1. januar 2022

Januar og glug(ge)måned – månedens ikke-navne

Månedens navn

Januar er slet ikke et navn. Men det ligner et navn – og formentlig kommer månedens betegnelse netop af et navn. Til gengæld findes der også en anden gammel betegnelse for måneden som de færreste nok kender.

Vinter i Tornby Skov
Januar måned i Tornby Skov i Nordjylland. Billede fra Wikipedia

De tolv indlånte latinske månedsbetegnelser (januar, februar, marts, april etc.) har i Danmark været anvendt i skriftsproget siden 1300-tallet, men der findes også lokale folkesproglige månedsbetegnelser. De knytter månederne til for eksempel et bestemt virke i den pågældende måned, fx slagtemåned (november), høstmåned (august, læs også om Høstvej m.fl.) og julemåned (december) eller til noget der er karakteriserende for tiden på året, fx blidemåned (februar, læs også om Vintervej) der betyder den lyse/skinnende måned, og tordmåned (marts), der betyder den tørre måned.

I dag anvendes kun de latinske månedsbetegnelser, og det er helt almindeligt at tale om et navn på en måned når man for eksempel refererer til ordet januar, men disse betegnelser er ikke egentlige navne (proprier) i en sproglig klassificering. Der er derimod tale om appellativer. Det er tydeligt i dansk skriftsprog fordi betegnelserne skrives med lille begyndelsesbogstav i modsætning til netop navne der altid skrives med stort begyndelsesbogstav. For eksempel kan en dreng hedde August og være født i august.

Appellativer, proprier – og det der ligner

Ugedagenes betegnelser mandag, tirsdag, onsdag og så videre er eksempelvis heller ikke navne, selvom også den slags betegnelser ofte kaldes navne. Man kan som tommelfingerregel sige at navne er ord der ikke kan bøjes og udpeger individuelt, mens appellativer er ord der kan bøjes og betegner en gruppe af noget som har fælles egenskaber.

Ugedagenes betegnelser er vi vant til at bøje, for eksempel er det helt naturligt at sige "jeg spiste frikadeller flere mandage i træk" eller "tirsdagens højdepunkt var festmiddagen." Det er straks mindre gnidningsfrit at bøje de latinske benævnelser for måneder – i hvert fald skurrer eksempler som "jeg frøs flere januarer i træk" eller "januarens højdepunkt var hendes fødselsdag" lidt i ørerne. Ordene opfører sig altså på en måde der minder om navne, og det er formentlig årsagen til at vi er tilbøjelige til at ville opfatte dem som navne.

I praksis fungerer det bedre sprogligt hvis man omskriver for eksempel ved at tilføje ordet måned: "de mest solrige aprilmåneder" eller "måneden januars vintersol er kold". De latinske benævnelser er heller ikke navne og inkluderer egentlig også det latinske ord for måned. Januar betegnes mensis ianuarius.

Frem og tilbage

Selvom ordet januar altså ikke er et navn, har månedsbetegnelsen alligevel lidt med et egentlig navn at gøre. I hvert fald antages det almindeligvis at (adjektivet) ianuarius er en dannelse til gude- og mandsnavnet Ianus som er identisk med det latinske appellativ iānus der betyder 'portåbning, et sted med gennemgang', og guden Ianus vogtede ofte de antikke romerske byers porte og broer.

Buste i Vatikanmuseet
Janus-buste i Vatikanmuseet. Billede fra Wikipedia

Guden afbildes med to ansigter, et der ser frem, og et der ser tilbage. Det har man forestillet sig var et billede på overgangen fra det gamle år til det nye år, men i den oprindelige romerske kalender (som i øvrigt kun havde 10 måneder) var januar ikke kalenderårets første måned. Det er derfor snarere en anden overgang som er indlejret i symbolikken, måske overgangen ved solhverv.

Gluggemåned

De færreste af os kender efterhånden de gamle månedsbetegnelser, og hvor betydningen af slagtemåned og julemåned nok er gennemskuelig, kan det samme næppe siges om betegnelsen glugmåned eller gluggemåned. Ordet (substantivet) glug genkendes måske fra sammensætningen glughul 'kighul' eller (i overført betydning) om store, åbne øjne, glugger. Ordet glugs grundbetydning er 'åbning', og det har været brugt om mindre huller i vægge med lysindfald eller udluftning som formål, altså små vinduer.

Hul i isen
Har nogen glugget i isen? Billede af Kasper Strube, fiskefoto.dk

Man kunne fristes til, som for januar, at ville se betegnelsen som betydningsmæssigt knyttet til en overgang med et kig 'glug' ind i det nye år eller lignende, men forklaringen er rimeligvis en anden, for man må antage at gluggemåned har samme type reference til et gøremål, til en begivenhed eller til naturen som de øvrige gamle månedsbetegnelser.

En plausibel mulighed er det kendte østdanske dialektord at glugge 'hugge hul i noget'. Til dette ord findes verbalsubstantivet gluggning der specifikt er optegnet i brug om det at hugge hul i isen for at kunne fiske. Gluggemåned betyder derfor formentlig 'isfiskemåned' – i øvrigt svarende til betegnelsen for september, fiskemåned.

Rikke Steenholt Olesen