Stikhokken – en pind til den manglende ligkiste

Hvis man går sig en tur i Hydeskov på Lolland, mellem Sakskøbing og Nykøbing, vil man formentlig på et tidspunkt støde på en vældig stor bunke grene. Omkring 2-3 m høj og 13-20 m lang (det veksler), placeret langs skovstien, tæt ved hvor denne krydser Sakskøbing Å. Grenbunken bærer navnet Stikhokken, og det er et yderst betegnende navn, for en stikhokke er nemlig lige præcis, hvad den er.

Nu behøver man ikke at fortvivle, hvis man ikke ved, hvad en stikhokke er. Det afslører nok bare at man ikke kommer fra Lolland eller Falster – og hvis man gør, men stadig ikke fatter ordet, så er man nok bare af yngre dato. Stikhokke er således et appellativ sammensat af det almendanske substantiv stik 'gren, kvist, pind, lille aflangt skåret stykke træ' og det dialektale substantiv hokke 'bunke, dynge, stabel'.

Dialektordet hokke har haft sin udbredelse på øerne Falster og Lolland, hvor det i ældre sprogbrug anvendtes om menneskeligt frembragte bunker, dynger eller stabler af f.eks. jord, sten, brænde og gødning (jf. en møghokke). Ordet knytter sig også til den sukkerroedyrkning som er udbredt på samme øer, således at de bunker af optagne roer, der på dansk alment betegnes en roekule, hernede i ældre tid også kaldtes en roehokke. Ja faktisk kunne det ligefrem indgå som et afledt verbum, således at arbejdet med at frembringe sådanne bunker kaldtes "at hokke roer" (se Lollandsk Ordbog spalte 202 og Ømålsordbogen bind 7 s. 311).

Men tilbage til stikhokken. Selvom betegnelsen er dialektal, så er skikken med at samle grene i ekstraordinært store bunker ikke noget specielt lolland-falstersk fænomen. Andre steder i landet har det blot været betegnet anderledes, typisk som en stikhob. I museumsmæssig sammenhæng betegnes fænomenet som et grenkast. Og med denne museale inddragelse antydes så også, at en stikhokke (eller en stikhob eller et grenkast) ikke bare er en eller anden ordinær forstforvaltningsmæssig praksis, men derimod drejer sig om et specielt kulturhistorisk fænomen af ældre dato.

Stikhokken i Hydeskov

Stikhokken i Hydeskov er med sikkerhed mere end hundrede år gammel, måske endda flere århundreder. Materialet i den nuværende stikhokke er naturligvis ikke så gammelt, eftersom trævævet i de enkelte og forholdsvis tynde grene nedbrydes og formuldes i løbet af en håndfuld år, men det særlige ved en stikhokke eller stikhob er, at der vedvarende lægges nye grene ovenpå, og at dette er blevet gjort igennem generationer. Men af hvem og hvorfor?

Som det ofte er med lokalt forankret viden, så findes der også her flere varianter af historien om baggrunden for Stikhokken i Hydeskov, men kernen er dog overvejende den samme:

For mange år tilbage regerede der i Hydeskov en særlig berygtet skovfoged, ansat på den nærliggende herregård Krenkerup, som Hydeskov hørte under. Skovfogedens navn kendes ikke, og tidspunktet reelt heller ikke, selvom nogle beretninger henlægger hændelsen til midten af 1700-tallet, mens andre fører den yderligere hundrede år tilbage. Hvorom alt er, så pågreb skovfogeden en dag en krybskytte, men anholdelsen endte med, at krybskytten fik slået skovfogeden ihjel og herefter stak af. Og da lokalbefolkningen opdagede ugerningen, nærede de tydeligvis større sympati for drabsmanden end for den myrdede skovfoged, hvorfor de skjulte liget ved at dække det til med grene. Og som tiden gik og grenene formuldede, lagde egnens folk vedvarende en ny 'stik' på, hver gang man gik forbi drabsstedet.

Skovfogeden tog imidlertid sin hævn ved at blive til et ondsindet spøgelse, der gennem år og dag har fået talrige gæster til at fare vild i skoven, men man kan heldigvis værne sig imod denne vildfarelse ved at holde traditionen i hævd og lægge en gren på hans grav, når man passerer Stikhokken.

Skovfogeden i Hydeskov kan måske trøste sig med, at han langt fra er den eneste, der har lidt en sådan krank skæbne og er endt sine dage i uindviet jord under en bunke grene. I ældre tider kendes til adskillige tilsvarende grenbunker rundt om i Danmark, især i Østjylland og Vendsyssel, men her som sagt under betegnelsen stikhob. Men på et eller andet tidspunkt har man ved alle de øvrige stikhobe opgivet skikken, og så vidt vides er Stikhokken i Hydeskov på Lolland den eneste tilbageblevne af sin slags – uanset om man foretrækker betegnelsen 'stikhob' eller den særlige lollandske betegnelse 'stikhokke'.

Kilder til Stikhokkens historie og eksistens

Ud over således at benævne en kulturhistorisk kuriositet og raritet som fænomen hører Stikhokken også til en særlig udsat gruppe af stednavne, som er knyttet til små naturlokaliteter uden relation til hverken bebyggelse, det opdyrkede agerlandskab eller kystlinjen. I onomastisk sammenhæng lider navne på denne type af lokaliteter under fare for at falde igennem stednavneforskningens arkivalske sikkerhedsnet uden nogensinde at blive registreret gennem de kilder, vi traditionelt gennemsøger for nutidige og historiske stednavne.

Det er da også betegnende, at navnet Stikhokken hverken optræder i bogudgivelsen Danmarks Stednavne 11: Maribo Amts Stednavne, i onlinedatabasen danmarksstednavne.dk eller med en eneste registrering i øvrigt hos Arkiv for Navneforskning. En supplerende søgning på navne i databasen, hvori ordet stikhob måtte indgå, giver heller ingen træf.

En ekstraordinær søgning af andre kildegrupper kan imidlertid godtgøre, at Stikhokken i Hydeskov tilsyneladende har sin ældste dokumenterede omtale i Lolland-Falsters Tidende den 10. august 1911. I Nationalmuseets Arkiver omtales den ved navn i en museal beskrivelse fra 1926 (jf. databasen Fund og Fortidsminder), og samme år blev den lollandske stikhokkes historie beskrevet i en artikel i Jyllands-Posten den 6. januar.

Også August F. Schmidt og Thorkild Gravlund omtalte Stikhokken (dog uden noget sagn) i henholdsvis 1929 (s. 48) og 1936 (s. 170). I lokalhistorisk regi gav Johannes Pjengaard Stikhokken en grundig behandling i en artikel i Lolland-Falsters Historiske Samfunds Årbog i 1962, og i nyere tid er den mere eller mindre samme historie blevet gengivet flere steder, bl.a. Foersom & Knudsen (2021 s. 82-83).

Til trods herfor optræder Stikhokken fortsat ikke på nogen officielle kort, hvilket den heller aldrig tidligere har gjort, således f.eks. hverken på det høje målebordsblad fra 1890'erne, på udskiftningskortet fra 1790'erne eller på konceptkortet til Videnskabernes Selskabs Kort fra 1780'erne. Ifølge Foersom skulle navnet være at finde på "et gammelt skovkort", der desværre ikke identificeres nærmere, men måske kan referere til et ældre (siden tabt?) kort i Krenkerup godsarkivs besiddelse.

Stikhokkens mulige alder

Hvad Stikhokkens reelle alder angår, så omtales den allerede i de første beskrivelser fra 1911 og 1926 som særdeles gammel. Pjengaard kunne i 1962 desuden berette, at han havde en stor del af sin viden fra den lokale skovfoged Radby, og ifølge denne havde Stikhokken i hvert fald ligget der i hele hans embedstid, der strakte sig fra 1906 til 1945. Men faktisk må den gå endnu længere tilbage, for Radbys forgænger i embedet, skovrider Bornebusch, havde før 1929 fortalt August Schmidts meddeler, at hokken havde også havde eksisteret i de 55 år, som han kunne huske tilbage.

Så Stikhokken er altså som minimum 150 år gammel. Men i princippet er der faktisk ikke noget til hinder for, at den også ligefrem kan være endnu ældre end Krenkerups skovfogedembede, for som det synes, har der været skov på stedet så længe som man overhovedet ved af, og tilsvarende grenbunker, stenkast og varder med mere er et universelt fænomen, især ved vadesteder, så langt tilbage i tiden, som mennesker har været tilstede. Historien om den myrdede skovfoged kan dermed være blevet tilknyttet en oldgammel stikhokke i senere tiders forsøg på at forklare dens eksistens.

Rod i stikhokkerne?

Faktisk er det sågar muligt, at fortællingen om den myrdede skovfoged beror på en forveksling med en anden stikhokke i lokalområdet. For mens August Schmidt i sin optegnelse fra 1929 over den slags fænomener i Danmark ikke kendte til nogen baggrundshistorie for hokken i Hydeskov, så gjaldt det næste punkt på listen en tilsvarende stikhokke på den nærliggende Flintinge Mark i nabosognet Toreby, hvor en mand var blevet slået ihjel, og hvor folk kastede stikke på stedet for at undgå at falde i ulykke (Schmidt 1929 s. 48 (nr. 11)).

Omvendt udelukker den ene stikhokkeforklaring jo sådan set heller ikke den anden, så lad os bare holde fast i dem begge.

Den mulige stikhokke på Flintinge Mark er forlængst forsvundet. Tiden må vise, om der stadig findes en stikhokke i Hydeskov om yderligere 150 år. Men jo mere historien om den fortælles, desto større er vel også chancen for at fænomenet og navnet lever videre. Så husk at kaste en stik på Stikhokken næste gang du går en tur i Hydeskov. Og da ikke mindst hvis du gerne vil finde ud af skoven igen...

Johnny G.G. Jakobsen

Emner