Per Lilles Eng – og den troværdige fejlslutning

I Øster Løgum Sogn i Sønderjylland ligger landsbyen Nørre Hjarup i sognets nordvestlige hjørne. Nørre Hjarup udgjorde som landsbyfællesskab et ejerlav.

Ser vi på de historiske ejendomsforhold i Nørre Hjarup Ejerlav, som de fremgår af sitet DigDag.dk, opdager vi at der i perioden 1871–1920, hvor Sønderjylland hørte under Tyskland, er et geografisk "hul" i ejerlavets nordøstlige hjørne: Et lille stykke eng er ligesom skåret ud og hører til naboejerlavet Hovslund.

Dette særlige ejerskabsforhold går dog længere tilbage i tiden, for allerede Øster Løgum-præsten Peter Kier (1771–1824) angav på det kort han tegnede over sognet i perioden 1813–1815, at engen tilhørte to gårde i Hovslund.

Engen bærer på Kiers kort navnet Perlileng, og i databasen Danmarks Stednavne kan vi se at navnet kendes helt tilbage fra Jordebogen 1609 i formen Perliele Enge, og på Johannes Mejers kort fra 1641 kendes det i formen Perlielleng. Forleddet i stednavnet må forstås som mandsnavnet Per – en udvikling eller udtalevariant af Peter/Peder – der har båret tilnavnet Lille, og efterleddet er navneordet eng, altså slet og ret: Per Lilles Eng.

Christian C. Haugaard og sagnet om Per Lilles Eng

I 1894 tog den danske folkemindesamler Evald Tang Kristensen på en af sine indsamlingsrejser til (det dengang tyske) Sønderjylland, og i Aabenraa mødte han den dansksindede Christian C. Haugaard (1836–1920).

Haugaard blev født som den yngste af syv sønner i Nørre Hjarup i Øster Løgum Sogn. Hans far var kådner, hvilket nogenlunde svarer til en husmand. Hans Schultz Hansen har formuleret det således: "Normalt havde kådnerne jord nok til at holde en ko eller to, men for lidt til en hest", og de "kunne leve af deres sted, måske med en biindtægt fra håndværk eller lønarbejde" (2009 s. 51). Haugaards far er netop i folketællingen 1845 registreret som daglønner.

Allerede i folketællingen 1860 finder vi Haugaard i Aabenraa som udlært farversvend, og her boede han hele sit voksne liv. Men trods sin bopæl i købstaden fortæller Haugaard flest sagn der tager geografisk udgangspunkt i hans fødeegn omkring Nørre Hjarup. Følgende sagn er et godt eksempel (her citeret i skriftnormaliseret form efter Tang Kristensens feltnoter, DFS 1929/16 s. 6807b):

Der boede to mænd i Hovslund i 15. århundrede, og de havde en Svoger i Nørre Hjarup. Han blev en søndag budt ved Øster Løgum Kirke og skulle stå fadder til et barn som blev født af en kone der var i sit 50de år. Han havde altid sagt: Når du får et barn, lillesøster, så skal jeg stå fadder, men det var just ikke hans mening. Barnet [blev] født og døbt på mikkelsdag 1502, og det blev kaldt Peder, og han gav […] 6 skæpper eng til faddergave. Han blev af ham stadig kaldt Lille Peder, og engen hedder endnu den dag i dag Per Lilles Eng og hører endnu til Hovslund til de samme gårde som han gav den til. Konen boede nemlig i Hovslund i de [g]aarde. Den eng ligger på Nørre Hjarup Mark og er skåret ud af en eng som kaldes Skiftet.

Sagnet kan nok ikke læses som et historisk dokument over hvad der virkelig var årsagen bag det særlige ejerforhold og navngivningen af Per Lilles Eng. De nærmere historiske omstændigheder kender vi faktisk ikke.

Den lille fortælling skal i stedet læses i forhold til Haugaard selv og den tid han levede i. Som den yngste søn af en kådner er Haugaard ikke selv født til at arve jord, og med sit sagn afsøger han blandt andet temaet om hvordan gårdmandsstanden gør krav på goderne i det stærkt klasseopdelte samfund som han er født ind i. Sagnet er med andre ord ladet med ideologi.

En troværdig fortælling

Sagnfortælleren anstrenger sig for at skabe troværdighed i sit sagn, og derfor kommer sagnet til at virke som noget der kunne være historisk korrekt. Haugaard er eksempelvis meget detaljeorienteret, hvilket i sig selv er meget troværdighedsskabende. I Per Lilles Eng-sagnet ser vi dette når Haugaard fortæller at Peder blev født og døbt nøjagtig mikkelsdag – det er den 29. september – i året 1502. Ikke én dag før eller senere!

Stednavneforklarende elementer fungerer i de fleste tilfælde også i sig selv som troværdighedsskabende for sagnet. Den slags elementer kan kaldes stedfæster med en term der blev opfundet af folkemindeforskeren Axel Olrik.

Det skal forstås således at sagnfortælleren fæster sit sagn til et fænomen i sin eksterne virkelighed – eksempelvis et fysisk objekt eller et stednavn – og forklarer hvordan fænomenet blev til som en konsekvens af handlingen. Et sagn der handler om en trold der engang kastede en stor sten mod en kirke, stedfæstes ofte til en faktisk sten der ligger i landskabet et sted, og måske endda til nogle fordybninger i stenens overflade. Disse fordybninger er da mærker efter troldens fingre!

Mekanismen bag den troværdighedsskabende funktion af stedfæstet er egentlig en klassisk logisk fejlslutning, nærmere bestemt at årsag og konsekvens kan byttes rundt: Når man påstår at årsag A fører til konsekvens B, så kunne man tro at tilstedeværelsen af konsekvens B da netop forudsætter årsag A.

Når Haugaard siger at Peders fødsel og faddergave (årsag A) førte til at engen blev navngivet Per Lilles Eng (konsekvens B), så tænker man sig at eftersom engen i dag bærer navnet Per Lilles Eng (B), må hændelsen (A) have fundet sted – og sagnet må dermed være sandt. Den samme mekanisme er til stede når Haugaard peger på at engen stadig i dag ejes af en gård i Hovslund. Dette ejerskab er netop også en konsekvens der vidner om hændelsen som årsag.

Martin Sejer Danielsen