Rhône eller Rhônen – bestemt eller ubestemt form ude og hjemme

Fra begyndelsen af april 1861 til hen mod slutningen af august samme år var H.C. Andersen på en lang rejse, der førte ham gennem Tyskland, Schweiz, Frankrig og Italien. Under turen førte han – som i øvrigt altid i sit voksenliv – dagbog, og her kan man under søndag 14. april, hvor han ankom til Lyon, bl.a. læse "Deiligt Foraar; prægtig Natur; Rhonen lille, men i fuld Løb", og senere samme dag noterer han "vi blive hjemme; nu kommer Jonas [Collin] netop ned fra Kirken øverst oppe paa den anden Side Saonen".

I vore dage ville ingen af de to floder, Rhône og Saône, der løber sammen i Lyon, kunne optræde med bestemthedsmærke. Denne evne har de to flodnavne mistet siden H.C. Andersens tid, og det er gået samme vej med andre udenlandske lokaliteters navne, men ikke dem alle.

Allerede i 1834 (8/6) noterer H.C. Andersen i sin dagbog, at han har været ved Donauen, hvad der heller ikke er gangbart i vore dage, men vi siger og skriver stadig Elben, Rhinen, Seinen, Tiberen, Themsen og Nilen for nu at holde os til floder, men også andre markante enheder i landskabet kan eller har kunnet have navn i bestemt form.

Holder vi i første omgang Norden udenfor, gælder det f.eks. bjergområder – en del i flertal - som Harzen, Alperne, Karpaterne, Penninerne, Pyrenæerne og Olympen, et havområde som Biscayen og landområder som Levanten eller Orienten. De fleste af disse navne kommer fra eller er formidlet gennem sprog, hvor de også har bestemt form (der Rhein, der Harz, the Thames, le Rhône, la Saône osv.).

Det samme gælder, hvis vi retter blikket nordud, hvor tilsvarende lokalitetstyper ofte har bestemt form og endda er dannet på samme måde som i dansk, nemlig med efterhængt artikel. I Sverige søer som Mälaren, Vättern og Vänern og vandløb som Lagan og Nissan, i Norge navne som Mjøsen (sø), Glommen (elv) og Jæren (område).

Fra broen til Skagen

I selve Danmark er situationen den, at de allerfleste stednavne kun kan forekomme i ubestemt form. En mindre gruppe navne kan veksle mellem bestemt og ubestemt form, især reguleret af den position, de indtager i en bestemt ytring. Det er typen Limfjorden contra Limfjordsbroen, Furesøen contra Den idylliske Furesø og Strandvejen contra Strandvejskrydset. Der er normalt tale om sammensatte navne, hvis efterled er velkendte i nutidens sprog. Det gælder dog ikke ordet by i gamle, solidt etablerede stednavne som f.eks. Strøby eller Dalby.

Endelig er der en lille gruppe navne, især typiske for Vendsyssel og ofte usammensatte, med obligatorisk bestemthedsform (f.eks. Højen, Bunken, Bovet). Hertil slutter sig også landskendte navne som Skagen og Odden, der dog røber gammel ubestemt form gennem indbyggerbetegnelserne skagbo og odbo.

Den danske situation må ikke forstås på den måde, at navnene snart er ubestemte, snart bestemte. Stednavne er pr. definition bestemte i og med at de alene refererer til én bestemt enhed. Anvendelsen af bestemthedsformer er alene betinget af ydre forhold som tilpasning til den appellative sprognorm.

Når det ser bestemt ud uden at være det

Vender vi os igen til udlandet, møder vi ud over de allerede nævnte navne en lang række navne, der i den ydre form fremtræder som om de havde bestemthedsendelsen i fælleskøn – og i enkelte tilfælde også har det – men hvor flertallet af formerne har en helt anden oprindelse.

Mystificeret? Så tænk på navne som Italien, Spanien, Bulgarien, Rumænien, Georgien, Libyen, Ægypten, Tunesien, Brasilien og en hel del flere. Både landes navne men også i meget høj grad navne på provinser eller områder som f.eks. Sicilien, Galicien, Asturien, Volhynien, Transsylvanien, Sibirien, Preussen, Böhmen, Mähren, Anatolien og en hel masse flere.

Det -en som disse navne ender på, er imidlertid ikke den danske bestemthedsendelse i fælleskøn ental. Det er derimod en rest af et latinsk eller latininspireret adjektiv dannet til det pågældende områdes navn. Det oprindelige stednavn Italia har et tilhørende adjektiv italianus, der i tysk får formen italienisch. Det er fra denne form, og en lang række tilsvarende på tysk grund dannede adjektiver, at lande- og områdenavnene så at sige tilbagedannes, så at tysk, der jo er ubekendt med bestemthedsendelse på -en, udvikler navne, der er stort set identiske med de indlånte danske former.

Det er indlysende, at når -en ikke er nogen bestemthedsendelse, kan den heller ikke skrues af, som om den var det. Når mange danskere alligevel sidder tilbage med en fornemmelse af bestemthed i disse navne, kan det have sin begrundelse i, at der minsandten også forekommer lande- og områdenavne, der fremtræder som om de stod i bestemt form intetkøn. Det er navne som Tjekkiet, Algeriet, Tyrkiet, Mongoliet, Valakiet, Pikardiet og en del flere.

Og mens -en ikke kan fjernes fra hovedparten af -en-navnene ("det skønne *Böhm" og "det solvarme *Itali" er en umulighed; "den høje Olymp" kan lige gå an, og det hedder "den blå Nil"), går det bedre med -et som i f.eks. "det ydre Mongoli", selvom bevaring af -et nok er det mest almindelige: "efter tyve år mødte der mig et stærkt forandret Tyrkiet".

Der er nok ingen tvivl om, at det er trykfordelingen i navnestoffet, der betinger forskellen. Alle de lande- og områdenavne, der ender på -ien, har hovedtrykket på den foregående stavelse, mens de navne, der ender på -iet har hovedtrykket på netop denne stavelse. Det er antagelig tysk der som långivende eller formidlende sprog har en del af ansvaret for -iet-navnene. Det hedder på tysk die Türkei, die Slowakei og die Mongolei med hovedtryk på diftongen ei i den sidste stavelse.

Men for det første lægger man mærke til, at disse navne på tysk er hunkøn, hvad der ikke automatisk burde føre til intetkøn på dansk, og for det andet er der flere af de danske -iet-navne, der ikke har noget tysk modsvar. Algeriet hedder på tysk Algerien og Tjekkiet hedder på tysk Tschechien og i øvrigt tilsvarende på svensk Tjeckien. Det ser ud til, at navnene på -et/-iet nok er tyskinspirerede, men at antallet på dansk grund har fået et supplement. Om de navne, der optræder i bestemt form pluralis, skal for god ordens skyld bemærkes, at de godt kan optræde uden bestemthedsendelse som f.eks. "de østrigske Alper", "de uvejsomme Karpater".

Mod international praksis

De mange udenlandske lande- og områdenavne med reel eller tilsyneladende bestemt bøjningsendelse står i dag solidt plantet i det danske sprog og lader sig næppe rykke, selvom FN har en overordnet politik, der tilsiger, at man bør anvende de pågældende landes egne navneformer. I det lys er ikke alene Bulgarien, Italien, Brasilien og Tjekkiet politisk ukorrekte, for det gælder i lige så høj grad navne som Frankrig, Tyskland og Østrig.

På et enkelt andet punkt er den danske anvendelse af -en-navne dog justeret tilbage mod noget mere korrekt, nemlig på det bibelske område:

I Christian Pedersens bibeloversættelse fra 1529 er Jesus i Lukas 17:11 på vej mod Jerusalem "gennem Samariam og Galileam". Latinske ord og navne er efter datidens skik, der i øvrigt holdt sig til langt op i 1700-tallet, forsynet med latinsk bøjningendelse. I Christian 3.s tyskinfluerede bibeloversættelse fra 1550 drager Jesus "gennem Samarien og Galileen" med navneformer, der er helt parallelle med Italien og Bulgarien, og det samme er tilfældet i Resens bibel fra 1607 med formerne "Samarien oc Galilæen". Men de holder sig ikke, og i hvert fald siden 1700-tallet har Bibelens form været den latinske grundform Samaria og Galilæa.

Bent Jørgensen

Emner