Stig – et navn med importeret prestige

Navnet Stig bæres i 2022 ifølge Danmarks Statistik af 4.689 personer som drengefornavn og desuden af 115 som efternavn.

Betydningen af navnet kan ses foreslået som det oldnordiske ord stigr, svarende til nudansk sti (vej), og herfra tolkes så til 'vandringsmand'.

Stig er imidlertid ikke at finde som navn eller navnekomponent i det germanske navnegods, som kendes fra før middelalderen. Det er først fundet nævnt i Danmark fra 1100-tallet, og omkring denne tid har association til stier været lidt uheldig, idet en stimand = 'den, der vandrede på stierne' var ensbetydende med en lovløs person – en fredløs, en røver.

Stig Andersen (Hvide), bedst kendt som Marsk Stig, er den mest kendte af de mænd, der blev dømt skyldige i mordet på kong Erik Klipping i 1286, og han blev godt nok dømt fredløs, men sit fornavn havde han jo fået inden dommen. Med i gruppen, der efter kongemordet søgte tilflugt i Norge, var en anden Stig, nævnt som ridder Stig Nielsen. Begge må have tilhørt den betydningsfulde Skjalmslægt, også kendt som Hvideslægten.

Mens slægtsnavnet Hvide først kom i brug i slægten selv i slutningen af middelalderen, var fornavnet Stig allerede udbredt i den gren af slægten, som er efterkommere af høvdingen Stig Tokesen (Hvide) († 1151), den første Stig vi kender fra Danmark. Denne Stig menes at have været Skjalm Hvides sønnesøn. I den kreds, der her er tale om, har man næppe valgt et fornavn, der havde negative konnotationer, tværtimod. Hvad det i stedet var, der skulle tænkes på, får man den første idé om ved at se på det engelske ord Steward.

Den engelske svinedreng

På engelsk findes ordet steward i nutiden både som en stillingsbetegnelse og en titel men også som et navn. Stillingen findes på oldengelsk skrevet som stigweard, som bliver til stiward. Anden del af ordet er som det nutidige engelsk warden, på dansk 'en, der vogter noget'. Det, der her skal vogtes, er så en stig > sti, og det ord svarer til dansk sti i svine-sti. At stillingsbetegnelsen faktisk (også) henviste til grisepasning, fremgår af skriftlige kilder, men man vil hurtigt komme til at undre sig over, hvor glade briterne må have været for deres grise. Da kong Eadred, som dør i 955, skriver testamente, er hver Stigweard (der var flere) påfaldende godt betænkt, kun overgået af kirkens mest betydende mænd.

Den anden sti, der skal vogtes, kan man så se forklaret som engelsk 'hall', nærmest oversætteligt med 'herresæde'. Det, som er fælles for svinestier og herresæder, er ønsket om at hindre uønsket passage ud eller ind. Til det formål lavede man en stīg, nemlig en pælekonstruktion.

Stikke og pæl

I skandinaviske stednavne findes -stig- eller -steg- som forled eller efterled i tilfælde, hvor der formodes eller absolut kendes til en afspærring af mere permanent karakter, altså der, hvor man ville forsvare en lokalitet, ofte ved kysterne. Eksempler fra Danmark kan ses i databasen Danmarks Stednavne.

De ældste pælespærringer i vand kan som oftest dateres til omkring år 900 ifølge dendrokronologiske undersøgelser foranstaltet af svenske Anders Högmer, som er specialist inden for netop dette emne. Der var imidlertid ofte brug for fornyelse af pælene, især når området blev mere prominent og voksede fra blot at være en by eller stormandsbebyggelse til også at rumme en borg.

At der på dansk ikke længere bruges ordet en stikke, skyldes at vi gennem fransk er blevet påvirket af latin pālus, så vi på dansk har ordet pæl, nederlandsk pāl. En sådan spids stolpe har været essentiel ved byggeri af byer og borge, der skulle kunne forsvares, og en høj i Rom, hvor der blev bygget by og senere kejserpalads, hed Palatium. Det blev så betegnelsen for kejserlige residenser i det romerske rige, og netop ordet palads er det danske resultat af franske og germanske former som oldfransk palais og nedertysk pala(t)s.

Efter romerrigets fald blev disse paladser sæde for den lokale fyrste og for retsudøvelse i et len. På højtysk bliver pala(t)s til pfalz, et ord som er fortsat i områdenavnet Pfalzen. Fyrsten kaldtes pfalzgreve eller pfallents.

De afledte personnavne Stigant og Palant

I sagafortællingerne om Harald Hårfager omtales et skib med navnet Stigandi, men det er næppe det, der gør navnet Stigand populært i Normandiet. Skibet må have haft visse karakteristika ved sejladsen, som har ført til beskrivelsen 'stigende'. Hos normanner og frankere er det imidlertid referencen til borgbebyggelse, der er interessant.

Kilderne til det normanniske navnestof fra 10. og 11. årh. er på latin, og her møder man personer med navnet Stigandus. Dem er der en del af, og på den anden side af kanalen findes navnet som Stigand eller Stigant. To personer af dette navn havde embede som biskopper i England i det 11. årh. Den mest berømte, ærkebiskop Stigand, er afbildet på Bayeux-tapetet.

Endelsen -ent eller -and er egentlig endelsen i participier (lang tillægsform), svarende til -ende i ordet stigende på moderne dansk. Personnavne med denne type endelse er ikke hyppige i ældre germansk navnetradition, men bliver brugt sådan, at der med endelsen skabes et tilhørsforhold til navnets første led.

En lidt senere, men tilsvarende navnedannelse findes længere mod syd i det frankiske område omkring år 1300 som navnet på adelsslægten Palant, senere skrevet som Paland eller (von) Pallandt.

Normannerne, som for en stor del var efterkommere af danske bosættere, brugte ordet stīg som navneled, men da de var påvirkede af frankisk/merovingisk tradition, har der været en duft af magt og retshåndhævelse over den frankiskklingende navnedannelse med endelsen -and/-ant.

Hvorfor endelsen ikke optræder, når mandsnavnet Stig i 1100-tallet begynder at optræde i den danske adel, vides ikke, men formentlig kommer det til landet via kontakt med den normanniske elite.

Den skotske prinsesse

Den frankisk/merovingiske tradition dikterede også, at hver større ejendom skulle have to personer, som tog sig af overhovedets anliggender. Den øverste af disse var borgherrens højre hånd eller stedfortræder. Det er i lyset heraf, man skal tolke positionen som steward hos de normanniske konger og adelige, som satte sig på magten i England efter 1066.

I Skotland blev stillingsbetegnelsen et tilnavn i en slægt, senere en klan. I begyndelsen af 1300-tallet blev Walter Stewart, 6th High Steward of Scotland indgiftet i kongeslægten, som antog navnet, ofte skrevet i den franske form Stuart. Der var altså ikke tale om, at en prinsesse havde giftet sig med svinedrengen, men snarere med den person uden for kongeslægten, der havde mest magt i kongedømmet.

Kirsten Persson

Emner