Møller – et dansk fornavn

Men Møller er også et godkendt drengefornavn med 26 navnebærere som første fornavn pr. 1. januar 2025 ifølge Danmarks Statistik. 

Går man lidt længere tilbage i tiden, ser man at navnet faktisk har haft en helt pæn udbredelse som første fornavn gennem 1900-tallet og især i århundredets første årtier. Selvom det ikke ser ud til at være brugt som første fornavn siden 1980 (se figur 1), er Møller i dag et godkendt drengefornavn. Det blev automatisk godkendt i forbindelse med at den nuværende navnelov trådte i kraft den 1. april 2006, hvor man godkendte alle fornavne som havde mindst 25 navnebærere i Danmark på det tidspunkt.

Efternavne som fornavne

Udgangspunktet i den danske navnelov synes at være at fornavne og efternavne er helt forskellige størrelser, men i praksis findes mange navne som både fornavne og efternavne. Det er ofte drengenavne som oprindeligt er brugt patronymisk, altså efter navnet på faderen, fx Eggert, Helmer, Martin, Peter og mange flere som også optræder som efternavne. Men Møller og flere andre oprindelige tilnavne og efternavne har bevæget sig den anden vej; fra efternavn til fornavn.

Der er faktisk en del navne som har gjort denne bevægelse, og det ser ud til at have været en egentlig, men lille, tendens i dansk navngivning et stykke op i 1900-tallet. Det er imidlertid ikke undersøgt systematisk, så der findes ikke detaljeret viden om fænomenet, men nogle andre eksempler er:

• Holten – 23 navnebærere som første fornavn mellem 1900 og 1980 (iflg. Danskernes navne 2005); færre end 3 som første fornavn 1. januar 2025; godkendt drengenavn.
• Kjær – 70 navnebærere som første fornavn mellem ca. 1890 og 1970 (iflg. Danskernes Navne 2005); 10 som første fornavn 1. januar 2025; ikke godkendt som fornavn i dag.
• Lund – 52 navnebærere som første fornavn mellem ca. 1890 og 1960 (iflg. Danskernes Navne 2005); 9 som første fornavn 1. januar 2025; ikke godkendt som fornavn i dag.

Adelige slægtsnavne som fornavne

Fænomenet med efternavne som er kommet i brug som fornavne, er gammelt i Danmark. Blandt de ældste eksempler er adelige slægtsnavne der ses brugt som drengefornavne siden ca. år 1400 når der var fare for at moderens slægtsnavn ville uddø. Dette er undersøgt af Susanne Vogt i 1991, og her findes en lang række eksempler på at slægters sidste kvindelige navnebærere har givet slægtsnavnet videre som fornavn til deres sønner. På den måde kunne man bevare slægtsnavnet.

Et i dag meget udbredt og velkendt drengenavn som er opstået på denne måde, er Flemming. Og det samme gælder andre mindre udbredte drengenavne som fx Falk, Hak, Manderup og Stygge der alle er godkendte drengenavne i dag.

Også Holten som er nævnt ovenfor, stammer fra en adelsslægt. Udgangspunktet for fornavnet er Johan Lorentz Carstens (eller Castens) (1705-1747) som i 1745 blev adlet med navnet Castenschiold. Han var gift med Jacoba von Holten (f. 1705, datter af guvernør Joachim Melchior v. Holten), og det var hendes slægtsnavn som kom i anvendelse som fornavn gennem opkaldelse efter hendes far i den tredje søn i ægteskabet, Joachim Melchior Holten Castenschiold (1743-1817). Allerede i 1700-tallet er Holten også anvendt som fornavn uden for adelen, og det blev brugt op igennem 1800-tallet og i 1900-tallet som nævnt ovenfor.

Bør navneloven ændres?

Gennem de senere år har Arkiv for Navneforskning fået flere henvendelser fra forældre som gerne ville opkalde deres barn efter en slægtning som har båret et af disse fornavne som er identiske med efternavne. Hvis sådan et navn ikke er godkendt i forvejen, kan det være meget svært at få godkendt hos Familieretshuset fordi efternavne med mindre end 2.000 navnebærere er beskyttede i Danmark. Forældrene henvender sig fordi det er svært at forstå at et navn de kender i forvejen, pludselig ikke kan bruges længere.

I nogle af disse sager lykkedes det at opstille argumenter og beviser for udbredelsen af disse fornavne som har medvirket til en godkendelse, men præcist hvilke kriterier Familieretshuset bruger, er ikke helt klart. Noget tyder på at afdøde navnebærere ikke rigtig tæller i det system, hvilket er ærgerligt. Det betyder jo at hjemlige navneskikke som ikke er blevet en del af den højeste navnemode, kan forsvinde fordi der ikke er nok overlevende med det specifikke navn når man ønsker at genoptage et bedsteforældre- eller oldeforældrenavn.

Navne som disse viser at den hårde skelnen der gøres i den danske navnelovgivning mellem fornavne og efternavne, nok er for rigid og forhindrer en navnetradition som nok har været mere udbredt end man skulle tro, men spredt på mange forskellige navne. Typen bør naturligvis undersøges nærmere, men den del af dem som var i brug i første halvdel af 1900-tallet, har nu en alder hvor nogle ønsker at opkalde deres børn efter disse navnebærere, og det ser ud til at være svært i nogle tilfælde.

Birgit Eggert

Emner