Lolland – fra Lå til Lol

Danmarks fjerdestørste ø Lolland omtales første gang i en bevaret kilde af den angelsaksiske skipper Wulfstan, der omkring år 890 beskrev for kong Alfred af England, hvordan man rejste fra Hedeby til Truso i det nordlige Polen:

»Weonoðland (:Vendland) var på hans styrbords side, og på hans bagbord var Langaland og Lǣland og Falster og Scōneg; og disse lande hører alle til Denemearcan (:Danmark).«

Knap 200 år senere blev øen i Adam af Bremens latinske Danmarksbeskrivelse omtalt som Laland, og op gennem resten af middelalderen var Laland og Lalandia vedvarende øens navn i latinsproglig sammenhæng. I middelalderens norrøne sagaskrivning omtales øen som Láland. De ældste kendte danske former af navnet er Lalend (1387) og Laland (1400 og 1401).

Det ældste nogenlunde troværdige kort over Danmark menes oprindeligt at være tegnet af Nikolaus Cusanus omkring 1450, men er kun bevaret i en version fra 1491. Hans kendskab til den indre danske geografi var langt fra uangribelig, men han er dog den første til at have indtegnet Lolland og Falster, samt navngivet dem, på et bevaret kort. Lolland er den lille ø i nederste venstre hjørne på kortudsnittet ovenfor.

Staveformen Lalādia med en streg over det midterste -a- betyder, at et efterfølgende -n- er blevet forkortet væk, så øens navn skal rettelig læses Lalandia. 

Om efterleddet -land

Navnet er sammensat af to gammeldanske ord: lā og land. Efterleddet er det letteste at forklare, idet der er tale om det endnu i nutidsdansk velkendte substantiv land, der i middelalderdansk stednavnesammenhæng har betydningen 'landområde' eller 'større ø'. I sidstnævnte betydning kendes endelsen herhjemme også i navnene Sjælland og Langeland, mens vi længere inde i Østersøen har Öland, Gotland og Åland.

For at en ø kunne opnå benævnelsen 'land', skulle den være af en vis størrelse og normalt bestå af mere end ét herred; af herreder var der to på Langeland og fire på Lolland. Sådanne smålande havde endvidere deres eget 'landsting', hvor juridiske beslutninger, der rakte ud over det enkelte herred, blev truffet, svarende til de jyske sysselting.

For Lollands vedkommende har middelalderens landsting (Lollandsfar landsting) tilsyneladende været henlagt til Ågeby Mark, hvor den nær- og ensomliggende Landet Kirke oprindeligt kan have fungeret som kapel med tilknytning til landstinget, hvilket kan være forklaringen på denne kirkes særegne navn; i 1445 berettes det dog, at afholdelsen af landstinget var flyttet indendørs i den lokale sognekirke i Ågeby pga. regnvejr.

Senest hen mod middelalderens slutning flyttedes Lollands landsting til købstaden Maribo, der var opstået efter klosterets oprettelse i 1416. Dertil hørte Lolland i større nationale sammenhænge under det sjællandske landsting i Ringsted.

Om forleddet Lå-/Lo-

Forleddet er også et substantiv, der må være i familie med det gamle vestnordiske lá, og som godt nok ikke ellers kendes fra middelalderlige danske tekster, men optræder i ældre nydansk (dvs. fra middelalderens slutning) som lå. Mens det vestnordiske lá har haft betydningen 'hav, der skyller ind mod stranden' eller blot 'bølge', så synes den middelalderlige danske betydning af *lā snarere at have været den samme som den der kendes fra ældre nydansk lå (eller lo), nemlig 'rende ved kysten, som havvandet løber igennem ved tidevand'; ordet anvendes fortsat i samme betydning som fagterm i vadehavsgeografisk sammenhæng.

Den samlede betydning af navnet synes dermed at være "den store ø med tidevandsrenderne ved kysten”. Navnet refererer formentlig til det forgrenede net af lavvandede tidevandsfjorde, der prægede Lollands syd- og vestkyst inden de store inddæmninger i slutningen af 1800-tallet.

Fra Låland til Lolland

At navnet vitterligt indeholder det vestnordiske/oldnordiske substantiv lá og det ældre nydanske lå som forled, fremgår også af den udvikling, som staveformen har taget siden middelalderen. Såvel de oldnordiske former (Láland) som de danske former fra midten af 1400-tallet og fremefter viser således, at udtalen allerede inden da næppe har været [la’land] men derimod [lå’land].

Fra omkring 1450 og frem til omkring 1600 blev øens navn i overvejende grad stavet Loland, mens ønavnet fra starten af 1600-tallet og helt frem til starten af 1900-tallet både kunne staves Lolland og Laaland. Mens formen med Lol- i løbet af 1800-tallet synes at have vundet hævd som den lokalt foretrukne, så havde Laaland tilsyneladende større præference i akademiske og rigsadministrative kredse.

Da et lokalt amtshistorisk selskab blev dannet i 1912, var det f.eks. under navnet "Lolland-Falsters Historiske Samfund”, og i selskabets årbog anvendes konsekvent ønavnet Lolland, bortset fra tre artikler udgivet i 1922-23 af stednavneforskeren Marius Kristensen om "Laalands og Falsters Stednavne" – med en indledende redaktionel notetilføjelse om at forfatterens retskrivning var blevet bevaret.

En tiltagende opkridtning af uenigheden fremgår også af udviklingen i bogserien Trap Danmark, hvor de to første udgaver fra 1858 og 1873 stavede øens navn Lolland, mens tredje- og fjerdeudgaven fra henholdsvis 1899 og 1923 pænt havde rettet ind efter den mere formelle form Laaland.

Da staveformen af de vigtigste danske stednavne blev autoriseret af Stednavneudvalget i 1920-21, blev det da også først med formen Laaland, men i sidste ende måtte man bøje sig for folkets vilje. I forarbejdet til en ny og udvidet retskrivningsliste for Fyn, Lolland og Falster i 1930'erne gentog Stednavneudvalget sin motiverede indstilling af formen Laaland, men efter at Statsministeriet i samme anledning havde udbedt sig en udtalelse fra Lolland-Falsters Stiftsamt, der under påvirkning fra Folkekirkens oprettelse af Lolland-Falsters Stift i 1803 foretrak stavemåden med Lol-:

»I Anledning af det høje Ministeriums Skrivelse af 7' Februar d.A. hvorved udbedes en Udtalelse om, hvorvidt Navnet "Laaland” bør foretrækkes for Stavemaaden "Lolland”, skal man meddele, at saavel Maribo Amtsraad som samtlige lollandske Byraad har udtalet sig for Stavemaaden "Lolland”, samt at en Autorisation af den førstnævnte Stavemaade, der saa at sige ikke mere anvendes, formentlig ikke vil føre til, at Befolkningen i større Grad vil benytte denne.«
(Stednavneudvalgets Arkiv: Lolland, Falster, Fyn, Bornholm 1932-38. Arkiv for Navneforskning, Københavns Universitet).

Statsministeriet meddelte derfor Stednavneudvalget i en skrivelse af 7. april 1934, at man herefter ikke mente at kunne autorisere stavemåden Laaland, hvilket Stednavneudvalget så måtte tage til efterretning og indordne sig efter. Dette skete dog ikke helt uden at kny, idet man i en svarskrivelse af den 31. maj tørt bemærkede, at en rettelse til Lolland

»..vil medføre betydelige Korrekturudgifter, eftersom Herredsbetegnelserne, hvori Navnet indgaar, tillige maa ændres.«
(Stednavneudvalgets Arkiv: Lolland, Falster, Fyn, Bornholm 1932-38. Arkiv for Navneforskning, Københavns Universitet.)

Da den endelige autorisationsliste udkom i 1938, var det ikke desto mindre med formen Lolland, der siden har været den eneste gældende.

LOL-land

Det folkelige ønske om det ekstra -l- i Lolland (frem for Loland og Låland) har den effekt, at formen med -o- udtales omtrent som formen med -å-. Men i de senere år har staveformen fået en ny utilsigtet konnotation, idet ordet LOL i især ungdommens kommunikation på de sociale medier udtrykker, at noget opfattes vældig morsomt, som akronym for den engelsk-amerikanske vending "Laughing Out Loud” eller "Lots Of Laughs”.

Sammenfaldet har betydet, at mange børn og unge – især fra andre dele af Danmark – i nyere tid har fniset henrykt ved synet af navnet på den syddanske ø, som for dem indikerer, at der må være tale om "The Land of Lots of Laughs”. Om det så bærer en positiv medbetydning om, at Lolland er et sjovt sted at være, eller en mere pejorativ medbetydning om, at stedet er ufrivilligt morsomt, synes der at være lidt vekslende holdninger til, men en del lokale har taget den nye stavevariantform til sig.

Johnny G.G. Jakobsen

Emner