5. januar 2021

Lokke-navne – med en tillokkende tolkning

Månedens navn

I det danske landskab findes mange stednavne med spor af gamle guder som Odin, Frej, Freja, Njord, Balder og – især – Thor. Om der også findes spor af (halv)guden Loke, er omdiskuteret.

Snaptun-stenen
Vi kender ikke til mange afbildninger af Loke fra vikingetid eller middelalder, men et af de bedste bud kan være denne indridsning i Snaptun-stenen, som formentlig afbilder en mand med sammensyede læber, sigtende til en fortælling kendt fra den yngre Edda. (Udsnit af foto v. Lennart Larsen, Nationalmuseet). 

Guden Odin genfindes eksempelvis i stednavne som Odense, Vojens og Vonsild, Frej eller Freja genfindes i flere navne som i dag starter med Frø-, og Thor genfindes i hundredevis af danske stednavne, hvoraf mange dog formentlig snarest har et forled med oprindelse i de mange personnavne som – også i dag – har forleddet Thor-, herunder Torben, Thorbjørn, Torsten, Thorkild, Thorleif  m.fl.

Anderledes uklart forholder det sig med hensyn til om vi genfinder spor af (halv)guden Loke i danske stednavne. I den anledning vil vi prøve at kigge nærmere på sammensætninger med forleddet Lokke eller Lok.

De fleste stednavne med forleddet Lok(ke) findes blandt gamle natur- og marknavne, hvoraf mange for længst er gået af brug. I Rørvig i det nordvestlige Sjælland finder man eksempelvis området Lokkemose i Nørrevang øst for Dybesø. Navnet møder man i dag primært som forled i vejnavnet Lokkemosevej. Mosens navn kendes tidligst fra markbogen dateret 1682, hvor det indgår som forled i navnene Lokkemose Stykkerne (Locke moese støckerne i datidens skriftform) og Lokkemose Vretters Agre (Locke moese wretterß agre). Lige på den anden side af indsejlingen til Isefjorden finder vi samme navneelement: På et markkort fra 1795 ses to navne, henholdsvis Lokke Humper og Lokke Bak, og i dag genfindes elementet i vejnavnet Lokvejen

Kortudsnit
Udsnit af et markkort over landsbyen Kikhavns jorder tegnet 1795. Lokke Humper og Lokke Bak ses vest for landsbyen.

Hvem eller hvad er det der lokker?

Men hvad betyder forleddet Lok(ke) ? Det har en privat person undret sig over og spurgt til, blandt andet med henvisning til følgende historie, som er refereret i Frederiksværkegnens Historiske Forenings medlemsblad Prøven (december 2013, 10. årgang nr. 41, side 30):

"Før i tiden var farvandet ud for Spodsbjerg meget risikofyldt, og i tidens løb er mange skibe strandet her. Det fortælles, at Kikhavns beboere i gamle dage havde en god ekstraindtægt i forbindelse med disse strandinger; men at de ligefrem skulle have lokket skibe til at gå på grund ud for kysten er nok en skrøne, selv om navnet "Lokvejen" tyder på det modsatte."

Den lokale sagnforklaring vil altså forklare forleddet som verbet (at) lokke i betydningen at lokke nogen til sig på uvederhæftig vis. Den tolkning er dog mindre sandsynlig, og det skyldes ikke alene hensyntagen til Kikhavnsbeboernes ry og rygte.

Der findes adskillige stednavne i Danmark med – tilsyneladende – samme forled. Der er dog ofte tale om at forleddene har forskellig oprindelse, og at navnene gennem tiden er omtolket af sprogbrugerne. Det skal der i det følgende ses lidt nærmere på for ad den vej at pege på en sandsynlig tolkning af forleddet i Lokkebakken og i andre mark- og naturnavne.

Det lokke(n)de hår?

Det er ikke kun i mark- og naturnavne, at forleddet Lokke optræder. Lokkerup som lå ved Snekkersten i Tikøb Sogn, er omtalt 1497 (Lockerop) som tilhørende Esrum Kloster. Bebyggelsen Lockarp som ligger syd for Malmø i Skåne, der hører til det middelalderdanske sprogområde, er omtalt allerede 1283 ((in) Lokkæthorp).

Disse to navne er sammensat af de samme elementer. Efterleddet er identisk med substantivet glda. thorp der som forled ofte har et mandsnavn, og i Lokkerup og Lockarp er det tolket som mandsnavnet glda. Lokki, oprindeligt et tilnavn med betydningen "med lokket hår".

Denne tolkning er videreført i tolkningen af flere naturnavne, fx Lokager i Sønderjylland øst for Skærbæk (Danmarks Stednavne, bind 5, side 210) og Lokbjerg beliggende syd for Sønderborg på Als (DS bd. 7, side 105). Som tilnavn kendes også Lok, der er identisk med (det maskuline) substantiv lok, der i det ældre sprog forekommer i både den enstavede form og i en tostavet form, Lokke, med betydningen 'dusk, tot' eller 'bundt' (af strå, hår eller lignende) – eller slet og ret 'hovedhår'. Generelt er det dog mindre oplagt at søge personnavnetolkninger i mark- og naturnavne, medmindre der er tale om eksplicitte genitivformer (ejefald).

Forleddet Lok(ke) kan, på samme måde som det gammeldanske thorp, være omdannet og derfor ikke længere være genkendeligt i nutidige former, som fx i stednavnet Lovtrup, der er navn på en bebyggelse sydvest for Åbenrå (DS bd. 6, side 352). Den ældste form af dette navn findes i kong Valdemars jordebog 1231 (Lochtorp), og forleddet er oprindelig tolket som enten mandsnavnet Lokki – eller som navnet på den lumske gudeskikkelse Loke (med den norrøne navneform Loki). Naturnavnet Lokkesdal mellem Fjerritslev og Blokhus (DS bd. 21, side 177) har også været knyttet an til denne tolkning tillige med det bornholmske gårdnavn Lokkegård, hvor det dog har været anset som mindre sandsynligt (DS bd. 10, side 204).

Den jyske Loke

Rent sprogligt kan gudenavnet være en mulighed i de jyske stednavne, da gudens navn i jysk dialekt udvikles til Lokke. Anderledes forholder det sig i østlige Danmark: Den gamle k-lyd svækkedes i rigsmålet til g-lyd for siden næsten helt at forsvinde i udtale som fx i substantivet låge (norrønt loka). Når vi i dag skriver Loke og udtaler gudens navn med en tydelig g-lyd (skrevet k), skyldes det den nationalromantiske 1800-talsdigtnings genintroduktion af oldnordiske navne i konstruerede danske sprogformer og ikke en naturlig udvikling af navnet.

Denne lydlige udvikling bør man kunne følge i ældre former af stednavne sammensat med gudenavnet Loke. Da gudens navn dog ikke med sikkerhed har kunnet påvises i noget dansk stednavn, må denne tolkning anses for at være mindre sandsynlig som forklaring. Sagnagtige forestillinger om guden Loke under betegnelsen "Lokkemand" spiller dog uden tvivl en rolle i forhold til bestemte naturfænomener reflekteret i udtryk som, "Lok(k)e sår havre" og "Lokkemand driver sine geder" om særlige lysflimmerfænomener, og sådanne naturfænomener kan muligvis afspejles også i stednavne. Det er fx foreslået som forklaring på den mulige forekomst af gudens navn som forled i vanddragsnavnet Lokkedam, som betegner lille dam beliggende mellem Hanstholm og Thisted (Danske sø- og ånavne, bd. IV, side 340).

Lokke(n)de planter

Forleddet i ovennævnte Lovtrup er senest tolket som det konkrete substantiv lok(ke) sigtende til en formodet "dusket" plantevækst på stedet (Danske stednavne (2008), side 184). Som nævnt er lok et maskulint substantiv (en lok), men der findes også et neutrumsord (et lok) i oldnordisk, som synes at kunne sigte direkte til ukrudt i vendingen: "ganga yfir sem lok yfir akra" 'gå/sprede sig som ukrudt over ageren' (se ONP).

I de sagnagtige forestillinger er guden Loke (eller jysk Lokke) knyttet til folkelige plantebetegnelser fortrinsvis for netop ukrudtsplanter. "Lok(k)es græs" betegner vindaks (Apera spica-venti) og "Lok(k)es havre" både flyvehavre (Avena fatua) og planten kaldet jomfruhår (Polytrichum commune). Jomfruhår vokser i fugtigt terræn, og plantens lokkede udseende kan have givet anledning til navnet Lokkemose i Rørvig og muligvis også til nævnte Lokkedam. Sammensætninger med bæk og kær kunne også være relateret til denne plante.

Jomfruhår
Almindelig Jomfruhår (Polytrichum commune), som vokser på fugtig bund. Billede fra Wikipedia.

Tolkningen af forleddet Lok(ke) i danske naturnavne som identisk med substantivet lok(ke) sigtende til en lokal plantevæksts udseende er givetvis mere sandsynlig end det gammeldanske personnavn Lokki eller gudenavnet Loke. I de tilfælde hvor forleddet i natur- og marknavne må opfattes som gudenavnet Loke, er der rimeligvis tale om nyere dannelser eller om omtolkninger af andre oprindelige forled, som fx i Lokeshøj, der er navn på en gravhøj ud til Øresund mellem Skodsborg og Vedbæk. Forleddet i dette navn er et oprindeligt slægtsnavn Lugge efter en ejer (DS bd. 25, s. 314).

Sagnfortællingen knyttet til Lokkebakke ved Kikhavn pegede på verbet (at) lokke. Og det er også muligt at verbet indgår i nyere navnedannelser, som fx husnavnet Lokkeborg nævnt 1720 (Locheborg huus). Huset lå ved Kirkerup sydøst for Slagelse, og navnet med efterleddet borg skal formentlig opfattes som pejorativt, dvs. nedsættende og ironiserende brugt om et beskedent hus (DS bd. 24, side 133). Det ligger lige for at omtolke forleddet Lok(ke) i diverse ældre stednavne til netop dette verbum, for da vil navnene både strukturelt og betydningsmæssigt give mening for sprogbrugeren, der er bekendt med sammensætninger som lokkedue, lokkemad og lokkemidler i nutidssproget. I tilfældene Lokkebakke og Lokkehumper forekommer en dusket plantevækst på stedet langt mere sandsynlig.

Rikke Steenholt Olesen