Holmens Kirke

Holmens Kirke, der blev indviet den 5. september 1619, er beliggende centralt i det moderne København ved siden af Danmarks Nationalbank og over for Børsen og Christiansborg Slot på den modsatte side af Slotsholmskanalen. Kirkens navn består i sin nuværende form af det usammensatte stednavn Holmen, der er den bestemte entalsform af substantivet holm med betydningen 'lille ø', samt substantivet kirke. Holm-navne har to gange tidligere i år været behandlet som Månedens navn, dels da det indgår som efterled i navnet Lindholm, der blandt andet er navnet på den ø i Stege Bugt, hvor den tidligere regering ville etablere et udrejsecenter, dels da holm er stammen i navnet Holmene, der er det samlede navn på ni fremtidige kunstige øer, der er planer om at anlægge ved Avedøre.

På trods af hele to klummer om holm-navne kan det dog stadig være vanskeligt at hitte rede i, hvilke holme de mange københavnske holm-navne henviser til, ikke mindst fordi mange af dem slet ikke er holme (længere). Og forvirringen bliver næppe mindre af, at der oveni findes kanal-navne, som slet ikke er kanaler (længere), og det samme gør sig gældende for navne på forskellige former for havneløb. Men før vi hopper i havnen i ren desperation, kan vi springe ud i at kigge på baggrunden for navnet Holmens Kirke.

Kær holm har mange navne

Da kirken blev indviet, kaldtes den Bremerholms Kirke, men den omtales allerede få årtier senere almindeligvis som Holmens Kirke. Navnet Bremerholm kendes fra 1510, hvor en skanse og en række nyopførte huse etableres på Bræmerholm eller Bræmerholmen. På dette tidspunkt har Bremerholm været en ø adskilt fra byen ved farvandet Bremerholms Dyb. "Dybet" er allerede i slutningen af 1500-tallet blevet kastet til, men gadenavnet Dybensgade vidner stadig i dag om, hvor farvandet omtrent har løbet, og selvom Bremerholm ved denne lejlighed mistede sin karakter af en holm, blev navnet alligevel bevaret.

Bremerholm er et sammensat stednavn, hvor forleddet sandsynligvis er indbyggerbetegnelsen bremer, der betegner personer fra Bremen i det nordlige Tyskland. Navnet kan sigte til de handlende købmænd fra netop Bremen, der antages at have haft deres særlige område på Bremerholm under de middelalderlige handelsmarkeder. Men navnet kan også sigte til de bremerske skibsbyggere, som kong Hans i 1510 indkaldte til sit orlogsværft, der med ankersmedje, reberbane og beddinger efterhånden udviklede sig på Bremerholm. 

I daglig tale kaldtes øen tidligt for Holmen, hvilket en række af de stednavne, der endnu i dag findes i området, vidner om, eksempelvis Holmens Bro (tidligst omtalt i 1583), Holmens Kanal (anlagt i 1606), og naturligvis Holmens Kirke, ligesom de ansatte ved orlogsværftet kaldtes Holmens Stok. 

I 1690'erne etablerede man en ny flådehavn på en nyinddæmmet holm nord for Christianshavn, og denne holm kaldtes Nyholm. Efterhånden blev dette navn anvendt som en samlet betegnelse for både selve Nyholm og de holme, som senere blev inddæmmet i nærheden. De kom til at huse den københavnske flådestation, og i modsætning til holmene, som tilsammen blev kaldt Nyholm, blev holmen med den ældre del af værftet nu kaldt Gammelholm.

Navnet Gammelholm hænger stadig ved om bydelen mellem Holmens Kirke og Kongens Nytorv/Nyhavn og ud imod havneløbet, mens det i dag er Nyholm, der ofte går under navnet Holmen. Navnet Bremerholm kom i brug igen i 1932, da området nord for Holmens Kirke blev saneret, og en nyetableret gade fik navnet – selvom gaden ligger lige uden for det område, der tidligere udgjorde holmen Bremerholm.

En kirke for søens folk

Nu tilbage til kirken. I 1617 blev der på Bremerholm opført en ny og større ankersmedje som erstatning for den i 1562–63 opførte smedje, der siden skulle komme til at danne udgangspunkt for Holmens Kirke. Omtrent samtidig blev en række skipperboder anlagt på det opdæmmede land mellem den gamle ankersmedje og Sankt Nikolaj Kirke, og her fik søofficerer og andre folk med tilknytning til flåden og orlogsværftet til huse.

Samtidig blev det besluttet, at kongens skibsfolk og alle andre, der var tilknyttet området, skulle anse Bremerholms Kirke som sognekirke, og ikke Sankt Nikolaj Kirke som hidtil. Et midlertidigt kirkerum blev indrettet, og snart efter gik arbejdet i gang med at omdanne den gamle ankersmedje til en ny kirke, der kunne indvies af Sjællands biskop Hans Resen den 5. september 1619. 

På det tidspunkt var kirken blevet skilt fra Bremerholm ved en jordvold og en i 1606 anlagt kanal, Holmens Kanal. Allerede i 1646 blev volden nedbrudt, men kanalen, der lå omtrent hvor gaderne med navnene Holmens Kanal og Niels Juels Gade i dag løber, eksisterede frem til 1864, hvor den blev tilkastet.

Et (lidt) mindre helligt navn end de andre københavnske

Kirken, der blev indrettet i den gamle ankersmedje, var dog ikke byens første kirke til søens folk. I det middelalderlige København fandtes fire centrale kirker; Vor Frue Kirke ved Gammeltorv og ikke langt derfra Sankt Peders Kirke i Nørregade, Sankt Clemens Kirke, der lå omtrent der, hvor Strøget i dag munder ud i Rådhuspladsen, samt Sankt Nikolaj Kirke ved stranden. Den sidstnævnte var især sognekirke for søens folk og fiskere.

Fælles for disse middelalderlige kirkers navne er, at de alle er konsekrationsnavne. Det vil sige, at navnet viser, hvilken helgen eller hellige genstand, kirken har været indviet til. Vor Frue til Jomfru Maria, Sankt Peder til disciplen Peter og Sankt Clemens og Sankt Nikolaj begge til helgener, der relaterer sig til havet og søfolk. 

I middelalderen har alle kirker formentlig haft konsekrationsnavne, men efter reformationen i 1536 er kirkeindvielser med helgendedikationer i egentlig forstand ophørt. Landsbykirkerne er i reglen overgået til kun at være kendt ved deres formelt sekundære navne, der er dannet med den pågældende sognebys navn samt substantivet kirke, for eksempel Vejlø Kirke (tidligere Sankt Andreas Kirke), Jordløse Kirke (Sankt Jørgens Kirke) og Holmstrup Kirke (Sankt Sørens Kirke). Kirker, der er eneste kirke på en ø eller er ensomt beliggende i et navnebærende, isoleret område, kan være overgået til navne som Lyø Kirke og Odden Kirke.

Men praksissen fra middelalderen satte spor, og i dag kender vi fortsat en lang række kirker i købstæderne med deres konsekrationsnavne, ligesom navngivningen af mange yngre kirker i byerne bygger på den middelalderlige praksis. Grunden til, at konsekrationsnavne har holdt fast i København og i købstæderne, er, at der ofte findes mere end én kirke, og derfor giver et verdsligt kirkenavn dannet til byens navn ikke mening. Som eksempel kan nævnes de sjællandske købstæder Slagelse og Næstved, der endnu i dag hver huser to middelalderlige kirke, henholdsvis Sankt Mikkels Kirke og Sankt Peders Kirke i Slagelse og Sankt Mortens Kirke og Sankt Peders Kirke i Næstved. Navne som Slagelse Kirke og Næstved Kirke ville derfor ikke være nok til at udskille, hvilke kirker der er tale om. 

Dette er også grunden til, at nyere kirker, der opføres i byerne, navngives på lignende vis, som det for eksempel er tilfældet med Sankt Johannes Kirke i København (1856–61), Sankt Pauls Kirke i Aarhus (1884–87) og Sankt Johannes Kirke i Vejle (1940–41). Der er dog ikke nødvendigvis tale om helgener, men også om personer med en nær relation til den danske kirke som eksempelvis ved Grundtvigs Kirke i København (1921–40), Hans Tausens Kirke i Odense (1930) og Sthens Kirke i Helsingør (1976), gammeltestamentlige personer som ved Eliaskirken i København (1906–08) eller bibelske lokaliteter som ved Getsemane Kirke i København (1883–94) og Zionskirken i Esbjerg (1912–14). Endelig kan nævnes Hellig Trefoldigheds Kirke (1637–51), i dag kendt som Trinitatis, som vist ikke kan siges at have navn efter én person, men efter en anden type hellig enhed i kristendommen.

Holmens Kirke bærer derimod navn efter det område, kirken er beliggende på, og således er navnet i sin struktur mere lig den, der i dag primært kendes fra landsbykirker og kirker på småøer. Hvilket jo også passer godt med at den, som en sjældenhed i København, netop blev opført på en lille ø – altså en holm.

Lars-Jakob Harding Kællerød