Irum – navnet som fortæller om en økologisk katastrofe

Hvis man tager til Læsø, kan man lidt nordøst for Byrum finde hestestutteriet Irumgård. Men stedet hed oprindeligt blot Irum, og navnet hentyder til en skov som ikke længere findes. Trods øens størrelse er der nemlig næsten intet tilbage af den oprindelige skov på Læsø, og øens træbevoksning udgøres af nogle klitplantager som blev anlagt i starten af 1900-tallet.

Irum er sammensat af det gammeldanske ord *ī, som betyder 'taks', og ordet rum som i stednavne betyder 'plads', men oftest sandsynligvis 'ryddet plads til bebyggelse'. Navnets betydningsindhold er altså skovindikerende med træbetegnelsen som forled og det sandsynligt rydningsindikerende efterled. Men Irum er tidligst belagt i en kilde fra 1651, og på det tidspunkt var der nærmest ingen skov tilbage på Læsø, så hvordan kan det nu hænge sammen?

Skov og skovfældning på Læsø

Læsø blev først bebygget i middelalderen, og det er ret sent i forhold til resten af Danmark. Det mest sandsynlige er at det var opdagelsen af vand med exceptionelt højt saltindhold som gav anledning til bebyggelsen. Udvinding af saltet kunne nemlig give en værdifuld handelsvare.

Der findes ingen skriftlige kilder som fortæller hvordan øen så ud da de første bosættere ankom, men uberørt land i Danmark springer ret hurtigt i skov, og derfor må Læsø også oprindeligt have været dækket af skov. Det er bekræftet af pollenanalyser som viser at der voksede mange forskellige træarter på øen.

Middelalderens saltsydning på Læsø efterlod imidlertid øen nærmest skovløs på grund af de store mængder brænde det krævede – kun en lille rest skov var tilbage lidt nord for Byrum da saltsydningen ophørte i 1600-tallet, og den sandflugt som var forårsaget af fældning og tørvegravning, havde ødelagt hele den gamle bebyggelse omkring Hals Kirke. Vi skal altså tilbage til bosættelsens første århundreder for at finde den skovvækst som kan have givet anledning til gårdnavnet Irum.

Navne på -rum på Læsø

På Læsø findes ingen af de i Danmark ellers så hyppige landsbynavne med endelser på for eksempel ‑lev, ‑sted, ‑by og ‑rup hvilket sandsynligvis skyldes øens sene bosættelse. Men der er én stednavnetype som findes flere gange på øen, og det er navne med efterleddet rum.

Syv navne tilhører denne gruppe af navne: Brarum, Byrum, Børum, Flarum, Irum, Lorum – og et Hychirom som kun kendes fra Videnskabernes Selskabs konceptkort fra 1786. Etnologen Bjarne Stoklund som havde indgående kendskab til Læsøs tidligste bebyggelseshistorie, satte disse rum-navne i forbindelse med øens bosættelse i middelalderen og den rydning af skoven som var nødvendig for bosættelsen.

Stednavne på ‑rum er hyppige i det sydlige Sverige, men relativt sjældne i Danmark. Ud over de syv navne på Læsø er der også en lille koncentration i Nordsjælland, nogle få på Fyn og i Vendsyssel og enkelte andre steder i landet.

Stednavne som kilde til skov

Sammen med de få pollenanalyser og fundet af en række pæle af taks fra 600-tallet ved Østerby er stednavnene en af de få kilder til bevoksning og landskab på Læsø. Det skyldes en generelt sen skriftlig overlevering om øens forhold. Der findes en række stednavne med efterled som ‑lund og ‑skov og nogle forled med træbetegnelser som birk og pil.

Mens skoven i resten af Danmark var på sit lavpunkt omkring år 1800, må skov og trævækst på Læsø tidligt være blevet ret sparsom. I hvert fald kunne selv en busk give anledning til navngivning på øen. Således hedder en gård på Læsø slet og ret Hyldebusk og en anden Hyldebuskgård. Sammen med de skovindikerende navne på den næsten skovløse ø er de eksempler på at man ofte giver navne efter det der er meget lidt af i et område, snarere end det der er meget af.

Birgit Eggert