Paris – byernes by og et fonetisk eksonym

Paris er en af Europas største og meste kendte byer. Den har dannet hovedstad i Frankrig siden år 987, men byens historie går mindst 1000 år yderligere tilbage, hvor romerne grundlagde byen på den strategisk velplacerede ø i Seinen omkring år 50 f.Kr. Det er omstridt, om der allerede lå en gallisk by på Île-de-la-Cité, da romerne ankom, eller om gallernes by lå lidt derfra i Nanterre, hvor der for 20-30 siden blev fundet arkæologiske rester af en større by-bebyggelse fra århundrederne før Kristus.

I daglig tale kaldte Romerne byen Lutetia, men dens mere formelle navn var Lutetia Parisiorum. Begge elementer af navnet kræver en forklaring. Navnet Lutetia havde romerne videreført fra den eksisterende galler-by, uanset om den nu lå på øen eller lidt derfra i Nanterre. Præcis hvad byen hed på gallernes keltiske sprog, er uklart, men på græsk var den kendt som Loukotokia (hos Strabon) og Leukotekia (hos Ptolemæus). Som med de fleste stednavne i denne gamle aldersgruppe er navnets etymologiske betydning usikker, men den mest udbredte tolkning er, at forleddet er det keltiske substantiv lut, der betyder 'sump, marsk', tilføjet afledningsendelsen -ecia, der i sig selv ikke betyder noget, men i stednavnesammenhæng her giver den samlede betydning "stedet hvor der er sumpet" eller "marskområdet".

Tilføjelsen Parisiorum, der skulle blive byens primære navn i middelalderen og tiden fremefter, refererer til den stamme af gallere, der havde befolket sænkningen omkring Seinen ca. 200 år før romerne trådte ind på scenen. Lutetia Parisiorum er dermed "parisernes marskområde". Julius Cæsar omtalte stammen som Parisii, efter deres galliske benævnelse Parisioi. Også her er der flere forslag til stammenavnets etymologiske ophav, hvoraf de tre primære tolkninger går på afledninger af ord med så forskellige betydninger som 'stor kedel', 'bestemme' og 'spyd'. Så pariserne kan altså alt efter temperament være "spydfolket", "det bestemmende folk" eller "folket med store kedler". Uanset hvad synes der med sikkerhed ikke at være nogen forbindelse til den græske mytologifigur Paris.

Paris – et endonym eller et fonetisk eksonym

Lokaliteter med stor international betydning antager ofte egne navneformer eller 'eksonymer' på andre sprog. Det gælder f.eks. landenavnet Frankrig, der er et dansk eksonym for det franske landenavn eller 'endonym' France. På samme måde bruger man eksonymer for landets navn på såvel Danmarks som Frankrigs nabosprog: Frankrike (svensk og norsk), Frankrijk (hollandsk), Frankreich (tysk) og Francia (italiensk og spansk). På engelsk benytter man derimod det franske endonym France.

Bynavne danner som hovedregel færre eksonymer end landenavne gør, men også her kan man finde en del eksonyme variantformer for de europæiske hovedbyer, som f.eks. for Italiens hovedstad, der på italiensk hedder Roma, men dertil kendes som Rom (dansk, svensk og tysk) og Rome (engelsk, fransk og hollandsk).

For Paris gælder der det lidt særegne forhold, at bynavnet faktisk staves ens på næsten alle nord- og vesteuropæiske sprog. De vildeste afvigelser findes i det hollandske eksonym Parijs og det frisiske Parys, mens man på spansk og islandsk har formen París, altså en yderst beskeden variant af endonym-formen, hvor accenten over í angiver, at trykket lægges på anden stavelse; man kan dermed her tale om et 'accentueret eksonym'.

Men selv uden brug af accenter på dansk, svensk, norsk, tysk, italiensk, spansk, portugisisk og engelsk udtales navnet på byernes by her ikke blot anderledes end på fransk [pa'ʁi], men faktisk også forskelligt på snart sagt alle de nævnte sprog indbyrdes. Man kan dermed tale om, at det vidt udbredte endonym Paris reelt også kan betegnes som et 'fonetisk eksonym' på langt de fleste udenlandske sprog.

Paris i Danmark

Stednavnet Paris er imidlertid ikke kun at finde i Frankrig. Wikipedia kender således adskillige lokaliteter med samme navn rundt om i verdenen, ikke mindst i USA, men kan også berette, at der findes et Paris i Danmark. Et opslag i online-stednavnedatabasen Danmarks Stednavne vil endda afsløre ikke én, men hele fem danske lokaliteter med navnet Paris, alle beliggende i Jylland og på Fyn.

Umiddelbart lyder navnet da heller ikke specielt udansk, specielt ikke fordi ris på dansk er en særdeles udbredt stednavneendelse i betydningen 'krat, lille skov'. Men inden navneforskerne nu begynder at bryde hovedet med, hvad forleddet pa så skulle betyde i det potentielle kratnavn, så kan det konstateres, at ingen af de fem danske Paris-lokaliteter synes voldsomt gamle, og at flere af dem optræder i navnemæssigt naboskab med andre udenlandske metropoler som Berlin, Madrid, London, Rom og Korinth.

De danske Paris'ere kan dermed finde deres forklaring i en humoristisk navngivningsmode, der især synes udbredt i første halvdel af 1800-tallet, hvor mange relativt beskedne enkelthuse og samlinger af huse anlagt på hidtil ubeboede jorder fik navn efter europæiske storbyer. Det måske bedst kendte danske Paris, der ligger 6 km nordvest for Struer, er faktisk først fra omkring midten af 1900-tallet, hvor navnet blev indført for en række huse langs landevejen i den yderste del af Gudum Sogn.

Så hvis det er Eiffeltårnet og Moulin Rouge, man gerne vil se, skal man altså være lidt ekstra opmærksom, når man taster navnet Paris ind i Rejseplanen.

Johnny G.G. Jakobsen

Emner