Jubelnavne og jubilæer

Jubilæer, der især i forbindelse med personer også kaldes runde dage, kan f.eks. markere 10, 20, 25, 40 eller 50 års eksistens eller mere. Denne klumme, Månedens navn, runder f.eks. 10 år den 1. december 2019.

Selve ordet jubilæum er indlånt fra tysk, men har rødder tilbage til det latinske verbum jubilare 'juble, larme, støje'. Festmarkeringen har udgangspunkt i det gamle testamente (3. Mos. 25), der foreskriver, at hvert 50. år skal være et friår, hvor bl.a. trælle frigives og arbejdet med jorden hviler.

Det er dog den katolske kirke, der har sat egentligt system i ordbrugen ved i år 1300 at indføre et såkaldt jubelår, hvor der i fire af Roms hovedkirker kunne opnås fuld aflad. Den katolske kirke markerer disse særlige år med 25 års mellemrum, men det oprindelige interval er som anført 50 år, og denne betydning kan man i lidt gammeldags sammenhæng stadig finde i sammensætninger som jubellærer om en lærer, der kan fejre 50-årsjubilæum, og jubeldoktor om en person, der blev doktor (nu om akademisk doktor, normalt ikke specielt om læger) for 50 år siden. Som bekendt kan man også være en jubelidiot – men det har nu ikke noget med jubilæer at gøre.

Ikke mange jubelsteder

Man skulle forvente, at glæden ved festmarkering også gav sig udslag i dansk navngivning. Men det er ganske småt, hvad man kan finde i den retning. Faktisk er der på stednavneområdet kun to sammenhørende navne, Jubilæumsvej og Jubilæumshøjen, i skoven ved Petersværft på det allersydligste Sjælland. Skoven hører under Petersgård, og her kunne forstmanden Johan Gottlieb Müller (1785-1860) i 1856 fejre sit 50-årsjubilæum. Ved Jubilæumshøjen er rejst et mindesmærke for J.G. Müller, der ved sit jubilæum var blevet udnævnt til etatsråd, men hvis arbejdstitel var overførster, betegnelsen for den øverste skovansvarlige.

Fra vores nabolande, hvor fejring af jubilæer står i lige så høj kurs som hos os, findes i Londons tunnelbane en Jubilee line navngivet i forbindelse med dronning Elizabeth 2.s 25-års regeringsjubilæum i 1977, og i Bruxelles findes en stor central park med det flamske navn Jubelpark, korresponderende med det franske navn Parc du Cinquantenaire. I det franske navn genfinder man talordet cinquante, der betyder 50. Parken er anlagt til minde om den belgiske stats 50-årsjubilæum i 1880.

Lidt flere jubelfolk

Lidt flere personnavne synes at være dannet til ordene jubel og/eller jubilæum, hvilket en mindre række for- og efternavne fra hovedsageligt 1800-tallets folketællinger vidner om.

I folketællingen fra 1801 er der registreret fire personer med efternavnet Jubel, alle i København. Det drejer sig om hattemager Johan Daniel Jubel og dennes hustru Marie Jubel samt to bødkerdrenge, David Jubel og Carl Lorentz Jubel. Ud fra folketællingen kan det ikke udledes, om de to drenge er sønner af hattemageren, men at dømme efter alderen kunne det se sådan ud.

Længere oppe i tiden optræder Jubel også som mellemnavn, for eksempel hos Jens Christian Jubel Jensen i Ølgod i 1870 og hos Else Marie Jubel Olesen, der er optegnet i nabosognet Ådum i 1901. Jubel er dog på ingen måde et udbredt navn i 1800-tallets folketællinger, og heller ikke i nutiden spiller navnet nogen rolle.

Ifølge navnedatabasen Danskernes Navne, der indeholder navne fra CPR-registeret siden dets oprettelse i 1968 og frem til 2005, bærer ingen personer efternavnet Jubel, og kun mellem en og tre personer hedder Jubel som mellemnavn. Om de pågældende stadig er i live, er uvist.

Hvad der ellers kan vække jubel

Et mere kuriøst efternavn, der leder tankerne hen på ordet jubel, bæres af Christine Mathilde Jubellars, der i folketællingen fra 1880 er registreret som en "offentlig dame", altså en prostitueret, på Gammel Mønt i København. Om navnet skyldes en kunde ved navnet Lars, der i særdeleshed har været jublende tilfreds med kvindens ydelser, er ikke til at sige.

Også en række fornavne synes at være dannet til ordene jubel og/eller jubilæum eller eventuelt til efternavnet Jubel. Men heller ikke her er der tale om udbredte navne, og de fleste findes kun hos ganske få navnebærere, som det er tilfældet med pigenavnene Jubilate, Jubilæa og Jubine.

Almindeligst er pigenavnet Jubeline med stavevarianterne Jubelline og Jubiline, der er optegnet som første eller andet fornavn hos omkring 20 kvinder i 1800-tallet. På den tid har det ikke været ualmindeligt at danne kvindenavne ved brug af afledningsendelsen ‑ine – det har nærmest ligefrem været mode – men i reglen er navnene dannet til mandsnavne som for eksempel Jakobine af Jakob og Thomasine af Thomas.

De nævnte fornavne er alle båret af kvinder, men en enkelt mandsperson bærer et navn, der leder tankerne han på ordet jubilæum. I Povlsker Sogn på Bornholm er i 1855 optegnet en Jubilatus Lutherii Rohmann, hvis navn skiller sig markant ud fra resten af hustanden. Således hedder broderen Hans Jørgen, forældrene Jens Didrik og Ane Cathrine, mens nevøen hedder Marius. Tilbage i 1840 er drengen anført Lutheme Jubelie Romann, mens han ved dåben i 1836 er blevet anført som Lutherus Jubilatus Romann i kirkebogen.

Det må stå hen i det uvisse, hvad der har været motivet bag navne som Jubeline, Jubelia og Jubilatus. Måske har navnebærerens fødsel været vanskelig, så det har frembragt jubel, da forløsningen er kommet, eller måske er vedkommende født på en særlig dag. Måske er noget helt tredje på færde. Om nogle år vil vi dog kunne se, om denne klummes jubilæum har givet anledning til jubel-navngivning af børn som fødtes 1. december 2019, men vi må hellere indrømme, at vi ikke regner med det.

Bent Jørgensen & Lars-Jakob Harding Kællerød