Sennels – et sælsomt navn

Sennels er blevet kåret til "Årets Landsby 2025". Kåringen er ifølge den ledsagende udtalelse baseret på landsbyboernes indsats for gennem sammenhold og engagement at ruste sig til fremtiden. Derimod har det tydeligvis ikke været et kriterium for vindervalget, at landsbyens navn var umiddelbart gennemskueligt rent betydningsmæssigt. For hvad er Sennels dog for et underligt navn?

Landsbyen Sennels i Thisted Kommune har som minimum eksisteret siden middelalderen. I byen ligger en gammel sognekirke, der kan dateres til perioden 1100-1250, og den første skriftlige omtale af stedet er fra 1348, hvor den lokale sognepræst Anders er oplistet som vidne på Thy bygdeting. I dette ældste belæg på navnet optræder det i formen Syællæns, hvilket bringer navneforskerne lidt tættere på en tolkning, men dog langt fra afslører betydningen helt.

Det hjælper imidlertid på forståelsen, når man også inkluderer skriftlige belæg på stednavnet fra det efterfølgende århundrede: Syælnæs 1374, Sielnes 1382, Sælnæs 1406, Selnes 1406, Selns 1451 og Selnes 1459.

Af denne belægsrække bliver det nemlig tydeligt, at efterleddet må være substantivet næs, der på middelalderens gammeldansk også (overvejende) stavedes næs. Og det er særdeles udbredt som element i danske stednavne i betydningen 'kystfremspring, lavere landområde udstikkende i vand'.

Forleddet i navnet kan herefter også forholdsvis sikkert identificeres som dyrebetegnelsen sæl, der på gammeldansk typisk antager formerne siæl, siæll, sæl og sææl.

Stednavnet Sennels kan dermed i sin helhed forklares som "næsset hvor der er sæler", hvilket rimeligvis refererer til hele eller dele af landområdet øst for Thisted, der vitterligt udgør et næs ud i Thisted Bredning og Limfjorden, og i historisk tid har stedet fremtrådt endnu tydeligere som et næs inden den delvise inddæmning af Lønnerup Fjord i 1950'erne. Det er også muligt, at næs-navnet alene refererer til den yderste, østlige del af landområdet (dvs. området nord og nordøst for landsbyen Sennels), hvoraf Sennels Hage udgør den yderste pynt.

Den foreslåede navnetolkning støttes af, at der også i vore dage meldes om hyppige strandgæster i form af sæler, især gråsæler og spættede sæler, ikke mindst umiddelbart syd for Sennels ved Malle. De lokale beboere har da også forlængst gennemskuet etymologien, idet billeder af sæler gerne indgår i diverse visuelle fremstillinger af bynavnet.

Der byttes ofte rundt

Så langt, så godt. Men hvorfor hedder byen så ikke bare Sælnæs, Selnes eller noget lignende mere let gennemskueligt? Nu er næs et af de ord, der ofte har levet en udsat tilværelse som stednavneendelse. Mens endelsen er fint bevaret i nogle middelaldernavne som Røsnæs og Asnæs, så er den i adskillige andre gennem udtalemæssig svækkelse blevet reduceret til uigenkendelighed, som f.eks. i navnene Horsens (af Horsnæs, 'næsset hvor der er heste'), Bogense (af Bognæs, 'næsset med bøgetræer') og Tårs (af Tornenæs, 'næsset med tjørne'). Det ældste belæg på en begyndende bortsvækkelse af næsset i Sennels er fra 1451 i formen Selns, og senere ses så varierende former som Seln 1482, Seensz 1497, Sels 1518 og Syelss 1532.

Men samtidig begynder der fra slutningen af 1400-tallet at dukke en anden sælsom udvikling op i navnets form. I stadig flere belæg byttes der rundt på konsonanterne l og n, og et e indskydes imellem dem: Senelsz 1484, Sendelße 1664 og Sendels 1688. Disse staveformer synes at afspejle et udtalemæssigt fænomen, der i fagsproget betegnes metatese, og som kort fortalt går ud på, at nogle bogstavkombinationer kan være så udfordrende at udtale, at vi nærmest ubevidst bytter om på især konsonanterne for at lette udtalen. Som to almindeligt udbredte eksempler kan nævnes ordet gennem, der i afslappet udtale let bliver til gemmen, mens billeder (i hvert fald i ældre udtale) kan antage formen bidler.

For Sennels' vedkommende har denne metatesiske udtaleform siden begyndelsen af 1600-tallet tillige vundet dominans i skriveformen. Metatesen i Sennels kan så til gengæld siges at have annulleret svækkelsen af vokalen æ eller e i efterleddet, idet vokalen nu i stedet er blevet indskudt mellem de to ombyttede konsonanter: Selnes > Selns > Senels.

Navnets alder

Med sin oprindelige endelse -næs tilhører Sennels den store gruppe af såkaldte naturnavne, hvori f.eks. også indgår navne på -bjerg, -holm og -sø. Fælles for disse naturnavne er, at deres eventuelle brug som bebyggelsesnavn (her som navn på en kirkelandsby) i henhold til onomastisk grundteori må være sekundær: Naturnavnet bør således allerede have eksisteret som navn på en naturlokalitet (f.eks. et næs, en bakke eller en sø) inden det efterfølgende også er blevet overført på en bebyggelse ved samme lokalitet – hvilket velsagtens typisk er sket ved den pågældende bebyggelses anlæggelse.

Kirkelandsbyen Sennels kan, som allerede nævnt, ud fra de ældste dele af kirkebygningen og den første skriftlige omtale konstateres at være ældre end perioden 1250-1350, og den er vel snarest som minimum fra 1100-tallet. Navne på -næs er rent sprogligt ganske vanskelige at datere, og undersøgelser af navnetypen som helhed tyder på, at den har været i aktiv brug ved (sekundær) navngivning af bebyggelser helt tilbage i ældre tid (før år 1000) og langt op i nyere tid.

Eftersom Sennels ved matriklen i 1680'erne var en særdeles stor landsby på 21 gårde, kunne det dog sammen med dens status som kirkelandsby indikere, at den hører til gruppens ældre lag. Det er således næppe helt urimeligt at antage, at den kan være anlagt i vikingetiden, måske allerede i slutningen af jernalderen. Og som naturnavn på næsset, hvor sælerne gennem århundreder har yndet at hvile sig, kan det altså i princippet gå endnu længere tilbage.

Johnny G.G. Jakobsen

Emner