Tastris – så Plinius lyset ved Skagen?

Det er først langt oppe i historien at man i Danmark er begyndt at skrive med blæk på papir eller pergament. Det ældste dokument med en sammenhængende tekst af dansk oprindelse som vi kender, er Knud den Helliges gavebrev fra år 1085 som vel at mærke er skrevet på latin – og vi kender det kun i senere afskrift.

Før den tid hvor den latinske skriftkultur kom til Danmark, kender vi i det store og hele kun til at beboerne i det kommende Danmark skrev med runer. Og mens der i de tidlige runeindskrifter kan findes en del personnavne, står det en del værre til med stednavnene.

Salen og stenen ved Salløv

Det stednavn vi tidligst har overleveret på skrift på dansk grund, er Salløv – som vi finder på Snoldelevstenen. Stenen kan dateres til en gang mellem år 700 og 800 på baggrund af sprogets og runernes former, og i translitteration efter stenens runer står der ą salHauku(M).

Forleddet i navnet salHauku(M) er ordet sal. Navneelementet sal er interessant som stednavneled fordi det formentlig sigter til en hal af den type som er arkæologisk afdækket på steder hvor stormænd holdt til.

Af endelsen -um kan man se at efterleddet er en flertalsform i dativ af det ældre runedanske ord haugaR 'høj' der som navneled i ældre stednavne ofte knyttes til betydningen 'gravhøj'. Navnets dativform skyldes det lille forholdsord ą 'på', som står foran navnet.

Navnet betyder '(grav)højene ved salen', og den ganske lille landsby Salløv syd for Roskilde kan altså bryste sig af at bære det stednavn som tidligst er dokumenteret på dansk jord!

Men det var romerne der kom først

Vi skal dog ikke mindre end 7-800 år længere tilbage i tiden før vi finder de første eksempler på at stednavne fra det kommende danske område er blevet skrevet ned. Omkring år 43-44 e.v.t. skriver den romerske geograf Pomponius Mela i sin De Chorographia om Sinus Codanus som synes at kunne identificeres med (i hvert fald en del af) Østersøen.

I denne bugt findes flere øer, blandt andet de syv Haemodae, hvoraf Codanovia er den største. Øerne kan være svære at identificere, men han nævner også øen Scadinavia som må kunne identificeres med (i hvert fald den sydlige del af) den skandinaviske halvø.

Pomponius Mela havde næppe selv været i nærheden af Østersøen, men omtrent samtidig med at De Chorographia blev skrevet, tjente den romerske historiker Plinius den Ældre i sin ungdom som officer i Germanien, og på et tidspunkt omkring år 50 e.v.t. deltog han i en ekspedition som synes at have ført ham omkring den jyske halvø.

Denne halvø nævner han omkring 20 år senere i sin Naturalis Historia som promontorium Cimbrorum, altså den kimbriske halvø. Kimbrerne kender vi fra romerske beretninger helt tilbage fra 113 f.v.t. hvor de som folkeslag kom i krig med Rom, men om den – formodentlig – germanske stamme stadig beboede Jylland på den tid, er usikkert. Det kan også forekomme usandsynligt at de skulle have benævnt halvøen med noget der lignede Plinius' latinske navn, men ikke desto mindre kan forleddet i navnet Himmerland meget vel have med kimbrerne at gøre, så det kan ikke udelukkes.

Plinius og lyset ved Skagen

Plinius nævner dog også en del andre stednavne som med stor sandsynlighed kan være af lokal oprindelse. Mange af dem kan være vældig vanskelige at lokalisere ud fra beskrivelsen, såsom Saevo-bjerget (Mons Saevo), øerne Aeningia og Latris og bugterne Cylipenus og Lagnus, mens Scatinavia og Sinus Codanus, ligesom hos Pomponius Mela, synes at kunne identificeres nogenlunde sikkert.

Et særligt interessant navn stikker dog ud, eftersom Plinius beretter at hvor den kimbriske halvø strækker sig ud i havet, kaldes det Tastris. Dette kan dårligt være andet end en gengivelse af et lokalt navn for Jyllands nordspids eller Skagen.

Det nordligste punkt i det nuværende Danmark kan altså også siges at være det tidligste vi kender et egentligt navn på! Men uanset om vi regner med at det faktisk er et lokalt stednavn, følger der desværre ikke en sproglig forklaring med Plinius' tekst, og både oprindelsen og betydningen af navnet er gådefuldt – ligesom vi kan konstatere at det i hvert fald er gået af brug før den tid hvor de lokale selv begyndte at skrive stednavne ned.

Bo Nissen Knudsen