Karl den Tredje

Da Englands dronning, Elizabeth 2., døde i september sidste år, efterfulgtes hun af sin ældste søn, gennem mange år kendt som Prince Charles, men nu forvandlet til King Charles the Third. På dansk blev tilsvarende prins Charles til kong Charles den Tredje. Sådan ville det ikke have været længere tilbage i tiden.

Ser vi på de to forgængere, der berettiger til tilnavnet 'den tredje', omtales de uden videre som kong Karl den Første og kong Karl den Anden, begge evt. med tilføjelsen Stuart. Den første regerede fra 1625 til 1649 og den anden fra 1660 til 1685.

Det danske sprogsamfund har især inden for det sidste halvt hundrede år i stigende grad bestræbt sig på at gengive udenlandske navne – stednavne såvel som personnavne – så trofast som muligt over for det afgivende sprog. På personnavneområdet betyder det f.eks., at vi omhyggeligt siger Vladimir Putin, selvom vl- er en umulig forlydskombination i dansk. Havde han levet i 1600-tallet, var han sikkert blevet kaldt Valdemar, ligesom den samtidige zar Peter (den Store; 1672-1725) efter nutidig målestok burde omtales som Pjotr.

Større eller mindre tilpasninger

Udviklingstendensen kan følges nogenlunde frem gennem tiden ved at se på den måde, vi omtaler udenlandske statsoverhoveder og andre på et lignende bekendthedsniveau. Betragter man den engelske kongerække, er den leveringsdygtig af regenter, der for de flestes vedkommende får både en dansk udtaleform og en dansk skrivemåde. Denne sidste er somme tider identisk med den engelske (Georg, Richard, Victoria) eller kan afvige en smule (Edvard og Vilhelm og ikke Edward og Wilhelm eller for den sags skyld William). Lidt større er afgivelsen, når det gælder Mary og Ann, der udkommer som Marie og Anne, og længst fra den engelske form ligger Henrik som gengivelse af Henry.

For forholdet mellem Henry og Henrik gælder for så vidt det samme som mellem Karl og Charles. Da Henrik og Karl blev knæsat som den danske form af forskellige engelske kongers navne, eksisterede Henry og Charles ikke som brugbare fornavne i dansk. De hører begge til den bølge af engelske fornavne, der kom til landet i anden halvdel af 1800-tallet. Det var på et tidspunkt, hvor kendskabet til det engelske sprog havde en meget beskeden udbredelse i Danmark, og udtalen blev derfor den meget skriftnære [hænry] og [sjarles].

I vore dage, hvor det engelske sprog har haft en meget betydelig indflydelse på dansk, kan det ikke undre, at i hvert fald Charles har fået en mere engelsk udtale [tjarls]. For Henrys vedkommende er løbet nok kørt. Hvad udtalen af Charles angår, må man heller ikke glemme, at i indlånsperioden i anden halvdel af 1800-tallet havde fransk en relativt stærk stilling i Danmark, og udtalen med [sj-] kan uden besvær anses for at være franskpåvirket, jfr. også at franskmænd med fornavnet Charles i dansk sammenhæng har udtalen [sjarles]. Tænk blot på de Gaulle og Aznavour.

Sjældent på franske eller tyske former

Kaster vi blikket rundt i det øvrige Europas fyrstehuse, møder vi i Frankrig frem til revolutionen en række konger med navnet Ludvig. Den franske form Louis støder man på dansk grund kun på i den kunsthistoriske betegnelse louis seize-stil efter Ludvig 16. Og før Ludvig'erne støder vi i den franske kongerække på bl.a. Frans, Henrik, Johan og Karl, i al fald som rækken er præsenteret i den danske nationalencyklopædi.

I de tysksprogede lande optræder konger med navnet Frederik (aldrig omtalt som Friederich) og Ludvig (ikke Ludwig], begge navne udtalt som normalt på dansk, dvs. med stød. Den spanske kongerække møder med så danskudseende navne som Karl og Ludvig.

Tyskere med stød

Overhovedet gælder, at indlånte navne – både sted- og personnavne – normalt tilpasses den danske udtalenorm, især når indlånene er af lidt ældre dato. Vi har stød i efternavne som Schumann (komponisten, men ikke fællesmarkedfaderen), Strauss, Händel, Heisenberg, Freud, Zeiss og i stednavne som München, Bern, Haag, Themsen. Vi udtaler z som [s] (Mozart, Zweig, Zuidersøen) og opererer desuden kun med ustemt s. Vi udtaler det tyske -ch som [k] (Bach, Sachsen) og det engelske -ch som [tsj] (Ipswich).

Der er en vis usikkerhed over for behandlingen af a-lyden i fremmedsprogede navne, muligvis både som en spejling af navnenes indlånstidspunkt, men også som en forskel mellem ældre danskere over for midaldrende og yngre danskere. Allerede Den Store Danske Udtaleordbog (1991) klassificerer udtalen med lukket (fladt) a forrest i navnet Adenauer som hjemmehørende hos gamle. Et tilsvarende a er i Udtaleordbogen rapporteret som normalvokalen i Chicago, men det er en bedømmelse, dette navns udtale næppe ville få i dag. En udtale med lukket (fladt) a i f.eks. Zagreb er end ikke en mulighed i Udtaleordbogen, selv om den nok endnu i dag kunne bære brugsbetegnelsen ”hos gamle”.

Det samlede billede viser klart, at danske sprogbrugere i stadigt stigende grad stræber efter at lægge sig tæt på oprindelsessproget, men med islæt af danske udtalenormer, og at betydelige ændringer som f.eks. Charles til Karl er et for længst forladt stadium.

Bent Jørgensen

Emner