Ishøj – hvor det altid er koldt?

Der er almindelig enighed om at efterleddet i navnet på den københavnske vestegnskommune er ordet høj. Efterleddet -høj ændrer sig ellers ofte så meget over tid i danske stednavne at det kan være svært at genkende i den moderne form, og således er navne som Egøje, Egå, Erritsø, Hasle, Jersie, Langå, Ringive, Vedersø og Grenå alle oprindeligt dannet med efterleddet -høj som er blevet nedslidt til de forskellige endelser navnene har i dag.

Forleddet i Ishøj forekommer måske lige så let at forklare, men ikke desto mindre har navneforskere forsøgt at forklare det på flere forskellige måder. Måske fordi det virker underligt kortsigtet at navngive et sted med et forled som is – da frost og is jo ikke er særlig vedvarende i Danmark. Men netop ordet is er imidlertid det bedste bud på en tolkning af navnets forled, og faktisk findes der en række stednavne med et betydningsindhold der beskriver forhold som ikke altid er vedvarende på en given lokalitet.

Forled kan sagtens være tidsbestemte

Ingen af de 17 Nyby'er som kan findes i Danmarks Stednavne, er længere særlig nye, faktisk kendes flere af dem i kilder fra 1500- og 1600-tallet. En lange række skovnavne som Grønlund og Grønholt betegner næppe allesammen granskove som er grønne hele året, og der er nok ikke mørkt hele dagen i Mørkhøj, Mørke eller Mørkøv. Navne som disse viser at det er forhold ved navngivningstidspunktet som gengives i stednavne – og at de forhold ikke nødvendigvis varer ved.

Måske har det sted som oprindeligt hed Ishøj, ligget i skygge om vinteren når solen stod lavt, så isen lå der længere end den lå i det omkringliggende landskab. Eller der kan måske have været en hændelse på stedet som skyldtes at der lå is. Andre danske stednavne som Frosnebæk og Kuldekær medvirker til at man ikke behøver se det som utænkeligt at et stednavneforled kan berette om frost, kulde og is.

Ishøj og Isie – og de andre høje

Faktisk går det sproglige indhold igen i det formelt identiske stednavn Isie som er lokaliseret øst for Trelleborg i det sydlige Skåne. Det er også oprindeligt en sammensætning af substantivet is og efterleddet høj, og den ældste kendte form af navnet er Isheogi fra 1133. Endelsen -ie i navnet Isie findes i en række stednavne øst for Øresund som oprindeligt er dannet med efterleddet -høj, og som i tidens løb er blevet omdannet til ukendelighed, fx Hyllie (plantebetegnelsen hyld + -høj) og Vintrie (årstidsbetegnelsen vinter, evt. i funktion som tilnavn + -høj).

I modsætning til de svenske navne – og de danske navne nævnt foroven – har Ishøj altså beholdt efterleddet i den oprindelige form, og det på trods af at navnet har eksisteret i ca. 800 år – måske længere. Navnet er overleveret første gang i 1279 hvor det har formen Ishogh. I 1300-tallet findes navnet dog i former som viser at efterleddets -h- har været ved at forsvinde, fx formerne Ysøghæ fra 1315 og Isøwæ fra 1392. Men i 1600-tallet vender h'et tilbage i skriveformerne, fx i Jißhøeff fra 1664, og det har været der siden.

Som stednavneforsker må man altså stille sig tilfreds med at konkludere at det sproglige indhold i navnet indikerer lige nøjagtigt hvad den moderne form antyder: is og høj. Men hvorfor man i middelalderen – eller tidligere – valgte at give dette navn til et sted eller område som formodentlig ikke var specielt meget koldere end omgivelserne, kan vi altså ikke sige meget om.

Tilsvarende kan det være svært at forklare at efterleddet høj kan forekomme i et område som er overordentlig fladt, men faktisk forekommer navne på eksempelvis -høj og -bjerg ofte i meget flade områder, ligesom navne på fx -skov, -lund og -holt ofte forekommer i skovfattige områder.  Sikkert fordi fænomenet netop er så usædvanligt at det stikker ud i forhold til resten området og derfor er værd at opkalde stedet efter. Endelig kan man også spekulere i at der har været gravhøje i området som senere er blevet sløjfet – som fx den gravhøj hvor man i 2007 fandt 'Ishøjfyrsten' – men om det skulle være en gravhøj eller en anden høj navngiveren har haft i tankerne, er altså rent spekulativt i dag.

Birgit Eggert