Lordemanos – vikingernes onomastiske fodspor i Spanien og Portugal

Støder man på navnene Longthwaite i nordengelske Cumbria eller Longtuit i franske Normandiet, er det ikke blot et navn med præcis samme etymologiske betydning som det gode danske stednavn Langtved såvel som dettes norske navnesøster Langtveit. Alle fire navne er vitterligt også af samme oldnordiske/norrøne ophav, sammensat af adjektivet lang og substantivet norrønt þveit '(skov)rydning', "den langstrakte skovrydning”.

Dertil er de alle fire givetvis også af omtrent samme alder, nemlig fra vikingetiden og starten af middelalderen (dvs. 800-1200), og det må formodes, at navnene uden for Skandinavien er opstået i forbindelse med skandinavisk bosættelse i England og Normandiet fra henholdsvis 860'erne og 910'erne og fremefter til omkring midten af 1000-tallet.

Selvom skandinaviske vikinger også vides at have bosat sig flere andre steder i Europa, så er det generelt meget småt med stednavnemæssige spor efter dem her, og holdningen blandt navneforskere har derfor været, at der reelt heller ikke var noget at komme efter. Men efterhånden som vore kollegaer rundt om i Europa får registreret stadig flere gamle belæg på især naturnavne i de kystområder, hvor de skriftlige kilder beretter, at vikingerne har været på togt, så begynder der også at tegne sig et mønster af, at vore forfædre måske godt kan have efterladt sig flere onomastiske levninger end traditionelt antaget. Også ganske langt væk fra de hjemlige breddegrader.

†Lodimanos, Lordemão og Lordemanos – ”vikingernes byer”

Dette gælder f.eks. i den nordvestspanske provins Galicien, der sammen med Portugal blev udsat for adskillige angreb fra store vikingeflåder (især i 844, 858, 910-30'erne, 968-972 og endelig i 1008-38).

Fra nogle af disse angreb beretter de skriftlige kilder, hvordan vikingerne oprettede baser langs floderne, hvor de opholdt sig i længere tid. Hvor vidt vikingerne selv har givet disse baser navne, vides ikke, og disse er i givet fald ikke overleveret i kilderne, men de lokale galiciere synes at have omtalt bebyggelserne som "normannernes byer”, også længe efter at angrebene var overståede.

Således kan der ud fra de middelalderlige kilder identificeres tre lokaliteter i det vestlige Galicien med navnene civitas de Lodimanos, campo de Lodimanos og Lordoman. Ingen af de tre navne kendes anvendt efter middelalderen og er dermed alle at betragte som forsvundne. Kun det første af navnene omtaler specifikt en bebyggelse, og denne kan med ret stor sandsynlighed lokaliseres til et sted ved floden Ulla, hvor vikingerne vides at have anlagt base i forbindelse med kampagner i området syd for Santiago de Compostela.

Ordet lordomanni er en vestiberisk variantform af folkebetegnelsen normannere, latinsk northmanni 'mænd fra nord', der i vikingetidens Vesteuropa anvendtes som en bred fællesbenævnelse på vikinger af skandinavisk ophav. Senere overførtes ordet som betegnelse på folk fra Normandiet, hvis navn selv har samme oprindelse.

I middelalderens vestiberiske sproggruppe, som galicisk og portugisisk tilhører, udviklede udtalen af konsonanten -n- i latinske ord sig let til -l-, og selvom fænomenet ellers normalt ikke også inkluderer n- som begyndelsesbogstav, så er det ikke desto mindre dokumenteret at være tilfældet her. Så Lodimanos betyder altså 'normannere' eller slet og ret 'vikinger'.

Man kan ud fra de tre galiciske eksempler stille spørgsmålstegn ved, om Lodimanos i sig selv kan betragtes som et stednavn, men yderligere to eksempler fra de tilstødende naboregioner viser, at indbyggerbetegnelsen her er overleveret som reelle stednavne helt frem til i dag. I udkanten af byen Coimbra i det nordlige Portugal kendes siden 1100-tallet en landsby ved navn Lordemão, der i nyere tid er blevet opslugt af Coimbra og hvis navn nu indgår som navnet på en af dennes forstæder. Og i den nordspanske provins León, der ligger øst for Galicien, finder vi 60 km syd for provinshovedstaden León landsbyen Lordemanos.

Der er uden tvivl tale om parallelle udviklinger fra det samme ord, folkebetegnelsen lordomanni. Men kan disse landsbynavne også afspejle baser fra vikingernes angreb, ligesom det formodes i Galicien? Portugal oplevede sin del af vikingernes hærgen, hvilket ikke mindst gik ud over Lissabon ad flere omgange, men rent faktisk kender kilderne ikke et eneste angreb på Coimbra – hvilket selvfølgelig ikke er noget bevis for, at det ikke kan være hændt.

Mens Lordemão og Coimbra er ganske let tilgængelige fra kysten, så er Lordemanos i León en decideret indlandsk bebyggelse med omkring 130 km til nærmeste kyst og ingen større floder i nærheden. Området, som landsbyen ligger i, har huset flere middelalderklostre med relativt gode skriftkilder, men de omtaler ikke et eneste vikingeangreb.

Den spanske stednavneforsker Irene García Losquiño har imidlertid ud fra konkrete samtidige kildeomtaler sandsynliggjort, at vikingerne i Lordemanos kan være kommet til León i forbindelse med kampagnen i Galicien i 968-72, men at de her – i stedet for at overfalde de lokale – er gået i den lokale konges tjeneste som en form for lejesoldater, både rettet imod kongerigets oprørske baroner i Galicien og imod saracenerne i kalifatet Cordoba, hvis nordgrænse mod León på dette tidspunkt lå tæt syd for Lordemanos. Og som belønning for deres tjeneste har kongen så tildelt dem en landsby, hvor de kunne bosætte sig og dyrke de tilstødende jorder.

Ud over stednavnet Lordemão haves ingen tilsvarende belæg til at forklare vikingernes bosættelse i Portugal, men et kvalificeret forslag kunne jo være, at greven af Coimbra selv har ladet oprette en skandinavisk garnisonsby under samme foreslåede motivation som kongen af León, her da nok primært rettet imod saracenerne – eller mod andre vikinger.

Skandinaviske bekkr-navne i Galicien

Selvom stednavnene †Lodimanos, Lordemanos og Lordemão således nok afspejler vikingetidig skandinavisk bosættelse i Nordspanien og Portugal, og i de to sidstnævnte tilfælde endda af permanent karakter, så kan man jo sprogligt set ikke betegne selve navnene som skandinaviske. Så kan nordiske stednavneforskere ikke med god ret fortsat konstatere, at der sproghistorisk set ikke er noget onomastisk at komme efter på Den Iberiske Halvø? Nej, formentlig ikke.

Førnævnte Irene García Losquiño har således ved gennemgang af det galiciske naturnavnemateriale fundet stærke tegn på deciderede skandinaviske stednavnedannelser i provinsen! Og tilmed i et ganske anseeligt antal. I Galicien kan der således optælles 75 naturnavne, hvori ordet beco (eller beque) indgår som element.

Traditionelt er ordet i disse navne blevet tolket som det keltiske appellativ *bikk 'noget der stikker op, bakketop, bjergtinde', der f.eks. kendes i det nutidige engelske ord peak. Men som García Losquiño påpeger, synes kun ét af disse 75 navne reelt at denotere en sådan opadragende lokalitet. De resterende 74 beco-navne associerer sig alle til vandløb eller til områder der ligger op til vandløb, og de forekommer endvidere kun i områder nær ved fjorde eller større sejlbare floder.

Hun argumenterer derfor for, at det langt mere sandsynligt drejer sig om det norrøne substantiv bekkr 'vandløb', svarende til det nutidige danske ord bæk. Tesen finder støtte i, at bekkr er blandt de mest udbredte skandinaviske stednavneendelser i Normandiet, hvor de endvidere kan ses at have dannet sammensætningsformer svarende til dem der optræder i Galicien.

De muligvis skandinaviske bekkr-navne kan findes i hele Galicien, men koncentrerer sig især i regionen omkring fjorden Ría de Arousa (hvor vikingerne vides at have haft militære baser) og i særdeleshed i kystlandet i det allernordligste af provinsen, nordøst for A Coruña.

García Losquiño mener også, om end i mindre grad, at kunne finde potentielle naturnavneeksempler med elementerne lund, dal og ting i Galicien, hvilket nu afventer videre undersøgelser. Hvis dette viser sig at holde stik, er det svært at forklare et sådan onomastisk fodaftryk uden en ikke helt ubetydelig bosættelse af skandinaviske vikinger i området.

Så hvis man som dansker rejser rundt i Nordspanien og Portugal, kan man altså ud over stednavne af typen Lordemanos også med fordel holde et vågent øje med de mindre naturlokaliteters navne. Hvis de lyder velkendte med nordiske øren, er der faktisk en mulighed for, at de slet heller ikke er så fremmede endda.

Johnny G.G. Jakobsen

Emner