Sønderjylland – et politisk navnevalg

Den 15. juni 2019 kunne danskerne fejre 800-årsfødselsdag for flaget Dannebrog, der ifølge overleveringen på denne dag faldt ned fra himmelen og bragte kong Valdemar II til sejr over esterne ved Tallinn. Læs mere om den historie her.  I 2020 kan vi på samme dato fejre endnu et jubilæum, der rækker knapt så langt bagud i tiden: 100-året for den sønderjyske genforening.

Som det burde være de fleste danskere bekendt, måtte den sydlige halvdel af Jylland i 1864 overgå fra status af dansk hertugdømme (Slesvig) til del af en tysk/preussisk provins (Schleswig-Holstein), indtil de nordlige dele af området i 1920 igen blev en del af Danmark. Baggrunden for dette var to folkeafstemninger, udløst af Tysklands nederlag i 1. Verdenskrig, som afholdtes den 10. februar og 14. marts 1920.

Den 29. april nåede de danske og tyske myndigheder frem til en aftale om, hvordan den nye rigsgrænse skulle føres, og på selve den nationale flagdag (i øvrigt indført i 1912) blev de tilbageførte områder officielt genforenet med Danmark. Der skulle dog gå knapt endnu en måned, førend kong Christian X den 10. juli 1920 foretog sin berømte ridetur over den gamle grænse ind i Sønderjylland. Den komplicerede og følelsesladede historie om genforeningen er fortalt mange andre steder. Her følger et oprids af den del af historien, der omhandler landsdelens navn.

Fra landsdel til hertugdømme

Navnet Sønderjylland kan ifølge Navneforsknings arkiver føres tilbage til 1170, hvor det optræder i den semi-latinske form Sunder Jutiæ, mens det i en dansk-tysk hybridform kendes fra 1302 som Sønder Judland. Alle de tidlige omtaler er dog kun belagt gennem senere afskrifter, og de første samtidige former er fra 1307 (Synderjucia) og 1397 (Sunder Jutland). Etymologien er uanset alderen ganske enkel: 'det sydlige Jylland', altså hvad navneforskere kalder en reciprokering af navnet Jylland.

Det har dog gennem tiden vekslet lidt, hvilket område man egentlig hentydede til. Som udgangspunkt har navnet Sønderjylland dækket den del af den jyske halvø, der afgrænses af den gamle dansk-tyske rigsgrænse langs Ejderen i syd til Kongeåen i nord; i modsætning hertil blev Jylland nord for Kongeåen betegnet Nørrejylland.

Mere end et decideret områdenavn synes navnet fra den ældste tid at være knyttet til det hertugdømme, der i 1200-tallet blev administrativt udskilt fra det øvrige Danmark, således at den danske konge her kun regerede indirekte gennem sin vasal hertugen. I de ældste kilder kendes dette hertugdømme dog overvejende som 'hertugdømmet Jylland', men i løbet af 1300-tallet vandt betegnelsen 'Sønderjylland/Süderjütland' frem som et mere præciserende alternativ.

Forsvandt og dukkede op igen

Fra samme periode blev det i tiltagende grad brugt at kalde hertugdømmet efter områdets hovedby, Slesvig, og da de sønderjyske hertuger i senmiddelalderen også fik råderet over landsdelen Holsten, der lå syd for Ejderen og dermed uden for Danmark, blev deres samlede fællesbetegnelse almindeligvis 'hertugdømmerne Slesvig og Holsten' – eller på tysk, som siden senmiddelalderen var administrationssproget i hertugdømmerne: Schleswig-Holstein. I løbet af 1500-tallet havde Slesvig næsten helt udkonkurreret Sønderjylland som navn på hertugdømmet, i hvert fald i officielle sammenhænge, og det gamle navn levede efterhånden primært videre i nationalromantiske digteres og historikeres værker.

Sprog blev først rigtig et punkt på den grænsepolitiske dagsorden, da nationalromantikken fik tag i bredere dele af samfundet i første halvdel af 1800-tallet. Fra de danske myndigheders side havde man ikke haft noget problem med at kalde hertugdømmet Slesvig – eller sågar Schleswig – så længe slesvigerne lod sig regere fra København, men med de spirende republikanske og separatistiske tanker i hertugdømmerne begyndte de kongerigstro mod nord i 1830'erne at lægge større vægt på det danske sprogs betydning, og dermed også på navnet Sønderjylland. Velsagtens fordi navnet i højere grad end Slesvig knyttede an til resten af Jylland – og dermed Danmark.

Selv efter Danmarks nederlag i 2. Slesvigske Krig i 1864, og afståelsen af hertugdømmet, syntes man i København først relativt indifferente med navnet på den tabte landsdel, men efterhånden afløste Sønderjylland navnet Slesvig i genforeningsretorikken fra 1870'erne og frem. Samtidig blev Sønderjylland for de dansksindede i den nu preussiske provins et symbol på det forgangne danske tilhørsforhold, ikke mindst da den preussiske fortyskningspolitik førte til et decideret forbud imod at bruge navnet i 1895. 

Amt, men ikke region

Det var først da de nordlige sognekommuner i det gamle hertugdømme stemte sig tilbage til Danmark i 1920, at Sønderjylland for alvor vandt indpas i det danske administrationssprog. Og det endda kun i formen 'De sønderjyske Landsdele', muligvis fordi man fra dansk side ønskede at gøre opmærksom på, at dele af Sønderjylland stadig var på tyske hænder. For de tysksindede blev det afståede område på samme måde kaldt Nordschleswig. I praksis blev Sønderjylland (og på tysk Süderjütland) dog herefter betegnelsen på de dele af det gamle hertugdømme, som nu var en del af Danmark.

Ved amtsreformen i 1970 fulgte også myndighederne trop og lod de tidligere amter Haderslev, Tønder, Aabenraa og Sønderborg samle i et nyt Sønderjyllands Amt. Og selvom amtet ved den seneste reform i 2007 blev en del af Region Syddanmark, og navnet Sønderjylland dermed reelt ikke længere dækker noget officielt defineret område, så er der næppe nogen risiko for, at navnet forsvinder ud af vores bevidsthed foreløbig.

Lad os derfor gøre klar til på flag- og genforeningsdagen den 15. juni at kippe med såvel Dannebrog som det slesvig-holstenske flag og det tyske flag, og istemme et højt Tillykke Sønderjylland – og tillykke Danmark!

Johnny G.G. Jakobsen