Leo – en ny løve i Rom

Navnevalget er personligt motiveret, men det skal jo ikke afholde omverdenen fra at kloge sig på dets mulige baggrund. Som navneforsker kan man desuden tilføje spekulationer om, hvad det egentlig overhovedet er for et navn.

Et opslag i Dansk Navneleksikon vil fortælle, at Leo som udgangspunkt er et latinsk mandsnavn, der er identisk med dyrebetegnelsen leo, svarende til dansk 'løve'. Navnet optræder desuden som kort kæleform af forskellige personnavne, hvor samme dyrebetegnelse indgår i sammensætninger, som f.eks. Leonhard (med de afledte former som Leonardo og Lennart) med betydningen "hård/viljestærk løve", samt navnet Leopold, hvori der slet ikke indgår en løve, men derimod er en sammensætning af ord med betydningerne 'folk' og 'tapper'.

Den divergerende betydningsmæssige baggrund forhindrer imidlertid ikke, at personer med navnene Leonardo og Leopold begge ofte kaldes Leo i kortform. Det samme gælder i øvrigt for kvinder med navnet Leonora, der kommer af Eleonora med en usikker arabisk oprindelse, men muligvis med en oprindelig betydning "Gud er mit lys".

Flere navne kan således føre til formen Leo, men som pavenavn er det altid i den usammensatte grundform med betydningen 'løve'. Der har aldrig været en pave Leonardo eller pave Leopold, selvom der ikke ville være noget navneregelmæssigt til hinder herfor.

Pavenavnenes nummerering

De omkring 267 officielle paver, der har været gennem tiden, har båret 81 forskellige navne. Det suverænt mest populære pavenavn er Johannes, af hvilke den seneste kaldte sig 'Johannes XXIII' (altså 'den treogtyvende'), selvom der formelt set kun har været 21 af slagsen. Årsagen til denne uoverensstemmelse er dels, at der tilbage i 900-tallet optrådte en 'modpave' ved navn Johannes XVI, som ikke indgår i den officielle paverække, men hvis navn den næste Johannes ikke havde lyst til at genbruge. Det andet hop i rækken skyldes en simpel regnefejl, da Johannes XXI blev indsat tilbage i 1200-tallet, og man ved en fejl havde fået talt en af forgængerne med to gange; så der findes simpelthen ikke nogen Johannes XX.

Man kan så argumentere for, at der alligevel har været 23 paver med navnet Johannes, for to af dem har antaget dobbeltnavnet Johannes Paul, senest med pave Johannes Paul II, der sad i embedet fra 1978 til 2005.

Der findes ikke nogen regel for, at man skal vælge et navn, som allerede har været i brug som pavenavn. Det giver selvfølgelig sig selv, at nogen skal være den første, men der er altså heller ikke udviklet nogen kutyme i f.eks. det seneste århundrede for, at man ikke må gå nye navneveje. Johannes Paul II efterfulgte således Johannes Paul I, der kun nåede at sidde i pavestolen i 33 dage inden sin død i september 1978. Og da den forrige pave blev indsat, valgte han som den første af sin stand navnet Frans (eller formelt set Franciscus).

Valg af pavenavne

Pavenavne vælges af paverne selv. Det foregår på den måde, at når kardinalkollegiet i forbindelse med et pavevalg har fundet en kandidat med et kvalificeret flertal af stemmer, tilspørges han af kollegiets dekan om, hvorvidt han vil acceptere valget – og i positivt fald under hvilket navn, han vil regere.

Traditionen med at antage et særligt pavenavn blev indledt allerede i 500-tallet. Den blev almindelig udbredt i 900-tallet, og siden 1555 har alle paver valgt sig et nyt navn ved indsættelsen. Det valgte pavenavn har som regel ingen forbindelse med personens borgerlige navn. Johannes Paul II hed således Karol Józef Wojtyła af fødsel (eller i hvert fald af dåb), Benedikt XVI hed Joseph Alois Ratzinger og Frans hed Jorge Mario Bergoglio.

Den fjortende Leo

Robert Francis Prevost har med sit valg af pavenavn skrevet sig ind som den fjortende i rækken af paver med navnet Leo. Og her passer nummereringen faktisk, idet der hverken har indsneget sig falske modpaver eller regnefejl i Leo-rækken.

Den første af slagsen, Leo I eller 'Leo den Store', regerede helt tilbage i 400-tallet, men den i eftertiden mest kendte er nok Leo X, der beklædte pavestolen i 1513–1521 og ofte fremhæves for sin rolle i byggeriet af Peterskirken i Rom, herunder dettes finansiering gennem salg af afladsbreve, der var en kraftigt medvirkende årsag til den protestantiske reformation. Det er dog angiveligt ingen af de to, men derimod den seneste forgænger i navnerækken, som Leo XIV ønsker at ære med sit navnevalg.

Pave Leo XIII regerede i perioden 1878–1903, og selvom han generelt opfattes som en konservativ pave, så udtalte han sig ofte om sociale spørgsmål og ikke mindst om arbejdernes rettigheder i det stadigt mere industrialiserede samfund, hvor han opfordrede til oprettelsen af fagforeninger. Ifølge det pavelige pressekontor, samt en af de nye paves personlige venner, udtrykker Leo XIV's navnevalg en tilsvarende støtte til mænd og kvinder af arbejderklassen. Dette ikke mindst i en tidsalder præget af kunstig intelligens, der nok kan ses som en teknologisk landvinding, men samtidig skaber en række udfordringer i beskyttelse af menneskelig værdighed, retfærdighed og adgangen til arbejde.

Tiden vil således vise, hvad det er for en løve, som Gud – eller i hvert fald kardinalkollegiet – har ladet indsætte i bispesædet i Rom som den fremmeste forsvarer af kristne værdier i den timelige verden. Herfra skal i hvert fald lyde et 'Held og lykke!'

Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen

Emner