Lindholm – et ønavn uden mange øer

Den lile ø i Stege Bugt er i de seneste måneder gået fra at være næsten ukendt til at være en af landets mest omtalte øer. Navnet Lindholm er umiddelbart ganske enkelt at tolke: Forleddet er træbetegnelsen lind, og efterleddet er ‑holm  ('lille ø'), med den samlede betydning: "den lille ø med lindetræsbevoksningen".

Eftersom lind historisk set har været et af de mest udbredte skovtræer i Danmark, og den lille ø endnu er træbevokset, fremstår navnet ikke videre overraskende. Om noget kan man måske snarere undre sig over, at en lindetræsbevoksning har været så bemærkelsesværdig, at det har været værd at opkalde øen efter, men sådan har det altså været.

Faktisk går optegnelser på øen og dens navn helt tilbage til Kong Valdemars Jordebog fra 1231, hvor navnet, ganske usædvanligt for en middelalderlig kilde, stavedes på præcis samme måde som i dag – Lindholm – og den konsekvente staveform op gennem tiden frem til i dag levner ingen tvivl om denne oprindelige betydning.

Det uventede midt i det vante

Så på den konto kan man sige, at der ikke er meget spræl ved navnet Lindholm  for en navneforsker. Og så alligevel. Et opslag i databasen Danmarks Stednavne viser, at den rummer hele 86 lokaliteter i Danmark med navnet Lindholm. Nu er Danmark som bekendt et rige bestående af umådeligt mange øer, og eftersom lindetræer som sagt har været ganske udbredte, kan dette jo ved første kig virke logisk nok. Men faktisk optræder kun syv af de 86 navne som navne på øer. I langt de fleste tilfælde er der tale om navne på gårde – der vel og mærke ikke ligger på småøer. Så hvorfor nu det?

Selvom det gammeldanske substantiv holm som nævnt betyder 'lille ø', er ordet i dansk stednavnesammenhæng også flittigt benyttet i en overført betydning på mindre landområder, der rager op over et lavereliggende og som regel fugtigt terræn. Det betyder, at der rundt om i landet findes rigtig mange små højdedrag omgivet af enge og moser, der har fået et naturnavn med endelsen ‑holm. Og hvis en sådan 'indenlandsk holm' har været bevokset med lindetræer, var det oplagt at kalde den Lindholm.

Når så mange danske gårde i dag bærer navnet Lindholm, hænger det givetvis dels sammen med, at de i forbindelse med udskiftningen af Danmarks landsbyer i årtierne omkring år 1800, eller ved en senere lejlighed, er blevet anlagt på en jord, der i forvejen bar dette navn som marknavn eller naturnavn. Ejeren af gården kunne selvfølgelig have valgt mange andre løsninger, men netop navne på ‑holm synes ofte at have haft en særlig appel, da de for mange har en fornem og/eller romantisk klang; det lyder lidt af gammel herregård!

Borgene og herregårdene i moserne

Årsagen til dette er, at ‑holm siden middelalderen ikke blot har været hyppigt anvendt i navne på småøer og højdedrag omgivet af vådbund, men også på adelens herregårde. Da man især i senmiddelalderen begyndte at anlægge sådanne herregårde på svært tilgængelige holme omkranset af fugtige jorder, der relativt let kunne graves til egentlige voldgrave, fandt mange herremænd og -fruer det oplagt at kalde disse herresæder ved et navn på ‑holm.

Mens man i middelalderen næsten altid sammensatte efterleddet ‑holm i herregårdsnavne med et forled, der refererede til noget naturmæssigt (f.eks Birkholm, Dragsholm, Svanholm og Ålholm), så foretrak adelen fra 1500-tallet og fremefter at sætte personavne eller slægtsnavne foran ‑holm (f.eks. Brahesholm, Eriksholm og Herlufsholm).

Lindholm kan således i dagens Danmark findes anvendt som navn på højdedrag omgivet af fugtige jorder, på gårde og huse anlagt ved sådanne højdedrag, og på gamle herregårde omkranset af en voldgrav. Men i bund og grund er det den lille holm i Stege Bugt, samt dens seks navnefæller blandt de danske småøer, der bærer den etymologisk set mest autentiske grundbetydning af navnet.

Johnny G.G. Jakobsen