Højerup Kirke

På det sydøstlige Sjælland helt ude ved Stevns Klint ligger den gamle Højerup Kirke som et vidnesbyrd om hvordan havet i tidens løb har nedbrudt klinten. Navnets betydning er på mange måder ganske ligetil for en stednavneforsker, men et lokalt sagn har alligevel en meget anderledes forklaring.

Den oprindelige del af kirken stammer fra 1250-1300, og på det tidspunkt må kirken have ligget i sikker afstand fra klinteskrænten. Som tiden gik bevægede skrænten sig dog tættere og tættere på kirkegården, og allerede i 1600'erne har den østre kirkegårdsmur været flyttet indefter. I begyndelsen af 1900-tallet var klinten for alvor kommet tæt på kirken: I perioden oktober 1905 til februar 1906 var kirken lukket på grund af et faretruende klinteskred i nærheden, og den 9. februar 1910 holdtes den sidste gudstjeneste i kirken efter et nyt klinteskred tæt syd for kirken.

I Højerup byggede man derfor en ny kirke i 1912 der blev indviet februar 1913. Lukningen af den gamle Højerup Kirke var i allerhøjeste grad berettiget, for den 16. marts 1928 medførte et klinteskred at kirkens kor styrtede i havet. I dag er kirken sikret mod nye klinteskred, og hvor koret engang var, står man nu på en balkon i det fri og har udsigt til Stevns Klint og ud over havet.

To navne i ét

Ifølge stednavneforskeren Bent Jørgensen er hovedformen af danske kirkenavne en sekundær navnedannelse, hvor kirkenavnet er dannet sekundært til et andet, allerede eksisterende, stednavn – gerne navnet på kirkebyen. Skal vi således tolke Højerup Kirke som et eget stednavn, kan vi i princippet nøjes med at konkludere at forleddet er landsbynavnet Højerup, og at efterleddet er navneordet kirke. Efter opførelsen og indvielsen af den nye kirke i Højerup i 1912-1913 holder man i dag typisk kirkerne adskilt fra hinanden ved eksempelvis at tilføje tillægsordene ny og gammel imellem de to led, altså Højerup Ny Kirke og Højerup Gamle Kirke.

Ser vi i stedet på landsbynavnet Højerup er tolkningen mindre gennemsigtig. Navnets efterled, -rup, er en sproghistorisk udvikling af et oprindeligt torp der på gammeldansk – det vil sige sproget danskere talte i middelalderen – betød 'udflytterbebyggelse'. Udviklingen er sket fordi de to midterste lyde -or- med tiden har byttet plads, så de er blevet til -ro-, hvilket siden er blevet til -ru-. Denne udvikling, hvor to lyde bytter plads, kaldes af sprogforskere for metatese.

Forleddet kan tolkes enten som navneordet høj eller som tillægsordet høj. Navnet kan altså forstås som enten "Udflytterbebyggelsen ved højene" eller "Den højtbeliggende udflytterbebyggelse".

Sagnet vil det anderledes

Højtbeliggende er i hvert fald den gamle kirke. Man har i lokalområdet undret sig over hvorfor kirken blev opført netop dér. Især da klinten arbejdede sig tættere og tættere på kirken, og faren for en fremtidig nedstyrtning blev tydelig, syntes placeringen af kirken uoplagt. Dette har medført at et forklaringssagn har udviklet sig i lokalområdet. Folkemindesamleren Evald Tang Kristensen (1843-1929) har hørt en variant af dette sagn. Her spiller også kirkenavnet ind på fortællingen:

En viking var engang i havsnød uden for Stevns Klint, og det så ud, som han skulle forlise med sit skib. Men så bad han til Gud og lovede, at hvis han kunne slippe i land, så ville han bygge ham en kirke på det sted, hvor han kom i land. Han blev så kastet ind under klinten og kom der i land. Da han ser det, så udbryder han: »Men Gud, her kan jeg jo ingen kirke bygge.« Da lød der en røst til ham, som sagde: »Jo, højere op.« Der oppe på klinten byggede han så kirken, og den skal deraf have fået navnet Højerup. Kirken flytter sig et hanefjed ind i landet hver julenat.
(Danske Sagn, Ny række, III, nr. 424, normaliseret til moderne retskrivning)

Ifølge sagnet ligger kirken altså hvor den gør, fordi det var Guds vilje. Den sidste bemærkning om kirkens magiske gang ind i landet hver julenat er en løsning på problemet med nedstyrtningsfaren. Et hanefjed vil sige 'længden af en hanes skridt'.

Sagnet repræsenterer endvidere en interessant forestilling om et ellers ganske urealistisk navngivningsmotiv der går igen i mange navneforklarende sagn: Et bemærkelsesværdigt udråb, "højere op!", i forbindelse med en enkeltstående begivenhed tænkes, gennem den lydlige lighed med Højerup, erindret i stednavnet.

Udråbet tillægges i mange sagn et menneske, eksempelvis læser man hos Tang Kristensen et sagn fra Stouby (nord for Vejle Fjord) om en samling gårde i landsbyen der brænder, hvorfor en mand udbryder "Hier er ild!" og gårdene derfor får navnet Hjerrild (sagn nr. 960 i samme bind). Men i ovenfor citerede tilfælde er det selveste Guds røst der lyder fra oven. Interessant er at bemærke at sagnfortælleren ikke skelner mellem Højerup som navn på landsbyen og som navn på kirken: Kirken fik bare navnet Højerup.

Martin Sejer Danielsen