet pressede hunnerne sig ind på goterne i området nord-øst for Sortehavet. Professor Omeljan Pritsak giver i en artikel om hunnisk sprog et eksempel på en gotisk omdannelse af et navn, så det passede med forestillingerne om et mandsnavn: Hunnerkongen Attilas onkel, fra hvem han midt i 400-tallet overtog førerskabet af hunnerne, bar – med nogen sandsynlighed – egentlig et navn, der udtaltes Ruga eller Roua. I de latinske og græske kilder fra 5. og 6. årh. kan han med hankønsendelse skrives Roas eller Rougas – men også Rugila. Pritsak regner tilføjelsen af -ila for en 'gotisering'.

Navnet Attila, som ellers på overfladen har samme endelse, forklarer Pritsak til gengæld ikke som gotiseret, men som en 'hunnisk' (Donau-bulgarsk) udvikling af de to led es + til < attil med betydning af 'universel hersker'.

Den gotiske udgave af navnet som Rugila må være fra før Rugilas død 430 og før den gotiske tilvandring til Romerriget i 370'erne. De skriftlige kilder er fra mellem år 440 (Socrates) og 551 (Jordanes).

Kønsforvirring i Italien

Med navnet Rugila, og selvfølgelig ikke mindst navnet Wulfila, kan goternes brug af suffikset -ila/-ilo dateres tilbage til før goterne for alvor etablerede sig inden for romerriget, men fra perioden med gotisk herredømme i Italien (fra omkr. år 490 til 553) viser det sig virkelig, hvor almindelig navnetypen har været. I den tid er det skønnet, at befolkningen på sit højeste har andraget ca. 100.000 personer af gotisk herkomst, men udaf ca. 250 registrede gotiske/germanske navne kan der tælles 50 med en -ila/-ilo endelse.

I det gotiske sprog er -ila hankøn og -ilo hunkøn. Det er den omvendte anvendelse af endelser, der betegner køn, i forhold til det senlatin, der taltes i Italien, og det kan have været noget problematisk i den periode omkring år 500, hvor goterne var talrige i det vestromerske rige. Der ses også hyppigt ombytninger, hvor et germansk navn med o-endelse tydeligt må være navnet på en mandsperson og vice versa. Imidlertid hjælper navnetypen til at se, hvem der har et romersk, og hvem der har et germansk navn, f.eks. ved et noteret ægteskab i år 523 mellem Procula og Brandila. (Forleddet Brand betyder 'skarpt skær', især i forbindelse med æg på våben).

Efter at goterne blev sat fra magten, var der stadig gotisktalende personer tilbage, men ila-navnene levede ikke videre i Italien på samme måde som de langobardiske navne. Til gengæld rykkede navnetraditionen nord på og ses hyppigt i germansksproget område nord for Alperne.

Ikke for alvor slået igennem i Tyskland og England

Professor Ernst Wilhelm Förstemann har i sin Altdeutsches Namenbuch fra 1856 optalt, hvor mange navne med endelsen -ila/o, han anfører, nemlig 498 plus et par tvivlsomme – og så 165 med endelsen -ilan, hvor -n er tilføjet suffikset. Antallet er samlet fra 300- til 1000-tallet, men med få repræsentanter fra de tidligste og seneste århundreder. Tyngdepunktet ligger fra 700–900-tallet, og man må også tage i betragtning, at der har været flest skriftlige kilder fra den periode, f.eks. klostrenes fortegnelser over bl.a. gaver. Navneforekomsterne må fortrinsvis dreje sig om det højtyske område, for fra samme periode kommer Wilhel Schlaug i Die Altsächsischen Personennamen vor dem Jahre 1000 fra 1962 kun frem til 15 navne.

Navnetypen kom åbenbart ikke med til England sammen med anglere og saxere m.fl.; man finder i hvert fald ingen eksempler i de angelsaksiske kilder – ud over en rekonstruktion af Lena Peterson af navnet Hrædel i Beowulf-kvadet, som hun rekonstruerer til *Hróþila. Og her skal man endda huske på, at Beowulf-kvadets handling udspiller sig i det nuværende Danmark, ikke i England.

Tilbage til runeindskrifterne

Typen findes heller ikke blandt de skandinaviske navne, som kendes fra oldnordiske tekster, men i ældre runeindskrifter finder vi dem: Ældst i Danmark er Harkilaz fra Nydamfundet, dateret til ca. år 300. Frohila og Niuwila kendes begge fra brakteater, Wiwila på en fjeldside er fra Veblungsnes i Norge, og Mrla, der menes at stå for Merila, er fra et fund på Gotland. De sidstnævnte fire runenavne dateres til perioden fra midten af 400-tallet til midten af 500-tallet.

Disse personer og deres navne er ikke blevet kendte i eftertiden. Der kan have været flere med et -ila-navn på dansk område i det første årtusinde, men de har ikke fået derers navne gengivet med runer.

Udviklingen af suffikset -ila i substantiver ses at føre til endelsen -el, jfr. f.eks. runeindskrifter med mistil < mistel(ten) som på Gørlev-stenen, og det samme er sket i personnavne, der har levet videre i Tyskland. I den førnævnte Altdeutsches Namenbuch  er der oplistet gamle germanske navne, der er fortsat som familienavne i ny-højtysk. Her kan man bl.a. finde Brandel.

Og hvor det ikke lykkedes -ila/-ilo navnene at sprede sig til den angelsaksiske verden i den tidlige middelalder, kan et navn som Brandel til gengæld tjene som eksempel på hvordan et sådant navn kan sprede sig med moderne international handel. Stifteren bag den biomedicinske udstyrsfabrikant Brandel er så sandsynligvis af tysk afstamning.

Kirsten Persson

Emner