Tallinn – eller hvor det nu var henne at Dannebrog faldt ned...

Lad det ligge at ingen af de samtidige kilder til det historiske slag nævner denne opsigtsvækkende begivenhed med ét ord, og at dette danske nationalsagn først er skriftligt overleveret i 1520'erne. Fokus for denne klumme er således ikke om Dannebrog faldt ned, men derimod hvor det i givet fald skete – eller rettere: Hvad hedder i grunden det sted hvor denne for dansk nationalitetshistorie så skelsættende hændelse fandt sted?

Da de to danske historieskrivere Christiern Pedersen og Peder Olsen i 1520'erne begge gengav en ældre beretning om slaget og flaget, mente de faktisk at det allerede faldt ned i 1208 i forbindelse med et dansk korstog til det sydlige Estland, hvor slaget angiveligt fandt sted i Fellin (Viljandi). Den historisk bevidste og kildekritiske franciskanermunk Peder Olsen noterede dog også at kildens oplysninger vist måtte være forkerte, og at episoden snarere skulle knyttes til et slag på den estiske nordkyst i 1219, dér hvor byen Tallinn ligger i dag. Denne korrigerende viden havde munken formodentlig fra den livlandske krønike, som en tysk missionærpræst fra Riga, Henrik af Letland, skrev relativt kort efter det berømte slag, dog uden at nævne noget nedfaldent dansk flag.

Selv hvis vi ser bort fra historien om Dannebrog, så er det faktisk først inden for de senere år at historikere og arkæologer begynder at kunne klarlægge den geografiske skueplads for det slag, hvortil beretningen om flaget senere synes knyttet. Det var ikke nogen tilfældighed, at det skete dér, hvor det gjorde.

En god naturhavn med to gode høje

Den danske flåde havde faktisk været i det nordlige Estland tretten år tidligere, og man var derfor udmærket bekendt med, at dette var den bedste naturhavn på den estiske nordkyst, hvor floden Härjapea løber ud i Tallinn-bugten, som en oplagt anløbsplads på søvejen fra Østersøen ind gennem Finske Bugt til Novgorod. Umiddelbart vest for flodens udløb lå endda et iøjnefaldende pejlemærke i form af et markant højdedrag, Toompea, hvor stejle skråninger førte op til et ovalt klippeplateau hævet mere end 40 m over det omgivende flade kystmarskland. Nye arkæologiske undersøgelser har godtgjort at esterne her selv havde anlagt en sæsonmarkedsplads et par hundrede meter syd for den middelalderlige bydannelse.

En estisk borg som Henrik af Letland omtaler, har snarest ligget på et lidt lavere og mere tilgængeligt højdedrag, Tõnismägi, der dengang lå lidt syd for Toompea, men i dag i vidt omfang er gravet væk. Den store danske flåde har efter alt at dømme lagt til i vigen uden for den ganske lille estiske havn, og hærenhederne har slået lejr forskellige steder rundt omkring vigen, dog formentlig med hovedlejren placeret på østsiden af Toompea, og dermed netop dér hvor Tallinns middelalderlige 'lavby' senere anlagdes i løbet af 1200-tallet.

Og det er sandsynligvis også just hér slaget fandt sted om aftenen den 15. juni 1219, da de estiske styrker uventet angreb danskernes lejr. For den lokalgeografiske forståelses skyld kan det være på sin plads at forklare at den gamle estiske træborg på Tõnismägi formentlig var ubemandet ved danskernes ankomst, og at danskerne i stedet for at overtage denne valgte at opføre en ny borg på toppen af Toompea, der indtil da kan have fungeret som estisk kultsted – og at det i øvrigt måske i virkeligheden netop var dette byggeri, der provokerede de hedenske estere til angrebet. Det var denne nye borg, som ærkebiskop Anders Sunesen fik færdiggjort i de følgende par år, der af krønikeskriveren Henrik fik den latinske betegnelse castrum Danorum, 'danskernes borg', hvilket på estisk kan oversættes til taani-linn og dermed have ført til navnet Tallinn.

Måske snarere noget med vinter eller huse

Sprogligt er denne lydudvikling dog ikke helt problemløs, og der findes da også flere alternative tolkningsforslag til navnet, såsom talli-linna, 'vinterbyen'; og talu-linna, 'husbyen'. Snart efter afløstes den første danske træborg af et større tysk stenborgsbyggeri som danskerne efterfølgende overtog, og også en domkirke anlagdes i 1220'erne på Toompea – hvilket i øvrigt også er forklaringen på højdedragets navn, der er en estisk oversættelse af det tyske navn Domberg (oprindeligt hed klippen formentlig Härjapea, ligesom floden). I midten af 1200-tallet anlagdes efterhånden en ny handelsby neden for Toompea, øst og nordøst for klippen, der snart helt afløste den gamle estiske bebyggelse ved Tõnismägi, og de to nye bydele dannede tilsammen senmiddelalderens muromkransede høj- og lavby, som vi i dag kender som Tallinn.

Men hvis det nutidige bynavn Tallinn, som traditionelt hævdet, qua sin etymologi først kan knyttes til stedet efter opførelsen af den danske borg på Toompea fra årene 1219-1222, hvad hed så stedet inden da – og dermed også på det tidspunkt da Dannebrog angiveligt faldt ned? Ifølge Henrik af Letland kaldtes stedet Lyndanise. Præcis hvad dette navn var knyttet til, er ikke helt klart, men det har vel snarest enten været den gamle estiske borg, markedspladsen ved Tõnismägi eller hele landområdet omkring vigen.

Betydningen af navnet er yderst usikker. Ét forslag lyder på et oprindeligt estisk *Litnanasen, der kan have betydet noget i retning af 'stedet med byen', mens andre vil koble navnet til en estisk gudinde Linda, hvis kultsted måske i så fald kan have været på Toompea. I skandinaviske øren kom navnet til at lyde som Lindenæs, mens finnerne nord for bugten kendte stedet som Kesoniemi, og begge synes at referere til vigens næslignende karakter med de to sammenhængende højdedrag Toompea og Tõnismägi. Ifølge munken Peder Olsen hed scenen for slaget i 1219 derimod Reval, og også andre tidlige kilder fra før 1219 kender til dette navn for stedet, der i øvrigt også efterfølgende blev det almindeligt kendte navn på middelalderstaden ved Toompea.

Bynavnet Reval knytter sig uden tvivl til et ældre navn på hele det tilstødende bagland, Rävala, omtrent svarende til det nutidige amt Harjumaa. Reval forblev i øvrigt det officielle navn på byen indtil 1918, hvor den med Estlands selvstændighed skiftede navn til først Tallinna og siden Tallinn – en estisk navneform der faktisk først er skriftligt overleveret så sent som i 1536, men rimeligvis også længe inden da har været brugt af esterne selv. Formen Tallin, med kun et /n/, er russisk [Таллин], og stammer således fra tiden under Sovjetunionen (1940-1991).

Så konklusionen er vel nærmest at det er lidt op til den enkelte om man synes at Dannebrog faldt ned ved Lyndanise, Reval eller Tallinn, der ret beset er tre navne for samme sted. Med mindre man da hører til dem der mener at 800-årsjubilæet er fuldkommen forkert placeret i både tid og sted, idet vort flag retteligt faldt ned i Fellin/Viljandi i år 1208...

Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen