1. november 2020

Stockholm – bynavnet i 'Det Stockholmske Blodbad'

Månedens navn

Den 8.-9. november 1520 lod Christian II mere end 80 højtstående svenskere henrette på Stortorget i Stockholm. I anledning af den snarlige 500-årsdag tager Månedens Navn et smut til broderlandets hovedstad for at se nærmere på byens navn.

Den voldsomme handling i Stockholm havde til formål at knuse fremtidige svenske oprørstanker imod Kalmarunionen, men fik om noget den modsatte effekt, idet Gustav Vasa, der var søn af en af de henrettede, allerede året efter førte Sverige til endelig selvstændighed fra de danske unionskonger.

Episoden, der regnes for den mest skelsættende begivenhed i Nordens politiske historie, har i eftertiden fået betegnelsen 'Det Stockholmske Blodbad'. Den blodige affære og dens baggrund, udførelse og konsekvenser er blevet behandlet på kryds og tværs mange andre steder. Her vil vi nøjes med at se nærmere på bynavnet, der lagde scene og navn til begivenheden: Stockholm. For selvom navnets betydning er mindre blodig, så er heller ikke dén helt enkel at udrede.

Kendt fra 1200-tallet

Birger Jarls værnebrev
I 1252 udstedte Birger Jarl et værnebrev for Fogdö Kloster, hvilket han ifølge brevets egen datering gjorde i eller på 'Stokholm'. Dette er den ældste bevarede omtale af byen og navnet, der efter alt at dømme heller ikke er meget ældre. Riksarkivet, Stockholm.

Den svenske hovedstads navn er belagt første gang i et dokument fra 1252 som Stokholm. I senere tider har skriveformen varieret lidt mellem formerne Stokholm, Stocholm og den i nutiden gældende Stockholm.

Umiddelbart kan navnet synes ganske enkelt at dechifrere, eftersom det tydeligvis er en toleddet sammensætning af forleddet stock og efterleddet holm. Efterleddet volder heller ikke de store sproglige tolkningsvanskeligheder, idet der uden tvivl er tale om det også fra danske stednavne velkendte substantiv holm (fornsvensk holmber, gammeldansk holm), der som udgangspunkt betegner opragende terrænformationer, først og fremmest i betydningen 'lille ø'.

Med byen Stockholms placering på en lille ø i skærgårdsindsejlingen til Mälaren virker navnevalget da også logisk nok. Men så kommer den enkle del af Stockholms navnetolkning også til sin ende. For den holm, som den ældste kerne af byen Stockholm ligger på, hedder ikke Stockholm, men derimod Stadsholmen ('byholmen'). Nu kunne dette jo forklares med, at sidstnævnte kunne være et senere navn, indført efter bydannelsen, men navnehistorisk er det nu alligevel lidt sært, hvis den navngivende holm selv skulle have skiftet navn, mens dens navn levede videre på bebyggelsen. Det er da også blevet foreslået, at byen faktisk er opkaldt efter en af de andre småøer i farvandet nord for Stadsholmen, f.eks. den som endnu i 1500-tallet bar navnene Stockholm og Lilla Stockholm.

Kort over Stockholm fra 1600-tallet
Udsnit af et af de ældste bevarede kort over Stockholm og omegn, der er dateret til 1640-42. Stadsholmen i midten af kortet husede middelalderbyen, hvortil bydelene Norrmalm og Södermalm på fastlandet henholdsvis nord og syd for Stadsholmen senere sluttede sig. Kungliga Biblioteket, Stockholm, gengivet via Wikipedia.

Over stok og træ

Den virkelige udfordring med hensyn til Stockholms navn gælder dog forleddet. Også her lader ordet sig forholdsvis let og sikkert bestemme som substantivet stock (fornsvensk stokker, gammeldansk stok), men ordet kunne i middelalderen betegne en del forskellige genstande, der primært havde det til fælles, at de alle var konstrueret af træ.

Ordet stok, der på dansk fortsat anvendes i ordene 'tømmerstok' og 'gabestok', samt i simplex-form som støtteredskab for gangbesværede, indgår tillige i mangfoldige danske stednavne, især på mindre naturlokaliteter, hvor betydningen hyppigst er tolket som 'gangbræt over vandløb'. I nogle navne er det også tolket som 'tømmerstok, bjælke' og på Bornholm som 'pengeblok i kirke til indsamling af almisser', mens en nyere dansk tolkning går på, at stokke i stednavne kan betegne en bevoksning af tynde træer velegnede til forarbejdning af tømmerstokke.

De svenske tolkningsforslag for hovedstadsnavnets betydning minder til dels om de danske. En kilde fra 1600-tallet vil vide, at indbyggere i Sigtuna og Birka samlede penge i en 'stok' (jf. den bornholmske tolkning), der skulle bruges til at finde et passende sted for en ny hovedstad. Andre forslag går bl.a. på 'gangbro bygget af tømmerstokke', 'grænsepæle', 'pæle anvendt til dyrefælder' og 'træstubbe'. En mere alternativ tolkning går på, at havvandet i strømmene omkring holmene har 'stokket sig', dvs. opført sig særlig uroligt pga. sammenpresning.

En af de mest udbredte tolkninger har været, at ordet refererer til et forsvarsværk af tømmerstokke, der vides at have omgivet holmen og byen i 1500-tallet – men her er problemet, at denne palisade næppe eksisterede, da navnet blev dannet i 1200-tallet. Så er det mere tænkeligt, at 'stokkene' allerede fra begyndelsen kunne henvise til maritime pælespærringer i Norrström nord for Stockholm. Svenske navneforskere synes i dag mest at hælde til enten denne sidstnævnte militære tolkning eller til en anden maritim konstruktion, nemlig 'ålstockar' og 'fiskestockar', der på svensk betegner ældre anlæg til brug for fiskeri.

Hvis Stockholms navn, som nu traditionelt antaget, skal tolkes som 'den med forsvarspæle beskyttede lille ø', så kan man dels konstatere, at 'stokkene' altså ikke var i stand til at holde unionskongen Christian II ude af staden eller frelse rigets øverste fra blodbadet i 1520. Og dertil at byens turistadministration i nyere tid har givet det noget ugæstfri navn selskab af et mere indbydende kælenavn – 'Nordens Venedig' – for at tiltrække gæster udefra til Stockholm. Måske endda selv jubilæumsgæster fra Danmark...

Johnny G.G. Jakobsen